Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et rigt land kan godt have en fattig kultur

Carl Holst

Et rigt land kan godt have en fattig kultur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I denne valgperiode har jeg haft to folketingskollegaer, som er kørestolsbrugere. Desværre kunne de i deres periode som suppleanter ikke tilgå Folketingets talerstol og det gængse afstemningssystem, fordi salen ikke har været indrettet til det.

Her over sommeren er der derfor en vigtig ombygning af Folketingssalen i gang, så det fremadrettet ikke vil være et problem. Et arbejde, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har sat i gang, og som hun fortjener ros for. Dels fordi det bør være en selvfølgelighed, at alle folkevalgte, også dem med en funktionsnedsættelse, skal have lige muligheder for at varetage deres virke. Dels fordi, det er et vigtigt signal at sende. Ombygningen pågår nemlig i kølvandet på en række kedelige historier, der tegner et billede af en begrædelig tendens.

For en lille måned siden var mediebilledet præget af nyheden om et nygift blindt ægtepar, der blev nægtet adgang til en busrejse, fordi selskabet frygtede, at de ville være en belastning for de øvrige passagerer. Dansk Blindesamfund pegede i den sammenhæng på, at deres medlemmer ofte nægtes adgang til butikker og restauranter, fordi de har en førerhund med. Samme førerhund, som netop gør dem selvhjulpne, vel at mærke. På samme måde kunne jeg læse, hvordan en nyslået student, der sad i kørestol, ikke kunne komme på podiet med sine klassekammerater, men var henvist til en plads bag en palme nedenfor. Det gjorde ondt på hende, og det gjorde ondt på hendes familie. Også selvom mangel på eftertanke sjældent er af ond vilje. Som sagt, folketingssalen bliver først gearet til valgte med funktionsnedsættelser i sommeren 2017.

Jeg har det ikke godt med, at mennesker, der er født med eller har fået en funktionsnedsættelse, på den måde bliver forhindret i at udleve deres tilværelses potentiale, fordi samfundet fryser dem ud. Når vi er nået dertil, hvor man nægter eksempelvis et blindt par adgang til en busrejse, fordi de er blinde, så er det i mine øjne diskrimination. Det skal individer beskyttes imod, for det hører ingen steder hjemme i et frit og demokratisk samfund. Derfor må vi også ty til lovgivning på området. Men hvor er det dog ærgerligt, at vi må ty dertil.

Burde det ikke være sådan, at det er naturligt at give plads til og rumme andre menneskers forskellighed? Glæde os over, at vi lever i et samfund, hvor funktionsnedsatte har ressourcerne til at rejse og dermed også have tillid til, at eksempelvis et blindt ægtepar - og ikke et busselskab, der ikke kender dem - sagtens kan vurdere, om de kan tage på bryllupsrejse eller ej? Og skulle behovet for at give en hånd ned af trappen opstå, ville det så skade? Jeg har svært ved at se det.

I et bredere perspektiv gør det mig bekymret for, om vi har indrettet et samfund, der ubevidst gør os fremmedgjorte i forhold til vores medmenneskers velbefindende, fordi der er en forventning om at alting er alle andres - eller måske det offentliges? - problem. For ja, velfærdsstaten hjælper heldigvis dem, der er ringere stillet, men det er ikke over skattebilletten, men i relationen og mødet mellem mennesker, at samfundet består og livet leves. Af samme grund kan et rigt land desværre også godt have en fattig kultur, for vi kan ganske vist lovgive mod diskrimination men sværere er det at lovgive imod mangel på eftertanke.