Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Wammen: Fair nok, at vælgerne forlader de gamle partier

Selv om Macron med sine 66,06 procent af stemmerne mod Marine Le Pens 33,94 fik et stort og sikkert mandat, er der mange ubekendte med i bagagen. Her er han på talerstolen for at holde sin sejrstale sent søndag aften foran Louvre-museet i Paris. Foto: Christian Hartmann/Scanpix

Wammen: Fair nok, at vælgerne forlader de gamle partier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fransk valg 2017

Mens mange franskmænd var lettede over valget af Macron, kunne danske Nicolai Wammen fra første parket se et nedsmeltet socialistparti, der bare kan se til, mens Macron gør sig klar til at rykke ind i Élyséepalæet.

Frankrig:

- For et halvt år siden havde vi ingenting. Nu har vi præsidentposten. Er det ikke fantastisk?

Den ældre kvinde knugede min hånd, da det stod klart, at Frankrigs næste, og nu nye, præsident hedder Emmanuel Macron. Hun er borgerlig og havde oprindeligt satset på tidligere premier- og udenrigsminister Alain Juppe, men da han røg, blev hun politisk hjemløs. Indtil Macron, med sit nystiftede Le Marche!-parti, næsten samtidig meddelte, at han stillede op til præsidentvalget. At de to begivenheder i november 2016 skulle betyde, at hun skulle stå foran Louvres Pyramide en kold forårssøndag og vente på, at hendes "mand" med sine bare 39 år og et år gamle parti skulle dukke op som præsident, mens unge mennesker i tusindvis dansede omkring hende, havde hun ikke set komme.

Bare 1,8 km derfra, ti minutter i bil, i Élyséepalæet, sad en mand, præsident Francois Hollande, der heller ikke havde set det komme. Og da han så det, var det for sent. Emmanuel Macron er Hollandes politiske barn, der forlod ham for selv at blive præsident. "Godt gået", som avisen Libération skrev på sin forside i går over et billede af Emmanuel Macron. I dag er Hollande allerede fortid, og hans socialistparti hænger i laser.

Søndag aften havde Hollande inviteret sin regering og rådgivere med familie til uformel middag i præsidentboligen. Der blev klappet, da Macrons sejr blev udråbt, men det var ikke stående bifald, selv om de stod op rundt om tv-skærmen. Det var en slags resigneret klap og i høj grad et klap for, at Marine Le Pen, ganske som spået i meningsmålingerne, ikke havde vundet. For Hollande personligt var det dog et tvetydigt nederlag: Godt nok havde han og hans parti tabt alt, men det er stadig hans politiske barn, der nu rykker ind i præsidentpaladset, og det sker allerede på søndag, når Macron underskriver forfatningen og modtager Æreslegionens storkors.

Derfor blev Hollandes uformelle middag, med blandt andet østers på menuen, den sidste nat med kliken. Der var kun to med, der ikke tilhøre Hollandes inderkreds: Socialdemokraten Nicolai Wammen (S) og hans kone, Karen Lund Wammen. De var inviteret med af premierminister Bernard Cazeneuve, der som Wammen også har været europaminister, og Wammen fik dermed første parket til endnu et socialdemokrati/socialistparti, som var fejet af banen af vælgerne.

- Det vigtigste råd, jeg giver dem, er, at de skal være åbne og ærlige og tage tyrene ved hornene, når det gælder de store emner som flygtninge/migranter og globalisering. At globaliseringen er god for mange, men at der også er tabere, og at det skal være en naturlig del for os socialdemokrater at give håb og muligheder til dem, der kommer i klemme, sagde Nicolai Wammen, da jeg tidligere på dagen besøgte ham og hans kone i premierministerboligen, Hôtel Matignon, som ikke er et hotel, men et palads.

Her var de indlogeret nede bag i haven i det fineste lille hus med åbne pejse, mosaikgulve, højt til loftet og selvfølgelig med egen tjenerstab.

- Generelt er de gamle partier udfordret. Men hvis man hænger fast i fortiden og ikke forstår at finde svar på nutidens udfordringer, selvfølgelig med udgangspunkt i egne værdier, så taber de gamle partier. For folk mister tillid til at de kan give fornuftige svar i dag. Og det er vel fair nok at folk søger andre steder hen, hvis etablerede partier ikke har relevante svar, siger Nicolai Wammen.

Han fremhæver, ikke overraskende, de skandinaviske og helt specifikt de danske socialdemokrater, som er de eneste, der har det rigtigt godt i Europa lige nu sammen med tyske SPD, som dog lige har tabt landdagsvalget i Schleswig-Holstein. I Danmark er det den skærpede profil på udlændingeområdet, der - ifølge Wammen - er med til at give bonus i et sjældent enigt Socialdemokrati.

Og så handler det for ham også om at være midtsøgende. Det var socialisten Hamon ikke i Frankrig, det er Labours Corbyn heller ikke i England, og i Holland blev partiet nærmest udraderet ved sidste valg.

Så da hr. og fru Wammen i går morges forlod Hôtel Matignon, var det derfor med tanken om, at det nok varer et stykke tid, før der var atter var en socialist, der byder indenfor.

Det er det sikre resultat af præsidentvalget. Der er sat navn på nederlaget. Det er mere uklart med sejren.

For selv om Emmanuel Macron med sine 66,06 procent af stemmerne mod Marine Le Pens 33,94 fik et stort og sikkert mandat, er der mange ubekendte med i bagagen.

Macron har tidligere sagt, at han vil sammensætte sin regering af både folk fra eget parti, fra Socialistpartiet og fra Republikanerne. Derfor er hans første og største udfordring det parlamentsvalg, der ligger i juni. Her bliver det afgjort, om Macron også kan få flertal for sin politik, for vel er en fransk præsident den mest magtfulde i Europa, men der skal altså stadig være flertal i parlamentet for at præsidenten reelt kan regere.

Macrons anden udfordring er, at han er blevet valgt på et håb om forandring. Der en kæmpe forventning til ham fra dem, der har valgt ham. Og faren for at skuffe er lige så stor som forventningen. Hans vælgere har smidt de gamle partier ud og erstattet dem med et partiprogram, der er ufuldstændigt. Som ikke er en ideologi, men er pluk fra flere ideologier, som så kan vokse sig sammen til sin egen ideologi om nye svar til nye udfordringer. Det er uprøvet, politisk land. Organisatorisk har de franske vælgere også valgt et parti med en organisation, der har vist sig uhyre effektiv i valgkampen, men som ikke har prøvet at være et parti med magt. Det er noget ganske andet end at føre valgkamp.

Macrons styrke er, at han vandt valget så bredt i Frankrig. I 99 ud af de 101 amter. At selv de steder, hvor Marine Le Pen vandt 1. runde, stemte franskmændene Macron, da det gjaldt. Imod ham tæller, at en fjerdedel blev hjemme og ni procent af stemmerne var blanke.

Resten gik til Marine Le Pen, som tog sit nederlag med ophøjet ro. Fordi det i bund og grund ikke er noget stort nederlag. Hendes far, Jean-Marie, fik 18 procent af stemmerne, da han nåede 2. runde i 2002. Hun fik næsten 34.

Og er nu, ifølge flere franske medier, klar til at ændre Front National radikalt. Både til at skifte navn og ændre politik. Væk fra sin fars racistiske og utæmmede politik. Det kan give intern splittelse, for niecen, 27-årige Marion Maréchal-Le Pen, står på sin bedstefars linje og er klar til at give den gas. Så skulle det nå til et brud, kan det blive giftigt. Men det kan også blive givtigt.

For som den politiske historie i Danmark har vist, kan taberen i et højreradikalt parti blive vinder i egen butik. Pia Kjærsgaard fik først rigtigt succes, da hun tabte magtkampen i Fremskridtspartiet og dannede DF.

Set fra Macrons stol, bliver Marine Le Pen, med eller Front National, ved med at være en af hans helt store udfordringer. Slår han ikke til, gør hun. Blandt andet derfor blive han flere steder sammenlignet med Barack Obama, der blev valgt på et lige så stort håb om forandring. Og endte med at skuffe. Svaret blev Donald Trump.

I parentes bemærket kan Macron såmænd lige så godt sammenlignes med Trump. Nemlig som kandidaten, der kom udefra, var helt ny, ville revolutionere systemet og endte på præsidentposten. De er begge bærere af en protest, selv om de politisk er hinandens absolutte modpoler. Trump som talerør for anti-globalisering og protektionisme, Macron som fortaler for globalisering, men uden at glorificere den.

Alt det tænkte de ikke så meget på søndag aften, da de festede foran Louvre. Glade og lettede. Som det homoseksuelle par, jeg stod ved siden af, da vi på storskærm kunne se Macron komme gående alene inde fra Louvre. Op mod scenen. Det tog fem minutter, mens Beethovens 9., også kendt som EU-melodien, blev spillet. De to mænd ved siden af mig knugede hinanden. For dem havde Marine Le Pen og Front Nationals modstand hos homo-ægteskaber været en katastrofe. Den undgik de.

 

- Det vigtigste råd, jeg giver dem er, at de skal være åbne og ærlige og tage tyrene ved hornene, når det gælder de store emner som flygtninge/migranter og globalisering.