Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klumme: Velkommen til den virtuelle sommer

Den røde stol - Morten Guldberg. Foto: Peter Leth-Larsen

Klumme: Velkommen til den virtuelle sommer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyhedsbranchen frygter juli, hvor nyhedsstrømmen traditionelt tørrer ind, og den daglige kamp om at fylde avisspalter og nyhedsflader stiller ekstraordinære krav til kreativitet og håndværkersnilde.

En besværlig, men sund proces for informationsstrømmens ydmyge tjenere, lidt ligesom vi gerne vil have ungerne til at kede sig og sætte gang i fantasien i sommerferien, som vi andre gjorde det i præ-pc-alderen. Det kaster normalt forfriskende, anderledes historier af sig, og det kunne vi alle trænge til oven på det meste af et år med lutter samrådsreferater og skandalesager i Skat og Post Nord.

Men det var alt sammen vilkårene fra før virkelighed og virtuelt flød sammen. Og før vi fik Donald Trump. Og Anders Samuelsen! Fremover bliver der næppe tid til hverken agurker eller sommerhistorier, for selv sund, livlig fantasi kan dårligt hamle op med virkeligheden, virtuel eller ej.

Ingen havde vel for blot et år siden forestillet sig, at en amerikansk præsident ville lege video-påklædningsdukker med gamle klip af sig selv for at kunne banke løs på en imaginær personificering af en tv-station? Eller kunne vi, i en nær fortid, have forestillet os, at en dansk udenrigsminister ville ty til Twitter for at irettesætte og belære præsidenten for Amerikas Forenede Stater, karakterisere ham som useriøs og uværdig og tilmed selv oversætte meldingen til ubehjælpsomt engelsk?

Trump og Samuelsen sikrede tempoet på nyhedsstrømmen i denne uge med ovenstående, som jo aldeles hudløst illustrerer, hvordan grænserne rykkes mellem den konkrete virkelighed og cyberspace-versionen.

Selve forskellen bliver stadig sværere at lokalisere.

Trump viser sig jo mere og mere som selve figuren, der uden moralsk kvababbelse svæver mellem sin egen definition på virkelighed i de sociale medier og de jordnære, konkrete forpligtelser, som følger med embedet i Det Hvide Hus. Og han føler ingen forpligtelse overhovedet til at opgive sin tegneserietilgang til sit job. Ser det ud som om, det hele blot er noget, vi leger? Måske, og hva' så, det er selve drivkraften i Donald Trump?

Det behøver man ikke engang være demokrat for at gennemskue. Kevin D. Williamson, kommentator i det ellers konservative og antiliberale magasin "National Review", gav USA's præsident følgende skudsmål i denne uge, hvor Trump har mere travlt med at skændes med CNN-værter end forholde sig til eksempelvis langtrækkende missiler i Nordkorea:

"Hvad tror I, han (Trump, red.) læser først om morgenen? The national-security briefing eller Page Six (Hollywood-sladreblad, red.)? Jeg tør vædde på, at Trump kan opremse tre gange så mange kabel-tv-kommentatorer som verdensledere. Han er mere fortrolig med CNN's holdopstilling end med Natos. Har ikke brug for medierne? Han er medierne. En tidligere kontraktansat hos NBC med en sideforretning i kasinoer. Han er født til at føre Twitter-krig mod værterne på andenrangs tv-stationer. Men udtænke planerne for en sygesikringsordning? Nobody's watching that".

Og det burde Anders Samuelsen måske have tænkt nærmere over, inden han gik i luften med sin sikkert velmente opfordring til Trump om at opføre sig lidt mere præsidentielt. Det kommer ikke til at ske, og måske er det heller ikke specielt "udenrigsministerielt" at irettesætte en fremmed statsleder på de sociale medier, for hvad kan det ikke udvikle sig til, hvis Trump, ilter og med kort lunte, fik øje på kommentaren fra det lillebitte land på den anden side af kloden?

Som DF's Søren Espersen tørt bemærkede: Bare fordi det her fra Trump er aparte, behøver vi ikke blive aparte.

Men den kamp er tabt for længst, ingen har styr på noget som helst, alt forandres nærmest fra dag til dag, og aparte dur efterhånden ikke længere som beskrivelse for samfundsudviklingen, for ordet er ganske enkelt ikke stærkt nok længere. Bizar passer bedre.

Senest har konservative iagttagere i både USA og Europa advaret om, at der nu kommer en hel generation af alt for liberale vælgere. Årsag? Harry Potter!

J.K. Rowlings bøger om kostskolelivet blandt vordende troldmænd har ifølge blandt andre Laura Pendergast, konservativ kommentator på Spectator, skabt et moralsk værdisæt hos millioner af unge, som har lært at værne om tolerance, accept af forskelligheder og skepsis over for magthavere og vold.

De onde, Voldemort og co., skal bekæmpes med overlegent intellekt og kløgt, den elitære intelligentsia, rektor Dumbledore med flere, er vi bedst tjent med at lade styre samfundet, mens "mugglerne" (ikke-troldmændene) - læs: alle dem som stemte på Trump og for brexit - er mest til besvær og skal helst ignoreres.

Og for unge uden solid fundats i kristendommen eller andre traditionelle religioner fylder Harry Potter og kammeraterne på Hogwarts rollen ud som moralske ledestjerner, kløgtigt iscenesat af en forfatter, som har formået at tale sig ind i både hjerne og hjerter på sit globale publikum.

Den havde vi vel heller ikke set komme i en ikke så fjern fortid, selv om en halv milliard mennesker har læst Potter-bøgerne eller set filmene - en fantasy-serie, som kommer til at afgøre valg og folkeafstemninger de kommende mange år, ikke bare i Storbritannien men i hele den vestlige verden?

That's not cricket, kan man næsten høre de stive overlæber hvisle med isterningerne klinkende i deres eftermiddags-gin og tonic i countryklubben, for kan vi da efterhånden ikke regne med noget som helst?

Men det falder til gengæld meget godt i tråd med de udflydende grænser mellem virkelighed og fantasi, som de unge mennesker håndterer så fermt og ubesværet.

J.K. Rowling, ihærdig Trump- og brexit-modstander, er dermed pålagt noget af et ansvar for den globale samfundsudvikling. Herhjemme vil det jo skabe forudsætningerne for en radikal flertalsregering, hvis teorien holder stik.

Foreløbig må vi konstatere, at det er gået den modsatte vej i forhold til både det amerikanske valg og den britiske EU-afstemning, men den konservative advarsel er også en fremtidsvision, som først får afgørende betydning om en valgperiode eller to.

Når det er sagt, er førnævnte værdier vel ikke de værste at se afspejlet i fremtidens vælgere, hvis man har demokrati og traditionelle, europæiske/amerikanske dyder på sinde?

Det hele bliver bare lidt uvirkeligt og verdensfjernt i en virtuel sommer, specielt for os digitale indvandrere, som bare er mere rolige og trygge, når endnu en seniorforsker råber ulven kommer ved Ulfborg, og de sædvanlige, populistiske politikere gør klar til at lægge patroner i geværet.

Det fænomen kender vi trods alt, vi har hørt det med faste intervaller gennem adskillige år, og vi tager gerne en ny omgang, selv om vi godt ved, at de stakkels ulve aldrig har en chance, når TV2/News først får færten af dem og sender BREAKING fra granplantagerne, når det første tandsæt er sat i en forkølet høne på det forkerte tidspunkt. Men diskussionen drejer sig trods alt om natur og noget konkret. Og det føles rart på den lidt vemodige måde.

Vi længes efter de nyhedsløse dage, hvor juli ikke handlede om ret meget mere end vejr, Wimbledon og Tour de France. Engang nøjedes vi med avisdækningen af sidstnævnte foruden de to-tre etaper, DR valgte at transmittere. TV2 sender i år fra start til slut på samtlige etaper, og det samler et imponerende publikum, selv om der går timer stort set uden handling bortset fra den velkendte gennemtrawling af Provinsfrankrig, og den endeløse dissekering af taktik, scenarier etc. hos stationens - imponerende dygtige - kommentatorteam.

Måske er det samme mekanisme, som får millioner af nordmænd til at følge tog og flodpramme fra den ene ende af landet til den anden. Tilfredsstillelsen ved det rolige tempo, tiden til at snakke og nyde billederne og leve med at lade udviklingen passerer et tempo renset for one-linere, 30-sekunders intervaller og vanvidsscenarier med præsidenter, der banker løs på imaginære nyhedsværter.

Vi hungrer efter ro og alternativer til Alternativets Henrik Marstal, når han gylper endnu et virkelighedsfjernt forslag op på Facebook og vil formene alle mænd under 21 adgang til Roskilde Festivals campingområde for at forebygge voldtægter. Som om pattestive teenagedrenge, hvoraf cirka 99,97 procent opfører sig tilbørligt og inden for lovens rammer, ville udgøre en mindre trussel mod modsatte køn, hvis de blev tvunget til at overnatte op ad et højttalerstativ på Orange Scene, inden de morgengnavne kunne vandre rundt i mudderkagernes ingenmandsland som statister fra The Walking Dead. Hvad er meningen?

Selve præmissen er selvmodsigende, og ganske som ventet blev Marstals uoverlagte udmelding pillet fra hinanden, intet sted mere pinligt grundigt end i Information, som hudflettede amatørpolitikeren aldeles tæerkrummende. Det er næsten ikke til at holde ud at læse, og så tager vi hellere en femsætter i Wimbledon eller en halv time med Chris Anker Sørensen, mellem Tour-feltets tissepauser på de første, begivenhedsløse 100 kilometer af en given etape.

Det er en sund tendens, at der er folkelig opbakning til sidstnævnte, ligesom det samme gælder de imponerende seertal til sidste weekends landsstævnereportager. Jo, vi gider godt glo på kolbøtter og glade amatører, hvis bare vi kan få lidt ro.

Og det rigtig gode, livsbekræftende, er, at morgendagens korps af meningsdannere, politikere og vælgere - Harry Potter og Hermione-generationen - indimellem kan få det som os andre. Den virtuelle sommer er nok kommet for at blive, men måske bliver der også i fremtiden frirum for alle os, der bare ønsker os lidt gammeldags agurketid.

Liveblog: Tour de France 12. etape
Nogle mennesker kan ikke håndtere det faktum, at Donald Trump blev valgt til præsident. Et af disse mennesker er Donald Trump. Trump har vist sig intellektuelt og følelsesmæssigt ude af stand til at klare overgangen fra mindre entertainer til storpolitiker. Han befinder sig i underlig position som en B-kendis, der også er verdens mest betydningsfulde menneske.
Kevin D. Williamson, kommentator ved det amerikanske magasin National Review