Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kunst? Det ligner jo noget, der er løgn

Alex Ahrendtsen

Kunst? Det ligner jo noget, der er løgn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er en af mine yndlingshistorier. Den om skulpturen i Odense, der blev kørt på skrotpladsen af en medarbejder for en virksomhed, der var ved at nedrive en bygning. Han vidste ikke, at det var en skulptur skabt af en kunstner, der hedder Ingvar Cronhammar, og da man ved at rive en tilbygning ned, der stod i nærheden, kunne han da lige så godt køre stålskramlet til skrotpladsen. Jeg elsker simpelthen den historie, for sådan er det jo tit med moderne kunst. Det ligner noget, der er løgn.

Jeg glemmer aldrig en episode fra min tid i Odense Bys Kunstfond. Formanden hed dengang Børge Wagner. Han var dirigent af profession og mangeårigt medlem af Det Konservative Folkeparti. Han var konservativ på den der Matador-agtige måde og særdeles ærekær og overbevist om sit eget værd. Der var sket det, at en lastbil var kommet til at køre hen over nogle kunstplader, der var lagt ned i brostenene foran koncerthuset i Odense. Nu skulle de repareres, og det ville koste mange penge. Det såkaldte kunstværk var ikke særligt kønt og forskønnede egentlig ikke pladsen, så jeg foreslog, at vi sparede pengene og brugte dem på noget smukkere. Mine bestyrelseskolleger var bestyrtet, og til næste møde havde man så hentet en kunsthistoriker ind. Denne kunsthistoriker fortalte med mange fine ord og vendinger, hvorfor disse plader nærmest var geniale og skabte et helt særligt rum ved deres tilstedeværelse. Børge Wagner og de øvrige bestyrelsesmedlemmer lyttede andægtigt til redegørelsen og kiggede triumferende på mig. I det øjeblik gik det op for mig, hvor forgæves H.C. Andersen havde levet. Det var kejserens nye klæder, som blev opført, men ingen af dem så det. Bestyrelsen valgte at afsætte pengene.

Medarbejderen, der kørte Cronhammer-skulpturen på skrotpladsen, var jo drengen fra Kejserens nye klæder. Ham, der råbte: I har ikke noget tøj på. Men i stedet for forståelse fik han skældud. Fine socialdemokrater og andre kulturradikale var forarget over, at det kunne ske, og Syddansk Erhvervsskole havde så røde ører, at de stadig lyste om natten. Men det er jo ikke medarbejderens skyld. Det er den moderne kunsts skyld.

Jeg læste for nogen tid siden om en kunstner i det store udland. Han havde udstillet noget affald på et museum. Efter lukketid havde en pligtopfyldende rengøringsassistent ryddet pænt op, dvs. "ødelagt" kunstværket. Stor opstandelse. Stakkels kvinde. Hun havde heller ikke fået en længere kunstvidenskabelig redegørelse om, hvor elegant kunstinstallationen afspejlede vort postmodernistiske forhold til forbrugerismen, sådan som de rødvinsdrikkende museumsgæster med det stramt opsatte hår og designerbrillerne indforstået havde erkendt.

På kunstakademiet i København har det længe ikke været nødvendigt at kunne tegne eller beherske det klassiske kunsthåndværk for at blive optaget som studerende. Det er uddannelsen nemlig alt for fin til. Derfor får vi så megen jammerlig kunst, der har brug for en tekst skrevet på et indforstået opstyltet sprog for at blive taget alvorligt. Det interessante er så, at studerende i de senere år er begyndt at efterspørge undervisning i de gamle teknikker. Det giver jo håb for fremtiden, så vi forhåbentlig får mindre af den kunst, der ligner noget, der er løgn. Vi har nemlig brug for mere skønhed oven på socialismens hæsligheder og islams hadske menneskesyn. Hæslighed er der nok af i verden.