Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Julens tolv dage


Julens tolv dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Mag.art. Randers Monica Papazu
Annelene Petersen
Debat Kronik. 

Denne artikel handler om julen. Om julen - vil man måske sige - er det ikke lidt post festum? Man har da for længst fjernet juletræet, og julen er nu et minde om, hvad vi hver især har oplevet - gæsterne, gaverne, forberedelserne, festen - i det forrige år.

Sådan har traditionerne forrykket sig, og nogle synes at være gået i glemmebogen. Men ikke alt er glemt: Der findes stadig en christmas carol, som hedder "The Twelve Days of Christmas", og hvis man tænker sig om, kan man måske huske, at Shakespeare skrev et skuespil med titlen "Twelfth Night", som på dansk hedder "Helligtrekongersaften", hvilket giver god mening, for Helligtrekongersaften er nemlig "den tolvte nat", der markerer juletidens afslutning.

Kristeligt og kirkeligt forstået er julen ikke blot den festlige juleaften, som al opmærksomheden koncentrerer sig om i Danmark. Juletiden varer længe. De tolv dage fra 25. december til 5. januar er selv struktureret ved kirkelige højtider. I nogle ortodokse kirker fejrer man for eksempel: 25. december: Kristi fødsel og hyrdernes og helligtrekongers tilbedelse af Kristus. 26. december: De troendes forsamling omkring Gudsmoder - en fest, som slår inkarnationen fast; at Gud blev menneske. 27. december: Den første martyr, den hellige Stefanus (det er bevaret i den danske folkekirke). 1. januar: Kristi omskæring otte dage efter fødslen - symbolet på at Jesus Kristus er et barn af sit folk, det udvalgte folk, som bærer den gamle gudspagts tegn. Og sluttelig 6. januar: Kristi dåb i Jordan.

De tolv dage symboliserer altså ikke alene Kristi fødsel og den første etape i hans liv, men understreger også inkarnationens betydning og treenighedens mysterium, som viser sig ved Kristi dåb. Kristi dåb markerer samtidig begyndelsen på hans forkyndelses- og helbredelsesarbejde. Vi er altså godt på vej ind i den evangeliske fortælling. De tolv dage danner en helhed og er en indlevelse i selve kristendommens betydning.

Ja, meget har ændret sig i vores sekulære verden. Julen er blevet punktuel. Det vil sige ét enkelt punkt i tiden (i reglen juleaften), hvorefter det verdslige hurtigt tager fat - i modsætning til den gamle tradition, som gjorde julen til en udstrakt tid, en lang fortælling, man selv var en del af, og som sådan forandrede livet, fordi den oplyste sind og hjerte.

Historien har endda føjet en ekstra dimension til denne tidens udvidelse. Mens julen fejres 25. december i den vestlige verden, fejres den først 7. januar i en række ortodokse kirker: Rusland, Serbien, Jerusalem, Athos. Forskellen skyldes ikke nogen teologisk uoverensstemmelse, men er en kalenderforskel: I vesten bruges den gregorianske kalender, mens en del af den ortodokse verden bruger den julianske kalender. Denne kalenderforskel er med til at åbne en ny symbolsk dimension: Præcist når julen slutter i vesten, begynder den i den gamle ortodokse verden, som om julen - og dens glæde - hele tiden var foran os, aldrig bag os.

Denne forskel i kalender, som skaber de to jul i den kristne verden, brugte den russiske forfatter Alexander Solsjenitsyn som baggrund i et af sine smukkeste værker "I den første kreds" (udgivet i vesten i 1968). Værket handler om helvedes kredse, det vil sige om Gulag, og mere præcist om vejen fra den "første kreds", en form for Gulag-light, det specielle fængsel (kaldt "sjarasjka"), hvor videnskabsmænd og kunstnere blev anbragt, for at de skulle arbejde for systemet, til helvedes dybe kredse, hvorfra kun få vendte tilbage. Det er den lod, som de, der adlød samvittighedens stemme, havde i vente. Det er straffen for at have nægtet at bidrage til regimets forbrydelser. Romanen slutter med udrejsen til helvede:

Nej, vort fængsel "var ikke helvede", det var "næsten som et paradis". "Helvede det er dér, hvor vi skal nu". "Ja, tajgaen og tundraen, kuldepolen ved Oj-Mjakon og kobberminerne ved Dzjezkazgan ventede på dem. En hakke og en tipvogn, en ussel ration klægt rugbrød, sygdom og død ventede atter på dem. Kun alt det værste ventede på dem. Men der var fred i deres sjæle. De følte en frygtløshed, som kun mennesker, der har mistet alt, kan føle - en frygtløshed, der er vanskelig at opnå, men som til gengæld er uforgængelig".

Vist rejser de, som har valgt at følge deres samvittighed - de har ikke sagt til sig selv "man har kun ét liv", men "man har kun én samvittighed" - til kulden, mørket og døden. Den vestlige jul er bag dem, men den russiske jul er stadig foran dem. De rejser mod det mørke og den død, som Kristus selv blev født i. Det er Kristi fødsel, der venter på dem ved enden af tunellen. Kristi fødsel er ikke noget, der fandt sted for mange år siden, men den fremtid, de går i møde; den er et "i dag", som lyser deres liv op.

Den gamle tradition med julens tolv dage havde sin betydning, som man bør huske på. Den stadfæstede en nutid, som er forandret tid, og den stadfæstede en glæde og en meningsfuldhed, som man er kaldet til at leve af.