Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Skolen er ikke ramt af pest - men af noget, der ligner


Skolen er ikke ramt af pest - men af noget, der ligner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Marianne Hesselholt, forfatter, Ålum,
#100126
Debat Kronik. 

Den franske filosof Montaigne sad i sit elfenbenstårn og kritiserede det pulserende samfundsliv uden selv at tage del i det. På hans tid var Europa ramt af pest, så der var god grund til at holde sig isoleret og på afstand.

Og her sidder jeg i mit skriverum i Ålum og betragter det pulserende skoleliv. Skolen er ganske vist ikke ramt af pest, men af noget, der ligner, nemlig af et ufatteligt usundt måle-tyranni, der breder sig fra folkeskole til universitet og er i færd med at kvæle glæden og begejstringen både ved at undervise og at lære.

Nu hedder det så ikke mere undervisning, men læring, og dem, der skal uddanne børnene til hele mennesker, de skal nu følge målstyrede kompetenceudviklingsprogrammer, visible learning kalder man det, så de kan navigere i de såkaldte innovationslæringsmiljøer.

Jo, jo - det hedder sådan i dag. Og ideerne er jo tydeligt nok ikke kommet fra Danmarks Pædagogiske Højskole, eller fra andre, der ved noget om pædagogik og mennesker, men direkte fra new public management-systemet, der er opfundet af nogle smarte erhvervsfolk. Og for resten hamrende udansk. Det er sikkert fine redskaber i erhvervslivet, hvor et vist antal produkter skal fremstilles så billigt, så det giver en vis profit.

Men børn er ikke produkter og vist har de ressourcer, men de er ikke ressourcer. Og jeg synes, at det er sørgeligt, at vi så tankeløst kaster Grundtvig og Kold ud med badevandet, blot fordi nogle smarte konsulenter har bildt politikerne ind, at der kommer en bedre skole ud af det, når man styrer den instrumentalt og sætter læringsmål højere end dannelse og indfører test på test for at se, om målene er nået.

Vist skaber man noget målbart på den måde. Man skaber nemlig rigtig mange stressede børn og unge. Og det kan ses i statistikkerne, der viser, at antallet af utilpassede børn vokser støt. Så vist er der tale om vækst og målbarhed.

Jeg hørte for nogen tid siden et par studerende brokke sig over, at man kun interesserede sig for målbare teknikker på læreruddannelsen. "Det gør jo vores børn til små robotter," sagde en af dem. "Ja, rene indlæringsmaskiner," sagde en anden.

I Kristelig Dagblad 10. august 2016 læste jeg en artikel af Iben B. V. Jensen, lektor og cand.pæd. Hun skriver blandt andet: "Jeg går rundt i murbrokker fra dengang, man sagde lærer, klassen,undervisning og indhold og ville have brækket tungen ved ord som feedbackbaseret læringsarenaer og læringsmålstyring. Nu kommer læringskonsulenterne, der handelsskoleagtigt skal optimere de knappe ressourcer. Tillid,fællesskab og omsorg er erstattet af driftsoptimering, akkreditering og teknokrati."

I 2016 var det 200-året for Christen Kolds fødsel og 100-året for Johannes Sløks fødsel. To mænd, der nok var værd at fejre, for de vidste begge to, at det hele menneske dannes gennem opdragelsen, blandt andet ved at lære og forstå de historiske fællesskaber, som vi alle er en del af.

I dag ligger der ikke noget kulturelt dannelsesideal som grundlag for opdragelsen, men derimod en slags afstumpet nytte-ideal. Det er yt at forstå, det er in at bestå. Viden skal man bruge til at få høje karakterer, så man kan få en uddannelse og indgå som et nyttigt hjul i det hellige almindelige erhvervsliv. Dannelsen er reduceret til lancieropvisning i 3.g.

I mit eget fag, dansk, er det tekniske således ikke det vigtigste. Selvfølgelig er det godt at kunne læse flydende og skrive korrekt, men det vigtigste er at forstå litteraturen, hvor store følelser spejler sig, og hvor barnet kan lære om sig selv og medmennesket. Litteraturen er identitetsskabende som al anden kunst.

Pædagogens fornemste opgave er i øvrigt altid at lede barnet derhen, hvor det kan begejstres. Det var det, vi lærte af Christen Kold. Så kan det nemlig tilegne sig ny viden, alene fordi det er så spændende, at det slet ikke kan lade være. Da jeg var lærer, var de bedste timer dem, hvor eleverne overhørte klokken, fordi vi var midt i noget, der ikke var til at slippe.

Dengang jeg gik i gymnasiet i 1950'erne, havde vi lov til at være dovne. Og vi var det. Og det var sundt. Men så havde vi til gengæld en skole med lærere, der ikke tænkte i PISA-termer, men som forstod at begejstre os, så vi glemte at være dovne og i stedet blev flittige.

Vi lever i en kristen kultur, og et af de vigtigste budskaber i Kristendommen er det her: "Du er noget værd, uanset hvad du præsterer." I skolelivet i dag er den kristne kulturarv tilsyneladende skrottet, som så meget andet, der har at gøre med ånd og liv.

Hellere Randers end Århus