Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


En indvandrer i et helt nyt land

Jane Aamunds navn er folkeeje i Danmark. Hendes humoristiske, rørende og medlevende beretninger om Danmark og danskere i forskellige afskygninger, har henrykket flere hundredetusinde læsere i årenes løb. Siden hendes debut i 1977, har hun været en af Danmarks mest succesfulde forfattere med en lang række bestsellere på samvittigheden.
Foto: Christian Als

En indvandrer i et helt nyt land

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Jane Aamund fik konstateret kræft, måtte hun tilpasse sig en helt ny virkelighed med stærke smerter og tunge tanker om døden. I dag har hun fundet nye glæder - og en pause fra smerterne.

Jane Aamund er ikke ligefrem typen, der holder pause. Ikke på vilkår. Alligevel har hendes kræftsygdom tvunget hende til at holde fri. Fra at nyde livet, fra at rejse, fra at spise og fra at more sig. Men ikke fra at arbejde.

»Vi er arveligt belastet i min familie. Min far kom fra et meget fattigt område, og det glemte han aldrig, derfor har vi børn fået sådan en syl i røven om, at vi må arbejde som gale - for ellers kommer vi på fattiggården,« siger Jane Aamund.

Jane Aamund er en af landets mest populære og bedst sælgende forfattere. Hun er fire gange blevet kåret som Danskernes Yndlingsforfatter og har vundet flere andre priser. Et af hendes bedst kendte værker er den selvbiografiske Klinkevalstrilogi, som er inspireret af hendes mors vestjyske familie og er blevet filmatiseret. Hun har også været journalist på Berlingske. Og huskes stadig for sin rå humor, sin skarpe pen og karakterstyrke.

Nu sidder hun i sin lille, lyse lejlighed, som ligger nord for København nær Charlottenlund, hvor hun har boet siden foråret. Men egentlig ville hun hellere befinde sig i Vestjylland. Der, hvor folk med Jane Aamunds egne ord »har et tæt forhold til livet og døden.« Det var her, hun flyttede hen, da hun var så syg, at hun troede, at hun ikke ville komme sig.

Og nu har sygdommen altså fået hende til at flytte igen - denne gang, fordi hun går til behandlinger i København.

Allerede som 33-årig fik hun konstateret livmoderkræft. Siden har hun både fået konstateret brystkræft og ganekræft. Da lægerne for 15 år siden fandt sygdommen i hendes gane, fortalte de hende om de forandringer, der ventede hende: »Du må opgive dit arbejde som journalist og forfatter. Du kommer ikke til at kunne tale mere. Du kan ikke længere spise, hvad du har lyst til,« sagde de.

»De malede det i så sorte farver, og jeg følte bare, at det passede ikke. For de kendte ikke mig. De vidste ikke, hvordan jeg var opdraget. De vidste ikke, at jeg havde nogle ekstra redskaber. De vidste ikke, at jeg var musikalsk. At jeg havde et ekstra øre for at lære, at jeg havde gået til sang og lært at arbejde med lyde.«

Så Jane Aamund lærte sig selv at tale. I dag kan strålebehandlingen høres på hendes stemme, som har fået en sart, nasal klang, men hun taler, så det er til at forstå. Sygdommen forhindrede hende heller ikke ligefrem i at arbejde, som lægerne forudsagde.

Siden 1977 har hun fået udgivet 21 bøger. Og netop nu skriver hun på sin nyeste bog, Tjenestepigen. At skrive er Jane Aamunds helle. Hendes pause fra smerterne i kæben, som hun har fået rokeret helt om på grund af strålebehandlingens skader. For Jane Aamund har det med sit arbejde, som Louis Armstrong havde det med musikken, siger hun: Trompeten kommer først. Det betyder alt, og hun kan ikke undvære det. Så mens andre lægger sig til at sove om natten, sætter Jane Aamund sig foran sin computer og skriver. I stilhed. For hun kan alligevel ikke sove.

»Når de begynder at lave om på ens kæbe, så føles det unaturligt. Man føler sig som Mickey Mouse eller Pluto. Det føles som at være inde i et bur. Jeg har fået rykket hele min kæbe, og det er meget smertefuldt. Så jeg vil hellere arbejde end at ligge og rulle rundt i min seng.«

Men søvnløsheden er ikke den eneste konsekvens, sygdommen har haft. Jane Aamund elsker dyr og har haft to store hunde i mange år - i dag er de to skiftet ud med én lille hund. For hun kan ikke længere løfte de store dyr. Og så ved hun ikke længere, hvad hun skal foretage sig i en by som København.

»Jeg har holdt meget af at sidde til et middagsselskab og more mig, fortælle historier og skæg og ballade. Og at se en revy eller et teaterstykke. Jeg kender byen som ingen andre. Men hvis jeg taler i mere end to timer, bliver jeg helt tørret ud i halsen og så træt, at jeg er lige ved at besvime. Og jeg kan ikke deltage i middagen, for jeg kan ikke spise. Så må jeg drømme mig til flæskestegen og sovs og kartofler. Jeg er tidligere madanmelder, jeg elsker mad, og vi har en kæmpe madkultur i vores familie, vi taler ikke om andet. Men så kommer der pludselig en pause. Så bliver jeg nødt til at indrette mig på, at nu kan jeg ikke nyde livet på den måde mere.«

Det allerværste ved sygdommen var ikke, da Jane Aamund fandt ud af, at hun ikke længere kunne spise og feste, som hun havde lyst. Det værste var, at hun til at begynde med ikke var i stand til at læse højt for sine børnebørn. Forandringerne, som sygdommen skabte, beskriver hun som »meget, meget store«.

»Jeg blev et helt andet menneske. Jeg måtte lave mig om. Jeg måtte tilpasse mig en helt ny virkelighed. Jeg var en indvandrer i et helt nyt land. Så kom ikke og tal til mig om integration. Det ved jeg alt om.« Hun siger ordene og ler. Jane Aamund formulerer mange af sine ord med en undertone af munterhed. Og sætningerne efterfølges ofte af et højt lillepigegrin. Også når hun sætter ord på sin smerte. Hendes eksmand plejede at sige, at hun altid griner af de frygteligste ting. For når der sker noget forfærdeligt i hendes liv, insisterer hun på at vende det til noget positivt. Det gælder også sygdommen. Da den ramte hende første gang, havde hun små børn. Da var hun forfærdeligt bange for at dø. Af frygt for at forlade dem. Men den angst kunne hun ikke leve med.

»For hvis man bliver bange, så er det, fordi man tror på det værste. Man må ikke være så bange, at man mister evnen til at prøve at overleve.«

Så de pauser, som sygdommen medførte, forsøgte hun dengang som nu at udfylde med noget andet, der kunne dæmpe frygten og give hende glæde. Hun begyndte at dyrke yoga og læste forskellige åndelige bøger. Både kristne bøger og gamle salmer, der beskrev forfærdelige lidelser, som familier havde været udsat for, og hvordan de kunne komme helskindet igennem dem. Hun brugte sin familie og sine venner. Og så blev hun en del af en ny verden: »Kræftverdenen«, som hun kalder den. »Jeg fik et større univers. Jeg mødte så mange mennesker, som var lidende af cancer. Og så lærte jeg af dem, og de lærte af mig. Vi havde en udveksling af erfaringer. Jeg mærkede, at når jeg var hos dem, der havde det som jeg eller endnu værre, så fik jeg det bedre. Der bliver knyttet nogle helt særlige bånd i nødens stund.«

Men den verden er hun kommet ud af nu.

»Jeg bliver nødt til at sige om de smerter, jeg har været igennem, at det er som en ond drøm. Jeg tænker mere på nuet. Det nu, som jeg har lige nu. Jeg springer fra isflage til isflage. Ikke for at overleve - jeg synes ikke, at der er noget ved at blive 80 eller 90 og sidde på et plejehjem og blive afhængig af andre. Men for at få kvalitetstid, så længe jeg er her.«

Jane Aamund er ikke bange for at tale om døden. Siden hun var helt lille, har hun oplevet, at livet er som et lys, der kan pustes ud. Gennem faderens familie mødte hun alt fra fattigdom til barnedød. Døden var noget, man snakkede meget om i hendes familie. Og når Jane Aamund i dag er i Vestjylland, mærker hun, at døden bliver betragtet som en mere naturlig del af livet end i København. Derfor føler Jane Aamund sig mere hjemme i Vestjylland. Derfor har hun hjemve.

»Her i København har man et forhold til at dø, som om det er noget snavs. Det er ikke noget, man taler meget om. Der er en forestilling om, at man på en eller anden måde er udødelig. Men folk i Vestjylland er vant til fattigdom og vant til at miste. Det passer mig meget godt,« siger hun.

Hendes venner og broderen Asger Aamund beskriver hende som »meget livsduelig«. For hvis Jane Aamund ikke får det, hun ønsker sig, laver hun sine ønsker om. Hun tror heller ikke på »uretfærdigheden.« Den eksisterer ikke i hendes verden.

»Man må være realistisk. Vi kan ikke ændre på noget, der er uundgåeligt. Jeg kan ikke gå på vandet, vel? Vi kan ikke sige til tsunamien: »Hold så op med det der!« Vi er en del af den store natur. Og det kommer som en overraskelse for folk. De tror virkelig, at de er noget andet end dyr eller klima, vind og vand. Men de er det samme. De virkelig alvorlige ting kan man ikke stille noget op med. Man kan bearbejde dem og prøve at få det bedste ud af livet.«

Netop det er Jane Aamund i fuld gang med nu.

»Jeg er gammel nu. Jeg prøver at få noget ud de sidste år. Og det gør jeg ved at være meget ude i naturen. Jeg har det sådan, at bliver der lukket en dør for mig, så prøver jeg af al magt at løbe rundt for at se, om jeg kan åbne en anden dør. Så finder jeg måske noget musik, jeg godt kan lide. Eller jeg finder på, at nu skal jeg på tangokursus og bagefter rejse til Argentina. Eller jeg tager på Galopbanen og ser på heste.«

For et halvt år siden var hun ved at miste håbet. Dag og nat havde hun uudholdelige smerter i kæben på grund af stråleskader og operationer. Smerter, som hun ikke kunne dæmpe med stærk medicin som morfin, som hun ikke kan tåle. Det var så ulideligt, at hun ønskede at dø. Men sådan har Jane Aamund det ikke i dag.

»Jeg var meget indstillet på, at nu kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg planlagde en rejse til Schweiz for at blive aflivet. Men nu har lægerne givet mig et håb om bedre livskvalitet, og mine smerter er delvis forsvundet. Det vigtigste er en sætning, der står i Bibelen: »Man skal forvalte sit pund.« Jeg forsøger at udnytte de gaver, jeg har fået. Og når lægerne endelig er færdige med alle behandlingerne i august eller september, regner de med, at jeg får det bedre,« siger hun.

»Og det vil jeg gerne udnytte til at tage mit liv tilbage. Jeg tror, at mit liv bliver meget bedre. Jeg ser lyset for mig, det gør jeg virkelig.«

Sommerlæsning
<p>Anbefalet af Jane Aamund:</p><p><strong>»Don Quiijote«</strong> Forleden var der en fremragende udsendelse i TV om digteren Miguel de Cervantes Saavedra. Hans eviggyldige roman om Don Quijote ? den kløgtige Adelsmand af La Mancha er efter min mening alt, hvad man kan bede om i en roman. Mænd, kvinder, kærlighed, mod og humor. Åh! Sikke en fornøjelse at gemme sig bag den tykke bog, en hel sommer.«</p><p><strong>»Parfumen«</strong> På engelsk hedder den »Perfume: The story of a Murderer« af Patrick Suskind. Den er også oversat til dansk. Det er en kriminalroman, der foregår i et så spændende miljø, og man læser den ikke bare, man er der og gyser, og man kan aldrig glemme den, hver gang man dufter til en parfume.«</p><p><strong>»Tøger«</strong> I sommer skal jeg læse »Tøger« af Stig Andersen ? interessant for alle os, der arbejdede i pressen, dengang vi fik de sidste skandaler og nyheder fra mund til mund i kantinen. Nu får man personskildringer og erindringslitteratur af den saftige slags fra en død mand. Det giver sandelig nye perspektiver.«</p>