Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ugens bagkant: Hvad skal vi med al den lede?

Chefredaktør på Jysk-Fynske Medier, Troels Mylenberg.

Ugens bagkant: Hvad skal vi med al den lede?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg mindes egentlig ikke før, at der har været så meget lede i den offentlige debat. Lede ved hinanden, lede ved de andre. Om det er lede ved politikere, lede ved medier, lede ved folket, lede ved eliten, lede ved synspunkter man ikke er enig i, lede ved københavnere, lede ved provinsen, lede ved venstrefløjen, lede ved højrefløjen. Ja, fortsæt selv listen.

Vi er tilsyneladende blevet et folk, der definerer os selv mere i kraft af det, vi er lede ved, end i kraft af det, vi omfavner og er glade for. Eller i hvert fald er de højst talende stemmer i det offentlige rum i vid udstrækning blevet bærere af lede. Og det smitter.

Sådan er valgene også blevet. Tag bare seneste folketingsvalg, hvor det for alvor blev tydeligt, at der ikke var tale om et tilvalg af den ene statsministerkandidat frem for den anden. Nej, der var tale om et regulært fravalg. Vi valgte den statsminister, flest havde mindst lede ved - afgørelsen var hårfin, for lede havde vi faktisk ved dem begge.

I det hele taget er politikere ikke den jord værd, som de betræder. Sådan kunne man i hvert fald nemt opfatte den offentlige debat om dem. Alle beslutninger angribes, som var de tåbelige, og kun de færreste evner - eller har lyst til - blot at forsøge at se på eventuelle positive sider af forslag og forandringer. Slet ingen opholder sig ved det faktum, at politikere er demokratiets forudsætning, altså at der er nogen, der gider stille op, og at de rent faktisk besidder en lyst til at bidrage til det fælles.

Det handler om fejlene, om alt det, der er i vejen, som får lov til og frem for alt masser af plads til at overskygge det, vi måtte gå ind for. Et nej er stærkere end et ja, i hvert fald mere hørbart. Måske det ligefrem er blevet vort mest tidstypiske karakteristika; ansvarsfraskrivelsen og nej'et. Forsikringen om, at vi i hvert fald ikke er så blåøjede, at vi går fuldt og helt ind for noget, i hvert fald ikke uden meget tydeligt at påpege fejlene ved det. Ofte når vi ikke længere end til fejlene.

Der er altid en bagside, selvfølgelig er der det. Men hvad er det lige, der har gjort os til en nation af bagsideryttere, altså til nogen der ser håret i suppen og hullerne i osten som det tydeligste?

Lige nu er det den besynderligt negative debat om eliten, der er sprunget ud i fuldt sommerflor. Anført af dagbladet Politiken, der i et forsøg på at tage debatten prisværdigt alvorligt interviewer sig gennem oplagte stemmer, der sætter interessante ord på begrebet elite, og hvad det består i, og ikke mindst hvem den består af.

Det er der ikke enighed om. For mens eliten for nogen udgøres af magten, den økonomiske og den politiske for eksempel, så er den for andre et spørgsmål om privilegier. Altså dem der har det privilegie at have haft adgang til en fin og lang uddannelse, at have et særligt netværk eller på anden måde har mere fri adgang til at komme forrest i livets store kø.

For nogle er elite skældsord, der udtrykker en form for undertrykkelse, for andre er der tale om en naturgiven nødvendighed i ethvert samfund. Debatten er vigtig, ikke mindst i en nation som vores, som fra venstre til højre i det politiske spektrum udgøres af holdninger om mest mulig lighed og det velkendte fintmaskede og skattefinansierede velfærdssamfund. Der er fuld og hel opbakning til den såkaldte universelle velfærdsstats ydelser, hvilket betyder, at alle uanset hvor rige eller fattige de måtte være, har samme adgang til sundhedsydelser, gratis uddannelse, etc.

I det lys virker det også en smule bagvendt, at elitebegrebet omfavnes af så buldrende uenighed, når det diskuteres.

For selvfølgelig kan et samfund ikke fungere uden en elite. Hvis ikke vi evner at skabe plads til at de dygtigste på alle mulige felter - fra forskning til kunst, fra sport til håndværk - kan folde deres fulde potentiale ud og endda også blive hyldet og æret for det, så går vi i stå. Omvendt kan vi heller ikke bruge en elite til noget, hvis den skærmer sig fra resten af samfundet og ikke vil dele sin succes med helheden.

Hvis vi for en stund etablerer viden som en markør for elite, så kan man måske sige det så enkelt, at viden i sig selv ikke er noget værd, med mindre den altså deles og gøres fælles, tilgængelig og dermed til visdom. Visdom der kan fordeles og gavne bredt.

I det lys er den egentlige udfordring måske, at vi lige nu er farligt tæt på bare i kraft af debatten om elite at skabe et skæl, som kun bringe ulemper med sig. Det er sådan, man skaber lede. Som når vi sidder hjemme i sofaen med fjernbetjeningen i den ene hånd og kaffekoppen i den anden og forarges over dem oppe på Rådhuset, dem inde på Christiansborg eller dem - og det er de værste - nede i Bruxelles. Eller hvem vi nu måtte have set os lede på.

Som om de - altså de andre - har forskanset sig i et elitært magtrum og lagt en uigennemtrængelig boble rundt om sig. Indrømmet, det kan virke sådan. Men hvad nu hvis boblen er rundt om os selv? Rundt om os der finder enhver given lejlighed til at definere os i modsætning til dem, der bestemmer. Os der på den måde opfinder en lede ved alle de andre, som vi inderst inde godt ved, er helt urimelig. Men som er så nem at finde energi og samtalekraft i. Ikke mindst i den offentlige debat, hvor et godt angreb altid er et - godt angreb, uanset hvor tyndbenet det er.

Vi ved jo godt, at vi har brug for hinanden. Vi har brug for den mest ekstreme elitehed, og vi har brug for den fladeste af al folkelighed. For land og for by. For indviklede argumenter og for dem der taler og skriver, før de tænker. Vi har brug for forskellighed for at kunne finde ud af, hvem vi selv er, og hvem vi gerne vil være. Vi har brug for både ristede hotdogs og gourmetrestauranter. Vi har brug for fællessang i tonearter, der ikke klinger sammen, og vi har brug for professionelle musikere, der åbner verden for os med virtuositet og ekvilibrisme.

Men mest af alt har vi brug for at holde op med at føle lede ved alt det, vi ikke lige er enige i eller ved første utålmodige nanosekundkorte indskydelse ikke kan se værdien i.

Så må vi vende skråen, og uanset om vi er elite, folk, begge dele, intet af det, eller midt i mellem undlade at tilgå verden med alt for meget af den afsky, væmmelse og modvilje, som præger tiden. Det er hverken elitært eller folkeligt, det er bare sund fornuft.