Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Var det mon det, de tænkte?


Var det mon det, de tænkte?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Efter systemskiftet i 1901 og grundlovsændringen i 1915 var den endelige demokratiske lighed danskere imellem en realitet. Grundlaget for indflydelse, ikke kun fra adlen og eliten, kunne nu realiseres og muligheden for at danne det velfærdssamfund, vi kender i dag, hvor man for alvor fik indført mange af de grundydelser, vi kender i dag - såsom løn ved sygdom, dagpenge, invalidepension etcetera. Et samfund, hvor vi tager medansvar for vores medborgere, samtidig med vi giver hinanden en lige mulighed for at udrette det fulde potentiale af individets liv til at være og blive den, man har lyst til. Nemlig et samfund baseret på næstekærlighed.

De forfædre til det velfærdssamfund, vi kender i dag, de havde næppe forestillet eller fantaseret sig til, hvordan vi behandler borgere i vores system i dag. De havde næppe regnet med, at hovedfokus på ressourcerne ville være at sikre, at borgerne skulle smides rundt i systemet, til man fandt en kasse, der passede til dem. De havde næppe forestillet sig, at livsinvalide skulle piskes rundt til aktiveringsprojekter for at holde statistikker og bureaukrater tilfredse. Eller havde forestillet sig, at vi i velfærdens tegn skulle smide hjemløse, der tiggede, 14 dage i fængsel for at få fem kroner til kaffen. Næppe. Men hvorfor er vi så så bange for at gå systemet til bunds og gentænke tanken; hvad kan vi gøre for vore medmennesker for at løfte de svageste op?

Lad os tage de store visionære briller på i stedet. Hvordan skal vi drive vores jobcenter? Skal vi overhovedet have et jobcenter? Hvordan hjælper vi bedst folk, der ikke kan arbejde, og hvordan aktiverer vi bedst dem, som kan, men som, heldigvis fåtalligt, ikke vil?

Jeg tror på, vi alle sammen kan se, der er noget galt med systemet. Jeg tror, vi alle gerne vil gøre det anderledes. Lad os påtale elefanten i rummet og i fællesskab finde de visioner frem, som vi ønsker; baseret på fornuftsbetonet næstekærlighed og forståelse for forskellighed og individet. Lad os gøre Randers Kommune til forgangseksemplet på, hvordan vi behandler hinanden.