Leaf med mangler

Torsdag den 9. februar 2012, 03:30

Af Gert C. Nielsen, gert@bilen.dk

Prøveballon

I fjor blev den japanske el-bil Nissan Leaf kåret til årets bil i Europa. Det er en flot titel at smykke sig med, men der må da også være gået et eller andet galt hos juryen. For alle Leaf’ens øvrige kvaliteter ufortalt, så er det en bil, der stort set er ubrugelig i det daglige.

Man kan ikke klandre el-motoren for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. Det gør den. Ovenikøbet overbevisende og med masser af lydløs kraftoverskud, men selve idéen om at køre bil er at være særdeles mobil, og dét er man ikke med Leaf. Turene skal gennemtænkes, der skal lades op og tænkes igen, før næste rejse påbegyndes. Skal man ind til byen, skal man lige tænke i ladestandere osv., og det bliver altså en træls omgang. Med andre ord er det væsentligste ved en el-bil endnu ikke på plads: Batteriet er der simpelthen ikke strøm nok på til, at man kan bruge Leaf som en »normal« bil. Dernæst er logistikken omkring ladestandere heller ikke opbygget i tilstrækkelig grad.

At bruge el i en bil er der absolut intet nyt i, det har man kunnet gøre lige så længe, som man har haft forbrændingsmotorer. Men for rigtig mange år siden opgav fabrikanterne ideen om at bruge el-drevne vogne, fordi batteriet ikke kunne lagre strøm nok til en længere køretur, og mere end et århundrede senere står vi så dér med nøjagtigt samme problem - og lader som om De Vises Sten er fundet.

Det er de ikke, så der skal ledes videre, før el-biler kan blive et rigtigt alternativt til noget som helst. Og man kommer ingen steder hen uden at lede, og ser man Leaf i det lys, så er det fint.

På den anden side

Efter den negative svada må jeg erkende, at jeg rigtig godt kan lide Leaf som bil. Den er fra fødslen designet til at være en el-bil; den er utrolig gennemført, og den har en finish, som hører til blandt sjældenhederne. Det er en rigtig feel good-bil: Man sidder godt, den er lys og lækker, og så kører den godt. Den spurter gerne med mere, end loven tillader på motorvejen, den er lydløs, så man kan holde ud at køre langt i den - man føler sig med andre ord hurtigt godt tilpas.

Accelerationen er lynhurtig og trinløs, så det blot er ét langt ryk, og 100 km/t nås på 11,9 sekunder.

Men man skal hverken køre hurtigt eller accelerere hurtigt, for så kommer man lynhurtigt til at betale prisen i kraft af et fladt batteri.

Den kan ganske vist køre 170 kilometer på en opladning - som udgangspunkt - men i virkelighedens trafik på en vinterkold dag er det langt mindre, og da vi startede med at fotografere den, var der 25 kilometer tilbage på batteriet. De blev brugt så hurtigt, at vi måtte liste tilbage til forhandleren med hver kilometer, som var det den sidste. At lade op fra flad til maksimum tager mange timer, men den skal faktisk kunne komme op på 80 procent på en halv time ved standeren.

Nissan Leaf lover som sådan godt for den automobile fremtid, som på den ene eller anden måde vil være på el, men det kræver noget mere end nutidens batterikapacitet, før det er klogt at købe sådan en til privaten. Det bedste ved Leaf er, at hér har vi en bil i normal mellemklassestørrelse med el, og ikke en lille ynkelig sag som vi har set fra mange andre fabrikanter.

Egentlig synd, at når Nissan har lavet sådan en fin bil, at de så ikke også tilbyder den med en benzinmotor, så den kunne være hybrid, men det ville nok være en ukorrekt helligbrøde, der ikke så godt passer til navnet Leaf - et grønt blad. Altid skal den grønne natur spilles ind i nutidens bilindustri - selv om ingen jo gør noget af det her for naturens skyld - men for vores egen. Naturen kan sagtens leve uden os - det kniber mere omvendt.