Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Historie. Epoker skal bedømmes ud fra deres egne forudsætninger


Historie. Epoker skal bedømmes ud fra deres egne forudsætninger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


H.E. Sørensen, forfatter, Melbyvej 27, Skærbæk
Billede
Debat. 
De allerfleste, der deltog i slavehandelen, levede efter deres tids normer. Det var yderst acceptabelt at tjene penge, også store penge på verdenshandelen, også når varen var slaver.

For en del år siden lånte jeg en lærebog i handelsregning fra Handelsakademiet i Hamburg fra ca. 1720. Her var bl.a. opgaver af typen: "Hvis man køber et antal geværer og andre varer til en angivet pris og bytter dem i Afrika for slaver, som efter transport og en beregnet tabsprocent afhændes i Caribien for så og så meget sukker, hvad skal man så have for sukkeret i europæisk havn, for at rejsen kan give et acceptabelt overskud?"

Det, som slår én ved denne opgave, er det fuldstændigt usentimentale syn på slaver som varer. For de unge handelselever var det forargeligt at handle med afrikanere. Det var det samme som andre varer.

Det var også holdningen i Afrika. Stort set alle de slaver, der kom til forterne, kom fra lokale leverandører, der solgte f.eks. krigsfanger eller forbrydere. Alternativet ville sandsynligvis have været henrettelse.

Kun et nærmest mikroskopisk mindretal af slaverne blev fanget af de hvide. Det var der simpelthen ikke europæere nok til på de afrikanske kyster. Da der var flest danskere på forterne ved Guldkysten, oversteg tallet næppe 50. Det var afrikanere, der solgte afrikanere til europæerne. Ellers ville der ikke have været nogen slavehandel. På den anden side, uden europæiske aftagere havde der ikke været nogen at sælge slaverne til. Slaveri var ikke odiøst i Afrika. I alle de afrikanske lande var slaveri almindeligt.

Det var det i øvrigt også i Europa. Danske lovovertrædere kunne idømmes livsvarigt slaveri på Bremerholm, d.v.s. strafarbejde på flådens værft på Bremerholm ved København. Jeg tvivler på, at de hvide slaver her har haft det voldsomt meget bedre end de sorte slaver på de vestindiske øer. Slaver var dyre, og det ville være dumt at behandle dem alt for grusomt. En gang pisk ved lejlighed hørte naturligvis til dagens orden. Det gjorde det også herhjemme, hvor ridefogeden piskede fæstebønderne, mesteren tævede lærlingene, og læreren havde spanskrøret stående ved siden af katederet. Men en klog landmand mishandler ikke sine dyr, for så får han for lidt ud af dem. Den samme tankegang har uden tvivl hersket blandt fornuftige slaveejere.

Når man læser om de nærmest uhyrlige straffe, som ulydige og rømte slaver kunne blive idømt på de danske øer, må man huske, at det er undtagelser, og at reglerne var de samme på andre landes øer. Og ikke mindst, at straffelovene i Danmark ikke var meget mildere. Så sent som 1772 fik Struensee og Brandt højre hånd afhugget med økse og blev derefter halshugget, radbrækket og lagt på hjul og stejle på Københavns Fælled.

For en del år siden spurgte en dansk journalist den kendte ghanesiske forfatter Ama Ata Aido, om afrikanerne kunne tilgive "os". Aido så forbavset på journalisten: For hvad? Ja, for slavehandelen, sagde danskeren. Jamen, kære ven, sagde forfatteren, hvad skulle der være at tilgive? Vi solgte slaverne. I købte dem. Det var en handel med fortjeneste til begge sider. Så på det punkt står vi lige.  

På Sankt Croix har jeg besøgt forternes fængselsceller og set resterne af slavernes huse. Det var ikke rart. Men man må huske på, at de laveste i Danmark dengang levede under forhold, som næppe var meget bedre.

Der har været talt både ironisk og hovedrystende om, at grev Zinzendorff og Brødremenigheden sendte missionærer til Vestindien, og at biskop Erik Pontoppidan mente, at det var bedre for negrene at komme til Vestindien som slaver end at forblive i Afrika, da de så fik lejlighed til at høre Guds ord i stedet for at leve i hedenskabets mørke. De var ikke ondskabsfulde eller kyniske. Og slet ikke latterlige. De var dybt alvorlige kristne. Når de ønskede at omvende slaverne og frelse deres udødelige sjæle, bød de dem det bedste, de vidste.  

De allerfleste, der deltog i slavehandelen, levede efter deres tids normer. Det var yderst acceptabelt at tjene penge, også store penge på verdenshandelen, også når varen var slaver. De, der havde penge til overs, satte dem i oversøisk handel, for det var der, chancen for en god fortjeneste lå. Og det var der ingen, der ville drømme om at se ned på dem for. Tværtimod.

Hvor lidenskabsløst man så på slaveriet, fremgår af en gammel geografibog fra 1842, der nøgternt konstaterer, at øerne "have tilsammen 8½ Kvadratmile, 46.000 Indb. (37.000 Slaver)".

I dag ser vi anderledes på det. Da jeg var dreng, var kolonier noget naturligt. Siden har vort syn på verden forandret sig radikalt. Og om et par generationer vil man måske se i bedste fald med overbærenhed, i værste med afsky på det, som vi dag mener, er helt naturligt.

Selv om det er det nemmeste, kan man ikke dømme fortiden efter vor tids målestok. Enhver historisk periode har krav på at blive bedømt efter sin egen tids forudsætninger. Det gælder også slaveriet og slavehandelen.  Man kan synes, det er forfærdeligt, at den slags ting skete for 2-300 år siden, og at "vi", d.v.s. Danmark, var involveret i det. Men det ændrer ikke på, at det er sket, og at de mennesker, der deltog, i de fleste tilfælde gjorde det med den bedste samvittighed.

Derfor synes jeg, det var korrekt, at statsministeren under besøget på øerne fornylig, sagde, at der var tale om en skamfuld del af vor historie, som var uundskyldelig. Netop. Den er uundskyldelig, fordi man ikke kan undskylde noget, man ikke selv har gjort, ligesom man ikke kan tilgive på andres vegne, og fordi de mennesker, som gjorde det, handlede i god tro og i fuld overensstemmelse med deres egen tid og dens moralske normer.