Nærvær

Det er beskæmmende statistisk materiale, politiet i Østjylland kan lægge på bordet, hvad angår vores randrusianske respekt for vores færdselslov og vores medtrafikanter. Det er beskæmmende, at vi ikke fatter, hvor farligt vi agerer, når vi kører bil samtidig med, at vi sender sms’er eller snakker i håndholdt mobiltelefon.

Det er fuldstændig forfejlet, når vi mener, at vi sagtens kan sms’e og snakke, mens vi styrer rundt mellem børn, voksne og ældre, mellem fodgængere, cyklister og knallertkørere. Det er en fatal og egoistisk overvurdering af os selv.

Den ene af os er næppe bedre end den anden. Vi er der sikkert alle sammen indimellem, på den forkerte side af færdselsloven, med mobiltelefonen i den ene hånd og rattet i den anden.

Tredoblingen af bødetaksterne for den farlige blanding af håndholdt mobiltelefoni og bilkørsel har øjensynligt ikke hjulpet os med at ændre adfærd og agere mere fornuftigt bag rattet. Vi sms’er videre. Vi snakker videre. Og således har politiet - alene i Randers, alene i januar - snuppet 75 bilister med mobiltelefon i hånden.

Det kan godt være, at vores slunkne statskasse altid kan bruge 75 gange 1500 kroner, men vi var hellere fri for indtægten. De 112.500 kroner er en latterlig lav indtægt, når vi sammenholder den med, at de 75 bilister har kørt rundt på vejene i Randers og været livsfarlige for dem selv og især deres medtrafikanter. Vi får ikke megen sygehusbehandling efter færdselsuheld for 112.500 kroner - for slet ikke at snakke om menneskeliv, som vi ikke kan hverken købe eller betale.

Vi kan selvfølgelig vælge satse på, at vicepolitiinspektør Christian Thomsen fra færdselsafdelingen hos politiet i Østjylland har ret, når han i avisen forleden fortalte, at vi ofte skal have et år, inden vi reagerer på højere bødetakster. Vi kan også vælge at se sagens alvor. Det ville være klædeligt.

Det er jo ikke for sjov skyld eller for statskassens skyld, at det er forbudt og forbundet med bødestraf at sms’e og snakke i håndholdt mobiltelefon, mens vi kører bil. Det er for vores egen skyld og for vores medtrafikanters skyld. Det er for at beskytte os mod at skulle leve med dårlig samvittighed resten af livet. Det er for at beskytte vores medtrafikanter mod vores livsfarlige, dødbringende adfærd.

Hvis vi vælger at se sagens alvor i stedet for at satse på højere bødetakster, hvis vi vælger at være nærværende, mens vi kører bil, så skulle vi måske overveje at være nærværende i andre sammenhænge også.

Det er ikke kun bag rattet, mobiltelefonen stjæler vores opmærksomhed og svækker vores samvær med andre.