Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klumme: Efter frokosten


Klumme: Efter frokosten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De fleste jægere kender følelsen af stolthed ved at servere et lækkert stykke vildt for familie og venner. En dygtig havemand ranker ryggen, når gæsterne samles om årets første nye kartofler. Og enhver sportsfisker vedgår sig den nærmest drengede stolthed ved at sætte selv-fanget laks på bordet for de udvalgte.

Da jeg forleden halede sæsonens sidste laks op fra fryseren, var det med denne følelse af begejstring. Gæsterne til min påskefrokost skulle få en oplevelse, de ikke havde prøvet før. Hjemmelavet, gravad laks, lavet på en rigtig vildlaks. Ikke et ondt ord om laks fra havdambrug. De smager godt. Men vilde atlanterhavslaks er uden for kategori. Jeg tog fat om fiskens hale og mærkede dens tyngde og kraft. Én stor, sølvskinnende muskel. Jeg kender ikke én laksefisker, som ikke elsker laksen. Ikke som trofæ. Ikke som mad. Men som skabning. Og alligevel slår vi laksen ihjel. Det er en hver laksefiskers forbandede paradoks. At vi dræber vores kærlighed.

Laksefiskere betaler i dyre domme for fiskeretten. Ofte uden at få så meget som et hug til gengæld. Fordi vejret er altafgørende. For meget regn, for lidt regn. For høj vandstand, for lav vandstand. For meget vind. Fort blank vandoverflade.

Strabadserne kan være store. Selv ældre laksefiskere springer uden at tøve fra den ene glatte klippeblok til den anden - eller vader gennem kraftig strøm i koldt vand til brystet - for at nå ud til en grusbanke, hvorfra de kan kaste så langt, at de måse kan nå en laks. Og det skyldes alt sammen fascinationen ved laksefiskeri. Den enorme natur, der udgør rammen. Fiskens livshistorie med vandringerne fra en elv til havet - og tilbage til lige netop den samme elv nogle år senere - for at gyde. Fiskens kraft. Det næsten elektriske stød, når den hugger - og kampen med fisken. Den laks, jeg stod med i hænderne, vejede seks kg. Ikke det, nordmændene kalder "en storlaks" - men en smuk, imponerende stærk fisk, der sloges som en rasende i 20 minutter. Og i den tid havde jeg kun én tanke: At vinde.

Det gør man så, nu og da. Så sidder man på bredden ved siden af den sølvskinnende laks. Den er stadig smuk. En kunstners drøm stivnet i døden. Men den var endnu smukkere, da den sprang op gennem fossen. Man søgte fiskens vildskab, dens enorme kraft, dens vildskab. Nu har man et trofæ - og noget mad. Det er ikke nok. Jeg har aldrig dræbt en laks uden at være vemodig. Alt det, jeg elsker ved laks, forsvinder, når den er død. Jeg føler mig fattig. Og ensom.

Vennerne elskede påskelaksen. En laks på seks kg kan gøre 12-15 mennesker mætte. Og når fisken serveres gravad i forbindelse med en frokost, strækker den langt. Men ud på aftenen, da en del af selskabet sov - kort sagt: Dem, hvis koner ikke ville køre bilen hjem - gik jeg og ryddede op. Det var overraskende, hvor meget laks, der var blevet spist. Og jeg havde ikke en gang fortalt dem, at det nok var den sidste vildlaks, de får hos mig.