Nødværge og ansvar

I slutningen af marts trængte seks mænd ind i et hus i Valby og truede en 38-årig mand med en pistollignende lighter. Husets ejer forsvarede liv og ejendom ved at stikke en kniv i ryggen på den ene, hvorefter røverne tog flugten. Han blev sigtet for drabsforsøg.

Og i begyndelsen af denne måned skete noget lignende på Falster. Her overraskede en 57-årig husejer to indbrudstyve med et haglgevær. Han skød efter tyvene og ramte den ene i ryggen. Straks efter blev han fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.

De to sager har igangsat en heftig debat om straffeloven. På internetblogs får følelserne frit løb, og i Dansk Folkeparti er retsordfører Peter Skaarup bekymret over, at man som offer for et hjemmerøveri overhovedet kan komme i grundlovsforhør, blive varetægtsfængslet og anklaget for vold eller det, der er værre. I stedet skal det som udgangspunkt altid være legalt at forsvare sig mod røvere i eget hjem, mener han.

Ordførerens reaktion er fuldt ud forståelig. Hjemmerøveri er en dybt krænkende forbrydelse. At blive truet i sit eget hjem, hvor man netop føler sig tryg, er ekstremt grænseoverskridende. Så hvad er meningen? Har man nu ikke længere lov at forsvare sig selv?

Svaret er, at det har man faktisk. Straffeloven indeholder en bestemmelse om nødværge, og den vil ofrene i de omtalte sager givetvis påberåbe sig. Men svaret er også, at bestemmelsen er smidigt formuleret, og i retspraksis vurderer man det enkelte tilfælde for sig, hvilket er ganske fornuftigt.

Ifølge straffelovens paragraf 13 må man foretage en ellers strafbar handling som for eksempel anvendelse af vold for at modstå eller afværge et uretmæssigt angreb på en selv eller andre eller ens ejendom.

Der er dog et par betingelser knyttet til at handle i lovligt nødværge. Angrebet på ens person skal være påbegyndt eller overhængende. Man må altså ikke slå en angriber til plukfisk, efter at angrebet er blevet afværget; det er selvtægt. For det andet skal ens magtanvendelse være nødvendig og forsvarlig. Når man sætter sig til modværge, skal de midler, man bruger, således stå mål med angrebets farlighed. Bliver man angrebet af en person med de bare næver, vil det formentlig blive anset for overdreven magtanvendelse at dolke eller nedskyde angriberen.

Jeg udtrykker mig med vilje forsigtigt her, fordi nødværgeparagraffen som nævnt er ganske elastisk. I stk. 2 står nemlig, at man kan blive straffri, selv om man overskrider grænserne for lovligt nødværge, hvis overskridelsen er, som det hedder, rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Efter min mening bør man derfor fare med lempe, inden man ændrer på disse formuleringer. Det tjener os i virkeligheden nok bedst, at grænserne for, hvornår der er tale om nødværge, er flydende. I den enkelte sag må politi og retsvæsen kontrollere, om betingelserne for at påberåbe sig nødværge er overholdt.

Prisen er ganske vist, at selv ofre må finde sig i, at deres forklaringer og handlinger nøje efterprøves. Men de alternativer, jeg kan få øje på, er dog alligevel værre.

Hvis man tillader, at enhver må forsvare sig selv og sit hjem med alle til rådighed stående midler uanset angrebets farlighed, fjerner man dels den pligt, enhver borger har til så vidt muligt at overveje sine handlinger i situationen. Dels giver man carte blanche til selv ekstrem magtanvendelse over for dem, der uretmæssigt trænger ind på ens grund, vel at mærke uden at tage hensyn til karakteren af indbruddet. Endelig må man ikke glemme, at kriminelle fremover også vil kunne henvise til nødværge, hvor der i virkeligheden er tale om paragraf 237 i straffeloven, manddrab.

Nødværgeparagraffen levner i dag bestemt rum til at handle resolut, hvis man overfaldes i eget hjem. For angriberen er det en skærpende omstændighed, at angrebet finder sted på et privat område. Sådan skal det også være, og hjemmerøveri bør straffes hårdt.

Det springende punkt er imidlertid, om den, der angribes, slet ikke skal stå til ansvar for sit modværge. Skal han ikke længere det, kan vi få et meget mere brutalt samfund, end vi kender i dag.