Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Agger: "Jeg øver mig rigtig meget i at forstå"

2. juledag blev 2016-sæsonen af "Indefra" afsluttet, da Anders Agger fulgte den 13-årige Emma-Luna Jensen, der er anbragt på en døgninstitution. Her er journalisten fra Ringkøbing ude at handle med pigens mor. Foto: Frederikke Holm Kjærgaard/DR

Agger: "Jeg øver mig rigtig meget i at forstå"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dokumentar

Med Anders Agger i front har DR2 netop afsluttet sæson fire af "Indefra"-serien. Vi har bedt journalisten fra Ringkøbing fuldende en stribe udsagn, der på forskellig vis beskriver arbejdet med at skabe den slags dokumentarprogrammer.

Anders Agger
Født 23. oktober 1964 i Bøvling.Student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm i 1983.

Uddannet journalist fra Ringkøbing Amts Dagblad.

Har siden 1989 været ansat på DR.

Debuterede som dokumentarist i 1999 - med programmet "Heavy Agger - 14 år senere".

Har modtaget flere priser - blandt andre Danmarks Radios Sprogpris samt Liv & Død-pris.

Bor i Ringkøbing.

Ringkøbing:

Det program, der stillede de største udfordringer til tv-holdet, var et program om retsmedicinerne på Retsmedicinsk Institut på Skejby Sygehus. Ubetinget. Én ting var at kigge direkte ned i motorrummet på et menneske, blotlagt, livløst og meget organisk. Noget andet var den etiske linedans. Hvad kunne vi vise? Hvad kunne vi ikke vise? Retsmedicinerne var helt usædvanligt kløgtige og præcise i den sammenhæng. Og jeg spiste ikke leverpostej i 14 dage efter.

Som journalist er det godt at være lidt tilbagelænet, når det hele bliver lidt for stift og autoritært. Uanset, om det er Kongehuset, AP Møller Mærsk eller Grundfos - der er altid en menneskelig kerne, hvor man som regel kan finde en form for normal. Jeg øver mig rigtig meget i at forstå og respektere de miljøer, jeg får adgang til. Så er jeg på de bonede brædder, jamen, så har jeg jakkesæt på. Men derfor kan samtalen godt være fri. Og så meget har jeg lært - de medvirkende bliver ikke fornærmede eller går i stykker af at blive spurgt. Også selv om, det er akavede spørgsmål. Bare der ikke er en dobbelt dagsorden.

Når programmerne er blevet vist på DR2 mandag aften de seneste uger, har jeg været alle mulige steder. Besøgt mine børn. Været i biografen. Holdt foredrag. Set fodbold på en anden kanal. Jeg er ikke typen, der sidder og cremer til mine egne programmer og forlanger ro i stuen. Faktisk er det ret deprimerende at opleve, hvordan min familie og venner ser tv. De snakker, taber peanuts, zapper lidt og tisser midt i det hele. Det er altså ikke meningen.

Journalistik må gerne gøre lidt ondt, og det gjorde det på mig, da jeg sad overfor tre døende mænd på et hospice i Hvide Sande for seks år siden. Punktum. Det var ikke min sorg. Men det ramte både mig og min fotograf, Peter Palm Hansen. I otte uger var vi inde i en boble af lys og mørke. Det var ret intenst. Og sjovt. Og sorgfuldt. Det vil for altid binde Peter Palm og jeg sammen - lige som vores klipper, Karin Brøgger, blev en vigtig del af processen.

Når "Indefra"-redaktionen idéudvikler, er det altid ret sjovt. Og god te og forfærdelig, dårlig automatkaffe. Jeg er begunstiget af en vanvittig sjov redaktion, som tilfældigvis også er mere end dygtig. Fra redaktør til praktikant. Vi griner med fortænderne til de fleste udviklingsmøder. Én gang om året forsøger vi at gøre det mere metodisk oppe under loftet på Aarhus Teater. Det fungerer. Her har vi udviklet vildt mange programmer, der også har materialiseret sig.

I mine øjne var det mest vellykkede program i 2016 det, hvor vi blev lukket inden for på Henne Kirkeby Kro. Karismatiske og sjove kokke, en ung og excentrisk ejer - og et rum, der kan være svært at forstå, når man står uden for og kigger ind. For så meget fandt vi ud af: Det er ikke for sjovt at drive en Michelin-restaurant ved Vesterhavet. Jeg synes, at det program var meget Indefra'sk.

Reaktionerne fra seerne var de vildeste, da vi lavede et program om forsvarsadvokaterne Karoline Normann og Henrik Stagetorn. En vis Peter Lundin optræder i programmet. Og da Karoline Normann - som hun gør med alle sine klienter - gav ham et knus, ja, da væltede de sociale medier. Nej, eksploderede. Og både BT og Ekstra Bladet regnede baglæns på alle mulige detaljer. Det var tæt på sindssygt. Karoline Normann, der ikke selv er på Facebook, blev nødt til at låne min profil for at nuancere, hvad der var sket i et lille besøgsrum på Herstedvester.

Når jeg indtaler min speak, drikker jeg te og sidder i et indtalingsrum på DR i Aarhus. Det er ret udramatisk. En klipper på den ene side af ruden - og mig på den anden side med en Sennheiser-mikrofon og mit manuspapir. Medmindre, at jeg har tabt min stemme. Det sker med stor præcision én gang om året.

Det sjoveste fraklip har vi fra New York, hvor Kopenhagen Furs kommunikationsansvarlige, Nina Brønden Jakobsen, træder ned i en hundelort i stiletter. Selv om jeg har advaret hende lige før. Det er ikke lårklaskende. Det var bare en sjov kontrast. Og så findes der metervis af fraklip, hvor jeg ligner et får.

Hvis der bliver en 2017-sæson af "Indefra", vil jeg meget gerne bag om LEGO, Prins Henrik og Michael Laudrup.

ANDERS AGGER - SET UDEFRA