Hevring Amatørteater har plads til alle

»Det går op og ned. Mange er faldet fra, og nye er kommet til. Vi plejer at sige, at her er plads til alle.«

Kirsten Arnfeldt Nielsen sidder foran det store spejl og bliver sminket af Hevring Amatørteaters - eller HATS, som det kaldes - sminkøse gennem adskillige år, Susan Østervig Jensen. Om en time sidder det rød/hvidklædte publikum i salen med hver en tallerken dampende paella foran sig, og dermed er starten gået på HATS’ sommerteater, som i år genopliver stemningen fra fodboldfesten i Mexico for 25 år siden.

Rød-hvid forestilling

De 70 publikummer lørdag aften har taget opfordringen alvorligt med at score rabat på billetten ved at lege med i rød-hvid udklædning, og dermed er klangbunden i orden for en festlig aften i Blåhvalen midt i den lille landsby.

Nogle af de unge aktører flokkes i sofaen i sminkerummet og lader op til aftenens forestilling. Blandt dem er 19-årige Andreas Aagaard Asmussen, som egentlig er flyttet fra egnen og nu læser robotteknologi på Sydddansk Universitet i Odense. Men fællesskabet i HATS trækker i ham, og han var hurtig til at afsætte nogle weekender, så han kunne være med til de afgørende prøver og indtage scenen i weekendens tre forestillinger som ingen ringere end Preben Elkjær.

»Jeg var nødt til at komme«

»Jeg havde ikke lyst til at give det fra mig, men var nødt til at komme. Jeg kom med allerede som 10-årig, da jeg så en annonce i avisen om en audition. Det blev starten, og siden har jeg været med,« forklarer han om sit stærke tilhørsforhold til aktørtruppen, der tæller et halvt hundrede personer i alle aldre fra et større opland omkring Hevring.

Mens sminkerummet langsomt fyldes op af trippende skuespillere, der vil sminkes, tømmes et par busser uden for Blåhvalen. Det er medvirkende og publikum fra Bokollektivet Skovvangen i Ørsted og Stadionparken i Allingåbro, der ankommer, nogle i kørestole, andre uden. Det er fjerde sæson, de udviklingshæmmede optræder som en del af HATS, og det er rigtig dejligt for dem, fortæller Kirsten Bytoft, medarbejder i Bokollektivet Skovvangen.

Ind i foreningslivet

»Det startede som en snak over køledisken i brugsen, hvor jeg foreslog, at nogle af de udviklingshæmmede kom med. Min tanke var, at vi måske kunne koble os på det helt almindelige foreningsliv, og jeg vidste, at nogle af vores beboere manglede en udtryksform, de kunne få mulighed for at afprøve her. Det er vel det, man kalder integration, men i en stille og rolig form uden den store ballade,« fortæller hun.

»Beboerne kan ikke sige replikker, men de kan mime til sangene og lave nogle fagter, og de går op i det med liv og sjæl. Der har været en langsom proces, hvor vi mærker, at de får selvtillid. De begynder at forstå, hvad det er at spille en rolle, og for nogle er det en ny oplevelse at blive set på, ikke fordi de er anderledes, men fordi de er skuespillere på en scene.«

Forestillingen »Vi er røde, vi er hvide« blev opført både fredag, lørdag og søndag i Blåhvalen og var velbesøgt af et medlevende publikum.