Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bruger sin nøgne krop i kunsten

Kirsten Justesen med sine tre skulpturer fra 1999, da hun kunne vælte sig i al den gips, hun ville have, skaffet af Bjørn Nørgaard. Og kroppen, ja, den er hendes egen. Foto: Lars Rasborg

Bruger sin nøgne krop i kunsten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udstilling. Det har hun gjort siden slut?1960?erne, da hun havde sine første udstillinger. I mellemtiden er Kirsten Justesen blevet internationalt anerkendt for sin eksperimenterende kunst, hvor hun arbejder med body art på sin specielle måde. Nu er hun aktuel på Randers Kunstmuseum med »My Body is My Tool«

I mere end 40 år har billedkunstneren Kirsten Justesen brugt sin egen krop som redskab i kunstens tjeneste. Den er blevet brugt som skulptur, som fotografi som mixed media. For siden den spæde start, hvor kunstneren gjorde sig bemærket med et fotografi af sig selv siddende nøgen i en indkøbsvogn, har Kirsten Justesen beskæftiget sig med det eksperimenterende og avantgardistiske. Denne evige søgen er stadig brændstoffet i det, hun laver.

Quickpot modtager pris for efteruddannelse

» Min egen krop er jo lige ved hånden. Det er praktisk, men måske også udtryk for min egen dovenskab. Jeg ved det ikke. Derimod ved jeg, at den krop kan klædes af, klædes på, afstøbes, affotograferes og aftegnes. Den kan blive gravid, blive tyndere og tykkere - og den kan blive ældre,« konstaterer Kirsten Justesen, der fra i morgen er aktuel på Randers Kunstmuseum med udstillingen »My Body Is My Tool«.

Selvom der ikke er tale om nogen retrospektiv udstilling, så viser den tydelige nedslag i hendes lange kunstneriske karriere, der startede i slutningen af 1960'erne, da kvinder mere var et tilbehør end selvstændigt udøvende i kunsten. Også her dominerede mændene. Det hed sig dengang, at mænd ser - kvinder ses.

Og det var en situation, som den unge Kirsten Justesen ville gøre op med. Hun ville med sin kunst demonstrere, at kvinder også kan se med egne øjne.

Hun ville ikke finde sig i, at kunsten alene blev defineret ud fra mandlige synsvinkler og startede så ellers sit livtag med de traditionelle værdisystemer - en udvikling, der faldt samtidig med den politiske samfundsudvikling, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved tidligere tiders dyder. I mange andre sammenhænge gik kvinderne på barrikaderne. Nogle smed bh'en på bålet, andre kylede læbestiften i skraldespanden.

Men Kirsten spadserede gennem kvindeoprøret på røde tånegle og med bedstemors sølvræv om halsen.

»Nej, man behøver ikke at gå rundt i en kedeldragt, der er et par numre for store, for at bekende sig til den feministiske kunst,« siger den i dag 70-årige kunster, som erkender, at med hendes generation fik kvinder smag på at være kvinder, samtidig med, at de ville have arbejde, mænd og børn på en gang.

»Vi ville ikke overtage vore mødres rolle som tjenerinde. Vi ville selv. Det har være fedt, selvom det også har haft sin pris«.

Hun har en klassisk uddannelse fra akademierne i både Aarhus og København, og den klassiske metode fornægter sig da heller ikke i hendes arbejder, uanset om vi taler om skulptur, fotos eller andre udtryksformer.

»Jeg er meget bevidst om den klassiske skulptur. Jeg er en kunstner, der arbejder tre-dimensionelt. Det er højde, bredde, dybde - på sokkel,« siger Kirsten Justesen om sin skulpturelle opdragelse, som især skyldes billedhuggeren Knud Nellemose - en af hendes lærere på akademiet.

Selvom hun bruger sin egen krop i sit kunstneriske udtryk, så er det ikke selvportrætter eller ekspressiv kunst, vi er ude i. Tværtimod handler det her om form og æstetik.

»Min skulptur viser aldrig ansigt. Det er i ansigtet, man sporer personligheden. Heri læser man personens psyke. Om pågældende er sur eller glad. Har dobbelthage eller hvad ved jeg,« siger Kirsten Justesen, der om brugen af sin egen krop siger:

»Jeg kiggede lidt på 1800'tallets ideal af en kvindelig model. Sådan en anelse overvægtige. Og kiggede på mig selv og kunne konstatere, at jeg var så heldig at have nogenlunde disse mål. Så jeg tænkte, at det ligger da lige til højrebenet at bruge den krop, jeg går rundt med«.

En af de skulpturer, vi kan se på Randers Kunstmuseum, er tre ens kvindekroppe på hver sin sokkel, men med en kasse over hovedet. For ansigtet er jo i den forbindelse uden betydning. Det er formen, æstetikken, der er interessant. Interessant er også tilblivelsen af skulpturerne, der blev skabt i 1999 til en udstilling på Charlottenborg.

»Jeg blev sammen med andre kunstnere inviteret af Bjørn Nørgaard til at lave en udstilling, hvor hver kunstner fik stillet et rum, et par håndværkere og al den gips, vi kunne bruge, til rådighed i en uge,« siger hun om skulpturerne, der også er udtryk for 3 gange 37 mandetimer, hvoraf den ene altså er kvindetimer.

Hermed bevæger vi os ind på en faktor, som kunstneren har arbejdet med siden 1980'erne, nemlig tiden. Det giver sig udtryk i flere af de udstillede arbejder, men allermest tydelig i hendes is-arbejder.

Det med isen blev sat i gang, da hun for mange år siden opholdt sig i Grønland et halvt år - som medfølgende hustru, iøvrigt.

Kirsten Justesen havde for et par år siden en temmelig energikrævende isskluptur »Ice Dress« med, da Randers Kunstmuseum i 2010 viste udstillingen »Vandværker«.

Isskulpturen er ikke med denne gang. Til gengæld kan vi kaste os over andre af kunstnerens is-ting. Bl.a. fotos af et isbjerg, af kvinder med isvinger og af kvinder på isflager.

»Tid er det mest eksklusive og dyrebare, vi har. Og netop isen er udtryk for tid, der hele tiden ændrer sig. Du kan ikke tage to ens billeder af et isbjerg, hvis du kun har et apparat til rådighed« konstaterer Kirsten Justesen, der personligt blev bjergtaget af den grønlandske natur. Og hun nød at sidde i første parket, når bræen afgav små stykker is, som hun karakteriserer som en sejlende udstilling af form.

Når man taler om at fiksere på begrebet tid, kunne man måske forledes til at tro, at det også handler om meditation og at gå ind i sig selv. Intet kunne være mere forkert.

Hun bruger isen som redskab til at fokusere på tid og form. Hun har efter eget udsagn aldrig været til yoga eller hellige floder i Indien.

I flere perioder har Kirsten Justesen arbejdet som scenograf på adskillige af landets teatre - Aalborg, Aarhus, Svalegangen og mange andre. Og hun grundlagde også scenografuddannelsen på Skolen for Scenekunst.

At arbejde på teater gav - ud over et klækkeligt supplement til husholdningskassen - også en god øvelse i teamwork og i præcision.

Man møder til tiden. Er afhængig af andres indsats i modsætning til kunstnerens mere ensomme liv i atelieret.

Selv opsummerer hun:

»Man arbejder sammen med superdygtige håndværkere. Der er penge til materialer - og så får man løn for sit arbejde«.

Som billedkunstner kan man ofte vente længe på aflønningen.

»Nogle gange kan et værk være 30 år gammelt, førend et museum finder på at købe det. Men så må man til gengæld også tage lidt for opmagasineringen,« konstaterer Kirsten Justesen tørt.

Hun er repræsenteret på Statens Museum for Kunst, på Kunsten i Aalborg og mange andre steder i ind- og udland og har forlængst placeret sig som en af dansk kunst største internationale navne.

Udstilling af Kirsten Justesen. Åbnes fredag 25. januar kl. 16 af Peter Laugesen. Randers Kunstmuseum. Kan ses til 28. april.