Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


I originalernes fodspor

Vestergades Café. Alt er som før. Brune paneler, plakaten af Tuborgmanden, de tunge egetræsborde.Caféen har sit rolige pulsslag, mens verden omkring går hurtigere og hurtigere.Det eneste, der har ændret sig på 40 år, er priserne. Dengang kostede en øl 1,50 kr. I dag skal man slippe en 20'er. Foto: Lars Rasborg

I originalernes fodspor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cykelhandler Claus Ørsted leder os på sporet af nogle af de originaler, der har sat sine aftryk i Randers. Det er skæve steder, der bærer på deres særlige historie. Og han trækker en lige linje fra vagabonden Sv. Aa.Tauscher over maleren Sven Dalsgaard til billedhuggeren Bjørn Nørgaard. Og så runder vi af på en café, hvor tiden har fået lov til at stå stille.

Kulturspor: Han var kun seks år, da han for første gang så, hvordan en maler kan trylle motiver frem på et lærred og på magisk vis tryllebinde sin beskuer.

Det skete i Dronningborg. I begyndelsen af 1950'erne. For enden af Benzonvej. Der så han en dag en mærkelig mand stå under en hyldebusk og male et maleri af Rundetårn i København.

Manden, der for en sommer havde slået sig ned under hylden i Dronningborg, var Sv. Aa. Tauscher. Og drengen var Claus Ørsted, der har så mange gode minder og fine historier at fortælle om den vagabonderende maler, der som regel solgte sine dugfriske malerier på værtshuse for et par bajere og snapse. Oftest billeder, holdt i farven blå, fordi den var billigst i indkøb.

Tauscher gik aldrig med undertøj.

"Det kradser", hævdede han. I stedet iførte han sig gerne et par habitter og to-tre overfrakker. Så kunne han også holde varmen i kolde efterårsnætter, hvis politimyndigheden ikke forbarmede sig over ham og lod ham overnatte i detentionen.

- Ja, Tauscher var en spritter. Men han havde fat i den lange ende. Han var fuldstændig frigjort fra alt, konstaterer Claus Ørsted, der bl.a. trampede kors for Tauscher i baggården bag restaurant Storkereden.

Bang bang: Nye beboere bringer hardball til Buchwalds Hus

Fraskilt syerske fandtes ikke

Ørsted peger på Randers Statsskole som et vigtigt kulturspor for sin opvækst og den måde, han er blevet formet som menneske på. Men det er ikke de store skåltaler, vi er ude i.

Han startede som 12-årig på den lærde skole i 1. mellem.

- Vi var 34 børn i klassen. På første dag skulle vi igennem et ganske særligt ritual. Læreren bad børn af proprietærer rejse sig. Videre til børn af redaktører, dommere, sagførere o.s.v. Til sidst var jeg den eneste, der sad tilbage.

Læreren disponerede dengang ikke over kategorien fraskilt syerske.

- Da fandt jeg ud af, at jeg måtte lave mine egne regler for at overleve. Jeg var på alle måder den svageste elev, men camouflerede det ved at forsvare andre. Underligt nok lod lærerne mig være.

De smed ham heller ikke ud, da han agiterede for, at det var en hån mod eleverne at lægge en fysiktime efter en matematiktime.

Personligt valgt han at løse problemet ved at tage sig en fritime og gå ned i Storegade til Sven Dalsgaards atelier. Bare for at kigge på kunstnerens finurlige dørskilt.

Forårslagkage på Sukkertoppen

Kunst og bøger har altid optaget Ørsted.

- Det gamle bibliotek i Vestergade var en gave. Her kunne man låne en stak bøger, der bragte en langt uden for Randers' grænser. Biblioteket var et helle for mig. Husker sommerferierne, når man kom hjem med en stak bøger, smed sig på sengen og læste ferien igennem. Sjovt nok blev jeg viet til min kone Ella på det gamle bibliotek, der i en periode fungerede som administration, førend Laksetorvet blev indviet, siger randrusianeren, der sjældent kommer udenbys.

- Endags-tur til Skagen for at se Anna Anchers blå stue og nogle ture til København for at kigge på nedløbsrør er så nogenlunde de feriedestinationer, Claus Ørsted gennem et langt liv har besøgt.

Han har det nemlig godt i sin rede, Cykelbørsen, hvor han holder alt fra litterær salon til regulær sladrecentral. Men det er især fortiden, som optager Ørsted, der under vores vandring fører os tilbage til en af byens berømte bagermestre, nemlig A. O. Hansen og forårslagkagerne, der var kendt viden om.

- Vi var tre kammerater, der hver fredag aften købte lagkager, en til hver, og halvanden liter landvin i bastflaske. Så gik vi op på Sukkertoppen - der, hvor man desværre byggede et hotel - og nød udsigten over byen.

Hotellet var Hotel Kongens Ege.

Ballet mellem bøgerne

Som inkarneret bogorm var besøget i et af byens gamle smukke huse, nemlig Buchwalds Antikvariat, i Vestergrave et must.

- Jeg elskede at komme i huset. Ikke bare på grund af bøgerne, men også fordi Buchwald var et morsomt menneske, der kunne finde på at tage nogle gevaldige ballettrin mellem bogkasserne. På de gode dage leverede han det helt store totalteater.

Claus Ørsted vælger at slutte af på Vestergades Café. Han kom der som ung. Så gik der 40 år.

- En dag for 10 år siden sagde jeg til Ella, om ikke vi skulle prøve at tage en fyraftensbajer på Vestergades Café. Det har vi så gjort lige siden.

Alt var nemlig som før. I en tid, hvor verden stormer afsted, og globaliseringen truer med at ændre på nationernes indre strukturer, har caféen ligget trygt og godt i sin oase uden at ændre på noget som helst.

Den hviler i traditionerne og beviser stædigt et stykke værtshuskultur, der trodser cafe latten og hvidvinen og serverer flaskeøl uden fancy etikette.

Og traditioner, kunst og Randers er netop de pejlemærker, som Claus Ørsted orienterer sig mod.