Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Når alt bare bryder sammen

Indtil årsskiftet arbejder Zandra Møller tre timer om igen i flexjob i bysekretariatet. Nogle gange passer det fint med de tre timer, andre gange kunne hun godt klare flere. Andre uger er tre timer for meget. Foto: Lars Rasborg
Foto: Lars Rasborg

Når alt bare bryder sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når man hører om folks erfaring med de offentlige systemer, er det oftest negative oplevelser, der kommer frem. Den opfattelse står 33-årige Zandra Møller ikke tilbage med. Hun har igennem mange år modtaget hjælp og støtte fra ?systemet?, som hun er ovenud tilfreds med. Det er en hjælp til at klare sig, der endte med at være livsnødvendig for hende.

»Første gang jeg var indlagt, kunne jeg ikke engang skrive mit efternavn. Hvor eneste gang, jeg bliver syg, bliver det sværere og sværere at komme tilbage.«

Ordene kommer fra 33-årige Zandra Møller. Hun veksler imellem at kigge åndsfraværende ud af vinduet i sin lejlighed i Randers og at kigge mig direkte i øjnene. Velovervejet i sine ord. Når hun gør det, får man et indblik i et menneske med mange års erfaringer med både nederlag og sammenbrud. Men man får også forståelsen af, at der foran en sidder et menneske, der ejer mere selverkendelse og bevidsthed end de fleste. På godt og ondt.

Siden gymnasietiden har tilværelsen for Zandra Møller været præget af psykisk sårbarhed, indlæggelser på psykiatrisk hospital og mange forskellige psykiske diagnoser. Hun var fagligt stærk i skolen, og ambitionsniveauet for fremtiden var højt: Der skulle arbejdes en masse og prøves alle mulige ting.

I dag, ti år senere, er virkeligheden en anden. Tilværelsen består af et flexjob på tre timer om ugen og fast, psykiatrisk behandling.

»Dengang sagde mange til mig, at mine fremtidsplaner med universitet og høje krav til mig selv ikke var realistiske. Det blev jeg forarget over at høre. Jeg troede inderligt på, at hvis man bare arbejder hårdt nok, så kan alting lykkes,« siger hun.

Det tog hende flere år at indse, at de andre havde ret. Inden da måtte hun gennemgå et årti, hvor hun flere gange var tæt på at miste sig selv.

Allerede på Handelsskolen på Rådmands Boulevard steg fraværet fra studiet markant, fordi Zandra Møller ikke kunne overskue at møde op. En udsmidning var berettiget. Men skolen valgte i stedet at hjælpe hende, og hun kom i terapi. Huen kom i hus, og planen var at læse til serviceøkonom efter sommerferien. Men en ni måneder lang sygemelding med behandling inden for lokalpsykiatrien kom i vejen.

»Jeg blev mødt med forståelse for, at det er svært at få en hverdag til at fungere, når tankerne ikke gør det. Jeg oplevede at få så meget hjælp og støtte, som jeg havde brug for,« fortæller hun.

Med støtten i baghånden fik hun igen blod på tanden, og hun begyndte at studere sociologi på universitetet.

»Jeg var i gang med en 24 timers eksamen herhjemme. Men jeg kunne ikke se, hvad der stod i bøgerne, fordi jeg græd så meget. Jeg kunne ikke selv træffe beslutningen om, at jeg ikke kunne klare det, så det gjorde min mand. Han pakkede bøgerne sammen og lagde dem op på loftet,« fortæller Zandra Møller.

Universitet blev droppet, men ambitionen om at få en uddannelse var intakt. Derfor startede hun på gastronomiassistentuddannelsen i Randers. Også her fik hun optimalt støtte fra skolen til at gennemføre uddannelsen på to år.

Alle lige fra studievejledere, lærere og jobkonsulenter til læger, sygeplejersker og terapeuter har støttet Zandra Møller undervejs. På intet tidspunkt har hun været utilfreds med hjælpen. Til gengæld har støtten betydet, at hun ikke har opgivet tilværelsen.

»Det er fantastisk at møde nogen, der oprigtigt gerne vil hjælpe. I for eksempel Jobcentret har jeg kun mødt forståelse og tålmodighed. De har lyttet til, hvad jeg ville. Hele vejen igennem har støtten været varm og imødekommende, og jeg er sikker på, at jeg ikke kunne have klaret mig uden hjælpen,« siger hun.

Det er også grunden til, at hun har valgt at dele sin historie med andre. Hun vil gerne vise sin positive oplevelse med »systemerne«, hvor billedet ellers plejer at tegne sig negativt. Hvad der for andre har været oplevet som modvind, forargelse og vrede, har været en uundværlig støtte for Zandra Møller. Det er hendes overbevisning, at mange negative oplevelser med de offentlige systemer ofte skyldes kommunikationsfejl.

»Jeg bliver trist af at se, at nogen ser deres sagsbehandling som en kamp imod systemet. Hvis man selv vil tage ansvaret for, hvad man gerne vil, og hvad man kan, så er det lettere at få et samarbejde til at fungere. Man skal ikke kun møde op med krav og alt det, man ikke vil. Man skal gøre det samme, som man ønsker, at systemet skal gøre ved en selv: Se muligheder frem for begrænsninger,« siger hun.

I fremtiden vil hun gerne være med til at formidle kontakten mellem psykisk sårbare og systemerne. Allerede nu har hun søgt ind på en uddannelse inden for psykiatrien, der får det et skridt nærmere.

Det lykkedes Zandra Møller at indse, at ambitionerne skulle skrues ned, så tilværelsen ikke fortsat ville blive en skuffelse. Selvom hun somme tider ser det som et nederlag, er det også en lettelse.

»Det har været svært at acceptere, at mit liv ikke blev, som jeg havde forestillet mig. For jeg har altid fået at vide, at jeg nok skulle blive, hvad jeg ville. Jeg indså, at jeg var nødt til at acceptere det, hvis jeg skulle være der for mig selv og min familie,« siger hun.

Som jeg spørger til fremtidsplaner, kigger hun igen ud af vinduet. Blikket falder på havnens skorsten, som hun og hendes mand har udsigt til fra deres stuevindue.

»Vi vil gerne uden for byen og have et hus med en lille have,« siger hun forsigtigt.

Hun er sparsom i sine drømme og ambitioner for fremtiden. Det har fortiden lært hende.