Hvem der blot havde råd til at spise jord, myrelever og ristede frøøjne


Hvem der blot havde råd til at spise jord, myrelever og ristede frøøjne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Flemming Nielsen, journalist, Egernsund
_90J6669.CR2
Danmark Debat. 

At være en halvgammel knark på 70 år betyder, at man har samlet sig en smule erfaring i livet. Selvom en og anden knøs i sin selvoptagethed nok vil mene, at man blot er en "ældrebyrde". Men skidt pyt. De bliver forhåbentlig voksne engang.

Giver jeg mine tanker vinger, husker jeg tydeligt, hvem der for maaaaaaange år siden virkelig var noget: Forskere, der opfandt medicin, som kunne redde millioner af menneskers liv. Videnskabsfolk, der på forskellig vis var med til at skabe en bedre verden at leve i. Kunstnere, der kunne skrive og male og komponere, så selv lagerforvalter Peter Rindal i Kolding måtte overgive sig. Arkitekter, der kunne skabe ting, så selveste Vorherre - måske - kiggede ned og nikkede anerkendende over bygninger, broer og andet, han fik øje på. Ja - man kunne blive ved med at finde eksempler på personer, der var i stand til at skabe fantastiske ting til gavn for menneskeheden.

Og nu til sagens kerne: I de senere år er der dukket genier op i verden, som giver baghjul til opfindere som Edison, Gutenberg, James Watt, Isaac Newton, Louis Pasteur og mange andre genier. Her tænker jeg på "opfinderne" af moderne mad, nemlig kokkene, gastronomerne, madkunstnerne.

For lige at forebygge enhver misforståelse: Jeg holder meget af god mad, men jeg har absolut ikke behov for at spise myrelever, mælk fra vandmænd, jord fra "Guds ager" i Christiansfeld (en kirkegård), ristede frøøjne, henkogte koyvere, testikler fra halvvoksne schæferhunde eller andre smarte påhit.

Hysteriet omkring de "moderne madkreatører" har aldrig været større end nu. Slå op i en avis - og du vil klaske dig i lårene af grin over, hvordan madguruerne bliver feteret og forgudet, desværre også af nogle af mine kolleger, der kalder sig madanmeldere. Og slipper man billigere end 10.000 kr. for ni retter, der snildt kunne ligge i i en tartelet af normal størrelse, har man bare skudt papegøjen.

Og jo - mad er også for mig andet og mere end gullaschsuppe, wienerschnitzel og bøf med løg. Men den "udvikling", dansk gastronomi har undergået de senere år, fremkalder hos mig blot en stille undren, et smørret grin - tilsat en knivspids foragt.

Ingen nævnt - ingen glemt. Men med til at fuldende billedet af de moderne kokke, hører, at når de udtaler sig offentligt, har de ofret både familie, venner, sommerhus og en ældre gravhund for at kunne hellige sig kunsten at skabe, hvad de selv tror er mad i verdensklasse. De sover aldrig - og de har slet ikke tid til at smage på de skivebremser fra en Fordson Major årgang 1959, som skal ligge henslængt i øgleurin fra Smålands skove i 22 timer, 11 minutter og 13 sekunder for at blive perfekte. Og de arbejder, alle genierne, mindst 29 timer i døgnet. Man må jo ofre sig på madkunstens alter.

Velbekomme - også til Jer stakler, der er med til at holde liv i disse "kokke". I virkeligheden hører de hjemme på Holbergs tid, og har de klæder på, er det allerhøjest en kokkehue.

Jeg har lidt ondt af Alexander Fleming. Han opfandt kun penicillinen. Tænk, hvis han havde fundet ud af, at en halv liter økologisk fløde fra en 85 krager - kombineret med en kvart myretue og otte rådne vagtelæg fra Tasmanien, giver den mest delikate forret - så ville vi alle have kastet os i støvet for min næsten fornavnebror, Fleming.

Hvem der blot havde råd til at spise jord, myrelever og ristede frøøjne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce