Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fem ting du skal vide om udligningssystemet

Udligningssystemet har til fordel at forsøge at udligne de økonomiske forskelle mellem landets kommuner. Det lykkes ikke godt nok, mener provinsborgmeste. Genrefoto: John Kristensen

Fem ting du skal vide om udligningssystemet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ældrepleje, skoler og børnehaver skal være omtrent lige gode alle steder i landet. Derfor fordeler kommunerne gennem et kompliceret system deres skatteindtægter mellem sig.

Det skal ikke være ringere at gå i børnehave i Tønder end i Hørsholm. Og kommuneskatten skal ikke være markant højere det ene sted end det andet. Derfor har vi i Danmark et udligningssystem, som betyder, at rige kommuner skal give til de fattige og at staten derudover dækker de mest blødende huller i kassen hos landets fattigste kommuner.

Udligningssystemet kunne være forholdsvist simpelt, men skiftende behov gennem næsten et århundrede har betydet, at systemet i dag er et kompliceret kludetæppe af regler og beregningsmodeller. Her er fem ting, du skal vide, hvis du vil forstå udligningssystemet:

Randers i Kbh, ville have råd til 452 ekstra pædagoger

1. Der er forskel på kommuner

Der er stor forskel på grundvilkårene i de danske kommuner. I nogle kommuner bor der mange veluddannede og vellønnede. Andre kommuner har en stor andel af laverelønnede borgere.

Størrelsen på lønchecken og grundværdierne betyder noget for, hvor meget kommunen får ind i skat. 

- I hovedstadsområdet er der større grundværdier end i Lemvig, så derfor vil hovedstadskommuner helt naturligt få flere penge ind i grundskyld end kommuner i Vestjylland, forklarer professor ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) Kurt Houlberg.

2. Formålet med udligningen

Udligningssystemet er sat i verden for at dele overskuddet fra nogle af de kommuner, som har store skatteindtægter, ud til kommuner med underskud.

 - I Danmark har vi fra politisk side et ønske om, at den service, borgerne får, skal være ensartet i hele landet. Det skal ikke være afgørende for kvaliteten af folkeskoler eller ældrepleje, om man bor i Skagen eller København. Derfor har man udligningssystemet, forklarer samfundsøkonom og lektor ved Syddansk Universitet Mogens Ove Madsen.  Kort sagt er formålet med udligningssystemet at sikre, at alle kommuner kan levere en nogenlunde ensartet service til en gennemsnitlig kommuneskatteprocent.

3. Overskud eller underskud

For at vurdere, om en kommune skal modtage eller aflevere penge til udligningssystemet, laver Økonomi- og Indenrigsministeriet nogle komplicerede tekniske beregninger. Her vurderes det, hvor mange penge hver af landets kommuner skal bruge for at levere ældrepleje, børnepasning, folkeskoler og kultur og fritidstilbud. På samme måde regner ministeriet på, hvor mange penge de enkelte kommuner ville få ind i skat, hvis deres skatteprocent var som landsgennemsnittet. Ud fra de to beregninger vurderer ministeriet, om kommunerne har underskud eller overskud.

4. Tre hovedordninger

Udligningssystemet er utrolig sammensat og komplekst, men overordnet er der tre store hovedordninger, som er værd at holde styr på: Landsudligningen, hovedstadsudligningen og ordningen til provinskommuner med højt strukturelt underskud.

Landsudligningen fordeler i år 50 milliarder kroner mellem alle landets kommuner, sådan at alle får dækket 61 procent af deres underskud. Hovedstadsudligningen omfatter 34 kommuner omkring København og fordeler i år 2,8 milliarder kroner mellem dem. Landets øvrige kommuner betaler ikke til ordningen. Udligningsgraden er 27 procent, hvilket betyder, at hovedstadskommuner udover de 61 procent fra landsudligningen kan få yderligere 27 procent af deres underskud dækket.Den sidste store udligningsordning kaldes tilskud til provinskommuner med højt strukturelt underskud og fordeler i år 6,2 milliarder kroner mellem 59 kommuner uden for hovedstaden. Kommunerne i denne ordning får kun dækket de 32 procent af deres underskud, der overstiger 95 procent af det landsgennemsnitlige underskud pr. indbygger.

 

 

 

 

 

5. Regionale forskelle

Der findes altså både en udligningsordning som specifikt tilgodeser hovedstadskommunerne og en ordning, som har til formål at mindske noget af uligheden mellem hovedstadsområdet og provinsen.

Forskellen er bare den, at provinskommunerne modsat hovedstadskommunerne ikke kan få tilskud til en del af hele deres underskud. De kan få 32 procent af den del af deres underskud pr. borger, som er større end 95 procent af landsgennemsnittet. Det er en meget kringlet formulering, som dækker over, at fattige landkommuner får en del ud af det, mens bykommunerne får mindre.

Man kan ikke direkte sammenligne hovedstadsudligningen med tilskuddet til provinskommuner med højt underskud. Men udregninger viser, som beskrevet på side 6-7, at provinskommunerne ville få større millionbeløb ud af at blive omfattet af hovedstadsreglerne frem for provinsreglerne.