Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Klumme: Boldmillionærer med et menneskeligt ansigt

Bradley Lowery med Jermain Defoe til kamp i Sunderland. Venskabet mellem en kræftsyg, dødsdømt seks-årig og feteret fodboldstjerne har bevæget hele Storbritannien og vist en menneskelig side af sportsstjerner, som man sjældent oplever. Foto: Lee Smith Livepic

Klumme: Boldmillionærer med et menneskeligt ansigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gamle stenhjerte, hedder min ægtefælle blandt spøgefulde sjæle i husholdningen, og ganske forudsigeligt havde hun kun fnys til overs for det angiveligt nære venskab mellem en stjernespiller på Sunderlands Premier League-fodboldhold og den kræftsyge Bradley Lowery, som døde seks år gammel i sidste uge - min kone ville tilføje "akkompagneret af den britiske presses vibratovioliner".

Men faktisk er jeg ikke så sikker. Måske er venskabet et varsel. Om bedre tider, om mere medmenneskelighed i topfodbold? Døm selv. Historien kommer her:

Bradley blev 18 måneder gammel diagnosticeret med den sjældne kræftsygdom neuroblastom. I første omgang så behandlingen ud til at kurere ham, men for et år siden vendte sygdommen tilbage og spredte sig så hurtigt, at en dødelig udgang blev uundgåelig.

Bradley var dengang fem år, men havde sin unge alder til trods udviklet en brændende kærlighed til sin lokale fodboldklub Sunderland FC. Og på rekordtid blev opmærksomheden mod den lille dreng med det runde hoved og store smil et lokalt og siden et nationalt anliggende. Bradley blev fast maskot ved Sunderlands hjemmekampe, og en landsdækkende indsamling skaffede et tocifret millionbeløb ind - først og fremmest finansieret af adskillige Premier League-klubber - som skulle have sendt Bradley til behandling i USA. Da udsigten til helbredelse blev håbløse, gik pengene i stedet til en fond, som skal hjælpe andre ofre for neuroblastom, som rammer små børn.

Opmærksomheden omkring Bradley fortsatte imidlertid med at vokse, ikke mindst takket være de sociale medier. Til jul modtog Bradley 250.000 julekort fra hele Storbritannien.

Mest bemærkelsesværdigt - og det som har rørt en hel nation - var venskabet, som opstod mellem Bradley og idolet Jermain Defoe, stjernespilleren på Sunderlands Premier League-hold. Defoe var spilleren, Bradley holdt i hånden på vej ud af spillertunellen, og da den 34-årige angriber gjorde uventet landsholdscomeback på Wembley i marts, insisterede han på at lade Bradley få del i oplevelsen. Han entrede banen med Bradley ved sin side nu ikke blot som klub- men også landsholdsmaskot. Til bevæget hyldest fra næsten 80.000 tilskuere på Wembley. Bradley strålede som en sol, og kameraets fokus på hans store smil under God Save the Queen vil for mange stå som det varige minde fra den kamp.

Defoe holdt kontakten omtrent dagligt med sin stadig mere svækkede fan, dukkede op til Bradleys seks års fødselsdagsfest som overraskelsesgæst og var selvfølgelig med en sommerfest hos den lille dreng for et par uger siden - her var Bradley så svækket, at han knap kunne rejse sig fra sengen.

Sunderland endte sæsonen som nedrykker, og Defoe skiftede klub i sidste uge. Da han første gang mødte pressen hos sin nye arbejdsgiver, brød han sammen i tårer, da spørgsmålene faldt på Bradley Lowery.

- Der går ikke en dag, hvor jeg ikke vågner om morgenen og som det første tjekker telefonen for en besked eller tænker på lille Bradley. Hans kærlighed er ægte, jeg kan se det i hans øjne. Det er specielt, erklærede fodboldspilleren.

Bradley døde næste dag.

Sunderland AFC markerede sin respekt med et minuts stilhed i weekendens træningskamp, og fra hele fodboldverdenen kom der officielle kondolence-markeringer, fra spillere, klubber og den engelske landsholdslejr - alle i Storbritannien kender Bradley Lowerys skæbne og venskabet med Jermain Defoe - allerede nu omtales sidstnævnte som kandidat til den prestigefyldte titel som BBC's Sports personality of the year i december. En hel særlig hædersbevisning, som ofte uddeles med sportspolitiske undertoner, men som altid belønner en sportslig præstation. Går den til Defoe, vil det være første gang, en modtager får den for sin civile ageren.

Og her sad vi så, min ægtefælle og jeg med beretningen afleveret, og jeg må indrømme, at jeg i første omgang blev skidesur, da hun stilfærdigt luftede muligheden for et kalkuleret "pr-stunt". Ved nærmere eftertanke forstår jeg til dels, at man som ikke-sportsinteresseret primært ser et penge- og marketingapparat på overarbejde. For set udefra er elitefodbold en kynisk mekanisme blottet for følelser og refleksion - rig på beretninger om grådighed og meningsløst overforbrug. Med spillere, som optræder i voldtægtssager eller sidder på anklagebænken for skatteunddragelse, agenter som skovler millioner ind, korrupte ledere, der mere eller mindre åbenlyst svindler for formuer. For slet ikke at tale om doping eller stadig mere udbredte tilfælde af aftalt spil.

Set i lyset af - og i sammenhæng med - de betændte og usympatiske værdier, de fleste forbinder med elitesport, kan det være svært at acceptere noget som helst for pålydende værdi. Slet ikke et venskab mellem en kræftsyg dreng ud af arbejderklasse-familie i en af Englands fattigste storbyer og en privilegeret mangemillionær, som tjener sine penge på fodboldbanen. Det lyder jo som et dårlig plot til en vammel tåreperser, som hverken er troværdig på skrift eller film.

Og måske har hun ret. Måske er historien om Bradley udnyttet og malket i den kronisk kalkulerende forretning, som gør fodbold - og specielt Premier League - førende i underholdningsindustrien. Til snart hver spillerunde i både England og på kontinentet indledes fodboldkampe med et minuts stilhed i respekt for nok så perifere dødsfald og tragiske begivenheder, et fænomen som for længst har taget overhånd og mere ligner en forretningsmodel, et kvalmende abonnement på patos, end en troværdig gestus.

Bradley Lowery kunne være næste kapitel i serien, blot en lidt bedre historie end forgængerne og et perfekt omdrejningspunkt for den kollektive sorgdyrkelse på de sociale medier.

Og så alligevel.

Drengen selv er altså svær at betragte som andet end symbol på ukuelig vilje, optimisme og smittende humør - helt til det sidste. Tragisk skæbne eller ej, Bradley Lowery har formidlet livsglæde og selvopholdelsesdrift til en hel nation, som har haft mere end svært ved at finde noget som helst at være fælles om i løbet af det seneste år.

Og så holder jeg faktisk vejret denne gang og vælger også at tage Jermain Defoe og de hundredvis af kolleger, som viste Bradley Lowery opmærksomhed, for pålydende.

Defoe er i karrierens efterår og har ingen økonomisk vinding ud af historien, og det er givetvis kommet lige så meget bag på ham som andre, at det hele endte i en national massemanifestation. Gennem karrieren har spilleren været en stille type, som sjældent eller aldrig forsøgte at tiltrække sig opmærksomhed for andet end præstationerne på banen. Både han og fodboldverdenens øvrige repræsentanter har gennem de seneste 12 måneder behandlet Bradley med værdighed og respekteret familiens ønsker om fred, når der har været brug for det.

Alle vi, som mere eller mindre ånder for en fodboldverden, som har solgt sin sjæl, leder febrilsk efter et ægte menneske, som kan reaktivere minderne om et renere spil med troværdige helte. Jeg tror, vi har lokaliseret mennesket i Jermain Defoe, og måske kan den afledte effekt række videre. Måske trænger en verden, hvor Messi og Ronaldo enten fritages for straf eller betaler sig fra deres grådige skattesnyd, ligefrem til at vise ægte følelser, som rækker ud over kalkulerede twitterudbrud orkestreret af deres agenter.

Måske var sammenfaldet tilfældigt, men i denne uge valgte hele spillertruppen i den spanske La Liga-klub Athletic Bilbao at lade sig kronrage i solidaritet med holdkammeraten Yeray Alvarez, som netop er gået i behandling for testikelkræft for anden gang. Under alle omstændigheder usædvanlig adfærd blandt fodboldspillere, som normalt står sig selv og ikke forfærdelig mange andre nærmest.

Måske er der et skift på vej - født af en uforudset tragedie - som kan genskabe forbindelsen mellem virkelighedsfjerne stjerner og almindelige mennesker med almindelige udfordringer. Hvem ved - Defoe kan blive model for en fremtidig sportsstjerne med en menneskelig dimension, knap så fuld af klicheer og plasticagtig, som vi har vænnet os til.

Måske er det naivt, og jeg får svært ved at sælge argumentet over middagsbordet, men måske bliver Bradley Lowerys eftermæle, at han fremprovokerede et menneskeligt ansigt på fodboldmillionærer, ikke blot Jermain Defoe, men adskillige andre. I givet fald en præstation ingen anden har kunnet løfte i flere årtier og godt klaret af en dreng, som blot blev seks år.

Var det ugens vigtigste begivenhed, vigtigere end G20-mødet i Hamburg, Donald Trump Jr.'s møde med russerne, udsigten til et Silicon Valley i Danmark eller Islamisk Stats nederlag i Mosul? Nej, naturligvis ikke. Men måske bliver billedet af Bradley og Defoe det, som mange af os vil komme til at huske bedst.

 

"Når noget som dette her indtræffer i tilværelsen hænger det fast resten af livet, og jeg tror altid, at mennesker nogle gange dukker op i ens liv, fordi der er en mening med det. Og det tror jeg helt sikkert er tilfældet her."Den engelske landsholdspiller i fodbold, Jermain Defoe om sit venskab med Bradley Lowery