Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ugens bagkant: Vi savner Shu-bi-dua

Vi savner Shu-bi-dua, skriver chefredaktør Troels Mylenberg i Ugens bagkant.

Ugens bagkant: Vi savner Shu-bi-dua

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Det er de store gamle mænd der styrer vores jord

De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord

De toner frem ved aftenstid

Når der er sket noget stort

Ronald og så Leonid og si'r hvad de har gjort

Men jeg kan høre de skyder i øst og i vest

Og ikke kun med fyrværkeri

Det lyder som om der er fest

Men festen er forbi"

 

Det var tilbage i begyndelsen af 1980'erne, at Shu-bi-dua var musikgruppe for at sætte ord på verdens tilstand. Om det var dansk hygge, modesnobberi, reklamens magt, fitnessbølgen eller som i ovenstående sang om "Ronald og Leonid" - med efternavnene Reagan og Bresjnev - den store verdens politiske trusler, det handlede om.

De kunne noget med ordene, altid kærligt og humoristisk, men også når det skulle være alvor, og når der skulle bides.

For alvor var det dengang med oprustningen mellem øst og vest. Med den store globale atomtrussel og for os her i Danmark en skarpladt trussel fra øst. Fra Bresjnevs totalitære kommunistiske styre, som Ronald Reagan nok kunne gøre grin med, når han i vitser hudflettede den sovjetiske hverdag, hvor en mand skulle vente 10 år på at få leveret en bil, men gerne ville vide, om det var formiddag eller eftermiddag, for blikkenslageren kom om formiddagen...

Shu-bi-dua skrev sangen, nogle år inden truslen blev blødt op med samtalerne mellem Reagan og Bresjnevs tredje efterfølger Mikhail Gorbatjov, som førte nedrustning med sig og videre til Berlinmurens fald, Sovjetunionens opløsning og forbrødringen mellem den dansende Boris Jeltsin og den storgrinende amerikanske præsident Bill Clinton.

Måske nogle af os også naivt troede på, at de stores truslers tid var forbi. Nok var Jeltsin blevet til antidemokratiske Vladimir Putin, men med både George Bush og siden Barack Obama ved roret i USA var styrkeforholdet mellem de to supermagter blevet reguleret i USA's favør. USA var den eneste tilbageværende supermagt, og trods mangler, trods masser af problemer og udeståender - fra Guantanamo til et hvidt politis åbenlyse forskelsbehandling af sorte - var USA demokratisk. Et land med grundlæggende værdier om frihed og demokrati. Men en forfatning, der sætter det enkelte menneske over staten og sætter rettigheder for hver enkelt borger højest.

Rusland var (er?) underhunden i det storpolitiske spil, og at andre magter kommer ind, især på det økonomiske område et land som Kina, ændrer ikke på USA's rolle som værdimæssig ledestjerne.

Alligevel dukkede Shu-bi-duasangen om de store gamle mænd, der styrer vores jord, op i min bevidsthed i denne uge, da Vladimir Putin og Donald Trump trykkede næver i forbindelse med G20-mødet i Hamborg. Et møde der i øvrigt trak masser af uro med sig på gaderne, hvor demonstranter gik amok i gadekampe mod politiet.

Indenfor var der dog om ikke idyl, så i hvert fald omtrent en venskabelig stemning, da Trump og Putin højlydt gav udtryk for, at de var endog meget glade for at mødes. Det til trods for de ellers ret voldsomme anklager fra USA om, at Rusland har forsøgt at blande sig i sidste års amerikanske valgkamp og endvidere hacker sig ind allevegne og forsøger at kortslutte og overvåge USA's og andre landes politiske systemer indefra.

Men meget kom ikke frem fra det toenhalvtime lange møde, dog med undtagelse af den meget positive nyhed om, at USA og Rusland øjensynligt er enige om en våbenhvileaftale for den sydvestlige del af Syrien. Og så kunne den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson berette, at Putin på mødet havde afvist enhver snak om, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp.

Således ikke yderligere oplyst kan vi som undrende offentlighed se til, mens de store mænd styrer videre. Forhåbentligt i en god, fredelig og demokratisk retning, men ret beset synes det efterhånden på mange måder mindst ligeså utrygt som tilbage i 1980'erne med Ronald og Leonid.

Dengang kendte vi i det mindste Reagan og hans politiske ønsker. Og Bresjnev og Sovjets ønsker var heller ikke utydelige, om end de var frygtelige uden lige. Det var farligt og bekymrende dengang, men hvad er det egentlig nu?

Putin der efter forgodtbefindende besætter dele af Ukraine, fængsler og forfølger modkandidater, der tør stille op mod ham og i det hele taget tromler enhver opposition. Over for ham en Donald Trump, som i rystende grad lyver, fortier og fordrejer fakta. Som lader hånt om en kritisk offentlighed og som tydeligvis er mere optaget af sig selv og af sin egen rolle som præsident end af at arbejde politisk i de samarbejder og strukturer, som vi gennem årtier har skabt for at sikre fred, fri handel og tryghed for flest mulgt.

Hykleri er Trumps metode, eksempelvis når han tidligere kritiserede sin forgænger Barack Obama for at spille for meget golf i sin præsidentperiode. Indtil videre har Trump siden sin indsættelse spillet 36 runder golf, hvilket nærmer sig det dobbelte af, hvad Obama brugte af tid på det spil, som synes at være amerikanske præsidenters yndlingsfritidsbeskæftigelse. En måske ligegyldig konstatering, men en som siger alverden om Trumps ligegyldighed over for de idealer, han selv kritiserer andre for ikke at efterleve.

Putin, ja ham kender vi ikke meget til, selv om den tidligere KGB-officer har stået i spidsen for sit land siden 2000.

Der skal humoristisk sans til for at kunne se lyset i de store mænds ageren. Desværre er Shu-bi-dua ikke længere aktive med aktuel hudfletning. Dem kunne der ellers være god brug for.

Således ikke yderligere oplyst kan vi som undrende offentlighed se til, mens de store mænd styrer videre. Forhåbentligt i en god, fredelig og demokratisk retning, men ret beset synes det efterhånden på mange måder mindst ligeså utrygt som tilbage i 1980'erne med Ronald og Leonid.
Fra "Ugens bagkant"