Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Roman: Et kig i Pandoras æske

Ursula Andkjær Olsen. Foto: Gyldendal

Roman: Et kig i Pandoras æske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er en myte om den underskønne kvinde Pandora, som overguden Zeus bad den geniale håndværker Hefaistos om at skabe for at give hende til guden Epimetheus, som betyder den bagudtænkende. Hun fik en æske med sig, som rummede alverdens lidelser, og på trods af den forudtænkende og menneskevenlige Prometheus' advarsler åbnede broderen Epimetheus den. Som den eneste rest lå kun håbet tilbage i æsken.

Det er den myte, som Ursula Andkjær Olsen forholder sig til, om end frit, i sin første roman med titlen "Krisehæfterne". Romanen er todelt med overskrifterne "Pandora Blue Box" og "Atlantissyndromet". Som øer af tavshed fungerer Sophia Kalkaus solariserede fotos i bogen.

Nu skal man ikke tro, at denne roman rummer en klar fremadskridende handling. Det er jo stadigvæk en lyriker, der står bag. Men gennem det store net af optegnelser skimter man en kærlighedshistorie, eller rettere to, nemlig reaktionen over at blive forladt af Romeo og fortvivlelsen over ikke at blive genelsket af Alfa. Jeg-fortælleren kalder sig selv for Pandora og er ifølge hende "en straf forklædt som gave". Hun er den, som har åbnet for æsken. Men hun siger også: "Jeg er alle personer, ligesom i drømme".

Hendes første reaktion er et had, om hvilket hun siger: "De færreste andre er så hadefulde som mig", og som naturlig opfølgning af hadet indfinder hævnen sig. Den udmønter sig i forestillinger om pinsler som at komme "chili i boller og æggestokke". Hun vil trænge ind i Romeos drømme, og i sine egne, og dræbe ham der. Der er en voldsomhed i fortællerens sind, men denne form for hævn modererer hun dog senere. Typisk er det, at Pandora ofte tænker i kontraster, drøm over for realitet, det gode over for det onde.

Det skal siges, at fortælleren også er hård ved sig selv. Hun stiller sig selv spørgsmålet om, hvorfor hun ikke bliver genelsket, kalder sig selv for "den jomfruelige type" og siger: "Jeg forstår ikke det sanselige". Hun længes efter absolut nærhed og drømmer om Alfa, som hun ved, hun aldrig får. Her dukker muligheden for, at hun selv har skyld, op.

Man kan sige, at Ursula Ankjær Olsen bruger både Romeo og Alfa, men også veninden Echo som modfigurer. Deres verden er en helt anden end Pandoras, men de kan, som også veninden Zulu, kaste lys på Pandoras problemer. Da sidstnævnte taler om det "sprøde menneske" Romeo, og kalder fortælleren for en "krævende person", svarer Pandora dog: "Jeg kræver ikke noget, meget kan man sige om mig, jeg er ufølsom, lukket, irritabel, uinteresseret, uimponeret, men jeg er ikke krævende". Skal man i romanens ånd kalde den for et monstrum eller et storværk? Måske for et monstrøst storværk. Den stiller store krav til læseren. Men når det lystfyldte arbejde er gjort, føler man sig som læser belønnet og beriget. Roman

Ursula Andkjær Olsen: "Krisehæfterne"

472 sider, Gyldendal