Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Science fiction: Kompleks enkelhed

Ryan Gosling spiller sublimt som replikanten K uden de store følelser i ?Blade Runner 2049?. Foto: UIP

Science fiction: Kompleks enkelhed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Denis Villeneuve formår at gøre et ikonisk univers til sit eget i "Blade Runner 2049".

Man er med fra første sekund. "Blade Runner 2049" er ganske enkelt overlegent filmet, spillet og efterbearbejdet. Hvor den første film fra 1982 med årene er blevet kult, fordi der hverken før eller siden er blevet skabt et så noir-dystopisk univers på film, så vipper efterfølgeren faktisk her 35 år senere sin forgænger af tronen i flere henseender. Det er modigt at ville være den instruktør, der skal føre "Blade Runner"-universet videre, og umiddelbart er der da også kun én, som kan gøre det. Derfor er det også heldigt, at det netop er canadiske Denis Villeneuve, som har sat sig i instruktørstolen til "Blade Runner 2049". Med "Prisoners" (2013) formåede han at skabe en efterforskningsfilm, der var så stemningsmættet i al sin langsomhed, at man vred sig nervøst i biografsædet. Med "Sicario" (2015) beviste han så, at man sagtens kan omdanne et politidrama til en forvirrende og vild oplevelse, fordi filmens lyd og mørke billeder hev og sled i fortællingen. Og med mesterværket "Arrival" (2016) satte Denis Villeneuve så to fede filmstreger under, at han kan lave film, hvor en historie lægges helt nøgternt frem, selvom handlingen foregår et sted imellem fortid, nutid og fremtid. Det er alle disse ingredienser, instruktøren nu samler i "Blade Runner 2049".

Noir og økokrise

Det mesterlige i "Blade Runner 2049" er, at filmen ligner sin forgænger, men alligevel er helt sin egen. Historien er en efterforskning, som foregår 30 år efter den første "Blade Runner"-film, og vi er altså i år 2049, hvor replikant-politiassistent K (Ryan Gosling) bliver sendt på en dræbermission, som skal opklare en hemmelighed, der potentielt kan bringe både mennesker og replikanter ud i et altødelæggende kaos.- Jeg har aldrig før dræbt nogen, der er blevet født, konstaterer K undervejs med henvisning til, at det kun er replikanter (menneskekopier som ham selv), han normalt går efter: - At blive født er at have en sjæl, vil jeg tro. Ordene skitserer ganske præcist grundstemningen i "Blade Runner 2049", der holder sig strengt til forlæggets univers, men alligevel udfordrer det med moderne billeder, et forvrænget godt lydarbejde og ikke mindst en diskussion af, hvad det er for en fremtid, vi alle sammen kigger ind i. Det er lige netop derfor, at man er med fra første sekund, hvor Ryan Gosling opsøger en mand, der dyrker orme for at skabe protein på en jordklode, der for længst er forbi den første økokrise. Billederne er noir-dystre, mens regnen pisker ned, og Gosling er forrygende følelsesløs som hovedpersonen K, der hverken er menneske eller robot. At "Blade Runner 2049" så går en smule på kompromis med sin selvstændighed hen imod slutningen - hvor K opsøger Rick Deckard (Harrison Ford) fra den første film - samtidig med, at filmens skurk (Jared Leto) aldrig rigtig finder et ondt udtryk, piller ikke ved, at Denis Villeneuve har lavet endnu en forrygende biografoplevelse. 

 

"Blade Runner 2049"

Science fiction, amerikansk/canadisk/britisk, 163 minutter, tilladt over 15 år.