Oplandets ildsjæle fortjener en klapsalve


Oplandets ildsjæle fortjener en klapsalve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidl. chefredaktør Jørgen Krebs
Lars Rasborg
Debat Kronik. 

Vi er sidst i Randers Ugen, der egentlig blev skabt som en fest, hvor land og by mødtes under uformelle former. Deltagerne i Randers Ugen tog del i begivenheder, som lå langt fra hverdagens mange travle gøremål.

Deltagerne i Randers Ugen får mig til at spekulere over, at Randers Kommune ganske som så mange andre har sine egne udkantsområder, og hvordan står det egentlig til med livet netop dér. Er der tilfredshed at spore, eller har borgerne ganske enkelt opgivet at forbedre forholdene for sig selv gennem den naturlige dialog, der bør finde sted med byens politikere.

Politikerne må forstå, at de ikke blot skal varetage opgaver for de borgere, der har valgt at bo i byen. Politikerne skal favne hele kommunen med de udfordringer, der bestemt er til stede i den kommunale udkant.

Kommunalpolitikerne over det ganske land har de seneste måneder været dybt optaget af at få del i de statslige arbejdspladser, som regeringen har valgt at flytte fra hovedstadsområdet. Den sag er rent praktisk ved at blive ført ud i livet. Tilfredshedsgraden hos politikerne er vidt forskellig naturligvis afhængig af, hvad den enkelte kommune har raget til sig.

Nu kan det være ganske svært at definere, hvad der i Randers Kommune er at betragte som udkant. Folk har selvfølgelig selv valgt at bo derude, men der er lang vej til myndighederne. Der er måske kun hel eller delvis offentlig transport til en udkantsenhed. Skolen og Brugsen er forlængst forsvundet.

Jeg er ikke så meget i tvivl om, at hvis ellers politikerne vil det, kan der gøres en hel del for disse områder. Eksempelvis er det uhyre vigtigt, at teletaxaordningen er så fleksibel som overhovedet muligt, når det ikke længere er muligt at lade sig transportere med bussen. Viljen til at lytte til netop de, der bor i udkanten, bør ved enhver lejlighed være til stede, og det ville ikke genere mig det fjerneste, hvis lidt flere skattekroner nåede derud, hvor kragerne nærmest vender.

Så har vi de satellitbyer omkring Randers, der har udviklet sig ganske voldsomt befolkningsmæssigt og fuldstændig har ændret karakter, i væsentlig grad fordi børnefamilierne har valgt at flytte ud. Det gælder Assentoft, Spentrup og Stevnstrup. Andre byer, eksempelvis Langå, lever nærmest sit eget liv.

Jeg har i år på nærmeste hold fulgt begivenhederne i Stevnstrup. I en hel uge havde byen nærmest sin egen festuge, hvor hundredevis af børn og voksne var sammen, dyrkede sport og navnlig fællesskabet.

Jeg kunne konstatere, at området to byrådsmedlemmer gav sig tid til at overvære flere af disse begivenheder, som skaber sammenhold. Masser af praktiske ting klares uden kommunal assistance.

Sådan har det givetvis også være i andre af de kommunale satellitbyer. Jeg synes, de mange frivillige, som er helt uundværlige til disse begivenheder, ganske som byens bedste sportsfolk, fortjener en opmuntring.

Derfor er det fint, at byrådets landdistriktsudvalg i de senere år på den årlige landdistriktskonference bogstaveligt talt har sat pris på den frivillige indsats i landsbyerne ved at udpege årets ildsjæl og årets intiativ, en hæder, der er rettet mod de mange gode kræfter, der frivilligt kæmper for, at det skal været rart og tiltrækkende at bo i oplandet til Kronjyllands hovedstad.

Oplandets ildsjæle fortjener en klapsalve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce