Det er lidt som Krummerne

Der er altid noget at se til. Bendi har lopper i bukserne, og Bibi har et godt temperament. De to plejebørn har Trine og Rasmus haft ansvaret for siden få timer efter deres fødsler. Tais (tv) er kommet meget ved familien og kigger lige forbi til aftensmad denne dag. Foto: Mette Mørk

Det er lidt som Krummerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er mor, far, tre biologiske børn, tre plejebørn, 10 får, to heste, seks udekatte og seks høns - men alle har mere end god plads på syv tønder land omkring den tidligere højskole på Vestfyn.

Trine og Rasmus Frederiksen har ikke tre biologiske børn og tre plejebørn. De har seks børn. Og en tidligere aflastningsdreng der kommer efter behov.

Det læreruddannede par kom egentlig lidt tilfældigt ind i det, da Rasmus via sit arbejde med specialbørn en dag kom hjem og fortalte om den her dreng, som manglede en aflastningsfamilie. Siden kom endnu en dreng til, men i de seneste otte år har parret fungeret som fuldtids plejefamilie i ekstra selskab med fireårige Bibi, Bendi på ni år samt Frederik på et år, og der er mange ting, som understreger, at det er en hel familie - blandt andet at Bibi og Bendi konsekvent kalder Trine og Rasmus for mor og far. Samt at alle børn fremstår trygge og glade.

- Vores familieform virker måske lidt flippet, og det er nok en meget rammende beskrivelse, når folk siger, at vores familieliv er lidt som Krummerne, siger en grinende Trine Frederiksen, mens hun sidder med en kop kaffe i sofaen med Bibi ved siden af sig, og Bendi render rundt med frække spilopper i øjnene.

Vores biologiske børn har blandt andet lært, at der som regel er en årsag til, at mennesker reagerer/handler, som de gør.
Trine Frederiksen
Familien på højskolen
Trine, 47 årRasmus, 45 år

Mie, 25 år

Mathias, 21 år

Mathilde, 17 år

Bendi, 9 år

Bibi, 4 år

Frederik, 1 år
Køkkenet er kommandocentralen. Det er her, familien mødes, der bliver snakket, lavet lektier, kalender og telefon er ofte i brug og så laves der mad. Der er næsten altid flere til aftensmad end først antaget. De store børn har tit venner med hjemme - ellers kigger andre venner af huset forbi. Foto: Mette Mørk
Køkkenet er kommandocentralen. Det er her, familien mødes, der bliver snakket, lavet lektier, kalender og telefon er ofte i brug og så laves der mad. Der er næsten altid flere til aftensmad end først antaget. De store børn har tit venner med hjemme - ellers kigger andre venner af huset forbi. Foto: Mette Mørk

Masser af plads

Omgivelserne er unikke i foredragssalen på den tidligere Andebølle Ungdomshøjskole, eller Den Røde Ælling, som den hedder på vestfynsk, og ikke mindst for børnene er der højt til loftet i bogstaveliste forstand. Da familien overtog den tidligere højskole, var det også goddag til 3200 kvadratmeter bygninger samt syv tønder kuperet land. Og en sø.

- For os handlede det i sin tid om at finde et arbejdsliv, som gjorde det muligt at være mere hjemme, fortæller 47-årige Trine Frederiksen, der siger, at tiden som aflastningsfamilie gjorde det lettere at finde den model, der passede dem bedst som fast plejefamilie.

- Vi fandt ud af, at vi skulle have spædbørn, fordi det mindsker risikoen for jalousi fra ens biologiske børn. På den måde blev der mere tale om et søskendeforhold.

For familien handler måden at leve på også om nærhed i tilværelsen - at gøre og være i det, som mange på dødslejet fortryder, de ikke dyrkede noget mere.

- Vi kan elske alle børn, også andres børn, og sådan har vi egentlig altid haft det. Vi kan simpelthen ikke lade være, slår Trine Frederiksen fast.

Bendi er ni år, og hans biologiske far, Thomas (th), kigger ofte forbi. Han har næsten altid kage med, så til daglig hedder han Far-Kage. Det er Rasmus (tv), Bendi kalder far. Foto: Mette Mørk
Bendi er ni år, og hans biologiske far, Thomas (th), kigger ofte forbi. Han har næsten altid kage med, så til daglig hedder han Far-Kage. Det er Rasmus (tv), Bendi kalder far. Foto: Mette Mørk

Kendte besøgelsestiden

Det er dog ikke en tilværelse uden omkostninger og udfordringer, og det handler ikke alene om, at jobbet er uden pension, feriepenge og den slags fine sager.

Menneskelige følelser er i den grad i spil, hvilket blandt andet gælder i forhold til biologiske børn, den øvrige familie og venner.

- Vi har kun venner, der elsker børn og arbejder med mennesker, og hvad angår vores familier, har de givetvis følt sig lidt pressede, når vi ankom med et halvt børnehjem, siger Trine Frederiksen og tilføjer, at det, sådan overordnet set, er forløbet uden uoverstigelige udfordringer.

Sådan ser 21-årige Mathias også på det. Han er den mellemste af parrets tre biologiske børn, men han husker, at han i sine helt unge år mærkede konsekvenserne af, at der nu var flere bejlere til mor og fars opmærksomhed.

- Der blev jo mindre tid til os andre, det siger sig selv, og jeg kan godt huske fornemmelsen af, at jeg ikke fik den opmærksomhed, jeg mente, jeg havde krav på. Omvendt lærte man hurtigt at kende sin besøgelsestid - hvornår man skulle holde sig til, siger Mathias Frederiksen grinende.

Som voksen anskuer han sin opvækst med lutter positive briller - ikke mindst er han glad for sin rummelighed over for andre mennesker, og lige nu arbejder han som pædagogmedhjælper, hvor der skal meget til at ryste ham, når børnene kommer til ham med deres "problemer".

- Jeg har aldrig set mine forældre som plejeforældre. For mig er de, og har altid været, mine forældre, og på samme måde er det med Bendi, Bibi og Frederik. De er mine søskende, som Mie og Mathilde er det, slår Mathias Frederiksen fast.

I dag bliver han kun mindet om familiekonstruktionen, når plejebørnenes familier kommer i huset til samvær med børnene, og selv om han elsker sit nuværende arbejde med børn og unge, har han søgt ind på økonomistudiet til sommer.

- Jeg vil tro, at Mathilde (lillesøster) som den yngste er den, der har mærket det mest. At der pludselig var flere om mor og fars opmærksomhed, for det var der jo.

Bibi, Bendi, Mathilde, Mathias og Mie. Og efter vi besøgte familien Frederiksen, er Frederik også flyttet ind. Foto: Mette Mørk
Bibi, Bendi, Mathilde, Mathias og Mie. Og efter vi besøgte familien Frederiksen, er Frederik også flyttet ind. Foto: Mette Mørk

Slidsomt men sjovt

Det var bestemt ikke for pengenes skyld, at Trine og Rasmus i sin tid valgte en tilværelse som plejefamilie, og som de siger, har de haft små børn hele livet indtil nu, hvilket er benhårdt både mentalt og fysisk.

Et langt liv med dårlig nattesøvn som trofast følgesvend, kan man sige, og familien har da også indrettet to soveværelser med væg-til-væg senge, da både Bibi, Bendi og Frederik har behov for ekstra tryghed.

- Det er slidsomt døgnet rundt, men det er frit på en anden måde end at skulle møde ind et sted hver dag og præstere, understreger Trine Frederiksen, mens hun blidt kører sin hånd igennem Bibis hvide krøller.

På den anden side af bordet kravler Bendi rundt på Rasmus, og alle børn kom ind i familien Frederiksen forholdsvis hurtigt efter fødslen. Fordommen om plejefamilier som drikker kaffe hele dagen, passer dårligt på dagligdagen på Vestfyn, hvor almindelig koordinering, samværet med de biologiske forældre, kontakt til offentlige instanser og meget andet giver en kalender, der er spændt for.

- Vi har i hele forløbet været meget opmærksomme på vores biologiske børn, og er det stadig, men de har sikkert lidt afsavn undervejs og været trætte af det. Overordnet set er det dog min fornemmelse, at det har været givende for os alle, og vores biologiske børn har ikke mindst lært noget om empati undervejs - at det er værdifuldt med rummelighed og forskellighed mellem mennesker. Det er en af sidegevinsterne ved at leve, som vi gør. Et liv hvor det handler om det nære, at gøre en forskel samt ikke mindst være glad for det man laver.

Rasmus og Trines hjem har altid været rummeligt, og tiden med og som aflastnings- og plejefamilie er blevet deres arbejde og i høj grad en livsstil. For dem er det et liv, hvor det handler om det nære, at gøre en forskel samt ikke mindst være glad for det, man laver. Foto: Mette Mørk
Rasmus og Trines hjem har altid været rummeligt, og tiden med og som aflastnings- og plejefamilie er blevet deres arbejde og i høj grad en livsstil. For dem er det et liv, hvor det handler om det nære, at gøre en forskel samt ikke mindst være glad for det, man laver. Foto: Mette Mørk

Nyder små frirum

For det er Trine og Rasmus. De arbejder hjemmefra sammen, præcis som de ønsker, og de har begge blikket stift rettet mod det lange seje træk.

Der er dog også løbende succesoplevelser - for eksempel når plejebørnene får ros fra institutionerne, eller når der er det der specielle glimt i øjnene på børnene.

Det er det hele værd ifølge Trine Frederiksen, der for længst har vænnet sig til en hverdag, der veksler mellem bleskift og lektiehjælp på gymnasieniveau.

Projekt plejefamilie kræver mange ting, men én af de vigtigste er et stærkt parforhold. Et parforhold der også skal plejes som børnene skal.

- Vi nyder de små frirum, vi får, når vores store børn tager over i nogle timer eller en weekend, fortæller Trine Frederiksen og tilføjer, at de store børn bliver aflønnet af mor og far, som får et symbolsk, kommunalt beløb til dén udgift.

- Vi bruger mange penge på børnene, men vi gør det ikke op i penge. For os er de bare vores børn, dog med særlige udfordringer, for plejebørn har som regel noget med i bagagen. Også når de kommer lige fra fødsel.

Derfor er det ofte nødvendigt at forklare omverdenen, hvorfor børnene reagerer anderledes i visse situationer, selv om Trine og Rasmus har haft dem siden fødsel.

- En af vores opgaver er at give børnene en hverdag med forudsigelighed samt forståelse, men for os giver det også god mening for alle, at der er en rød tråd i børnenes liv i forhold til deres biologiske ophav. Så man kan godt sige, at vi også har forældrene lidt i pleje, siger Trine Frederiksen med et smil.

Det hele begyndte egentlig med, at hun blev sygemeldt med stress fra lærerjobbet. På det tidspunkt var de allerede aflastningsfamilie, og mens Trine gik hjemme, nævnte de for kommunen, at de var interesserede i at få et barn i fuldtidspleje.

Kort efter ringede kommunen med en forespørgsel angående Bendi.

- Jeg har et crush på babyer, så det var ikke svært at sige ja, erkender Trine Frederiksen.

Og så var fortællingen om Krummerne på Vestfyn i gang.

Mathilde er lige kommet hjem fra gymnasiet og hjælper gerne Bendi med lektierne. Efter erfaring med en tid som aflastningsfamilie fandt Trine og Rasmus ud af, at når de skulle være plejefamilie, skulle de have spædbørn, fordi det mindsker risikoen for jalousi fra ens biologiske børn. På den måde var der mere tale om et søskendeforhold, forklarer Trine. De fik Bendi, da Mathilde var otte år. Foto: Mette Mørk
Mathilde er lige kommet hjem fra gymnasiet og hjælper gerne Bendi med lektierne. Efter erfaring med en tid som aflastningsfamilie fandt Trine og Rasmus ud af, at når de skulle være plejefamilie, skulle de have spædbørn, fordi det mindsker risikoen for jalousi fra ens biologiske børn. På den måde var der mere tale om et søskendeforhold, forklarer Trine. De fik Bendi, da Mathilde var otte år. Foto: Mette Mørk

Der er masser af plads og på flere måder højt til loftet i den nedlagte højskole, hvor familien Rasmussen bor. Trine og Rasmus har ikke selv navngivet børnene. Bibis forældre er begge døve, derfor skulle hendes navn være nemt på tegnsprog. Foto: Mette Mørk
Der er masser af plads og på flere måder højt til loftet i den nedlagte højskole, hvor familien Rasmussen bor. Trine og Rasmus har ikke selv navngivet børnene. Bibis forældre er begge døve, derfor skulle hendes navn være nemt på tegnsprog. Foto: Mette Mørk
Bibi på fire år vil selv støvsuge, efter at hun har tabt en tallerken. Trine hjælper med støvsugeren, for den vil ikke rigtig, som Bibi vil. Foto: Mette Mørk
Bibi på fire år vil selv støvsuge, efter at hun har tabt en tallerken. Trine hjælper med støvsugeren, for den vil ikke rigtig, som Bibi vil. Foto: Mette Mørk
I dag er 600 kvadratmeter af den tidligere Andebølle Ungdomshøjskole efter hårdt slid indrettet som bolig, en stald på 900 kvadratmeter bruges til leg og fester, og det højloftede køkken/alrum med de store vinduer er boligens smukke hjerte og et perfekt alternativ til den tidligere funktion som foredragssal for op til 100 højskoleelever. Foto: Mette Mørk
I dag er 600 kvadratmeter af den tidligere Andebølle Ungdomshøjskole efter hårdt slid indrettet som bolig, en stald på 900 kvadratmeter bruges til leg og fester, og det højloftede køkken/alrum med de store vinduer er boligens smukke hjerte og et perfekt alternativ til den tidligere funktion som foredragssal for op til 100 højskoleelever. Foto: Mette Mørk
Rasmus er som regel den, der henter børnene. Bibi og Bendi går i børnehave og skole ca. 14 km væk fra deres hjem. De trives rigtig godt på denne friskole/børnehave, fortæller Rasmus, så
Rasmus er som regel den, der henter børnene. Bibi og Bendi går i børnehave og skole ca. 14 km væk fra deres hjem. De trives rigtig godt på denne friskole/børnehave, fortæller Rasmus, så "vi kører gerne turen to gange om dagen". Mathilde tager turen til gymnasiet i Middelfart, så hende kører de også til bussen eller toget. Det er ikke hende, der har valgt, at familien nu bor ude i Andebølle. Foto: Mette Mørk

        Rasmus henter Bendi og Bibi fra skole og børnehave. Når de får fri, starter anden del af hans arbejdsdag. Foto: Mette Mørk
Rasmus henter Bendi og Bibi fra skole og børnehave. Når de får fri, starter anden del af hans arbejdsdag. Foto: Mette Mørk

Det er lidt som Krummerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce