"Du skal jo arve Danmark"

Kronprins Frederik i ungdommens vilde år. Privatfoto fra bogen

"Du skal jo arve Danmark"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som otte-årig knægt gik det op for kronprins Frederik, at han ikke selv kunne bestemme sin skæbne. Ny bog tegner et overbevisende portræt af en mand, der lærte sig selv at glide med i stedet for at arbejde imod. Det er naturens, musikkens og kroppens skyld.

Biografi: Underbelyst kan man ikke ligefrem kalde Kronprins Frederiks liv. Altid i fokus, fra han blev født i 1968 og til nu, og det holder aldrig op. En dag skal han være konge, og aldrig tidligere har en dansk kronprins haft den rolle længere end ham. Hans liv har i princippet været ventetid. Ventetid på at blive og være konge, og Jens Andersens biografi "Under bjælken" tager os igennem det hele.

Fra sin egen fødsel ved kejsersnit til far til fire. Fra dreng og barn, usikker teenager, vild ung student, kvindebedårer, seriøs studerende, frømand, sportsmand, hundeslædefører, erobrer af den australske kærlighed. Til far, sportspolitiker og - ja - konge. Og måske frem for alt menneske.

Bogen er fornem, loyal, kærlig og ærlig. Den får gennem samtaler med kronprinsen selv, hans familie og venner tegnet et dybere portræt, end vi før har set. Et rundere portræt og et langt mere afrundet portræt. Det hele i en tone af respekt og interesse.

Som fortæller kunne kronprinsen næppe have fået en bedre mand end Jens Andersen, den erfarne biografi-skribent, litterat og journalist, som dog også selv forstår noget af det, der ligger dybest i kronprinsen, nemlig kærligheden til og trangen til at dyrke sport, gerne med klare mål. Og så skriver han formidabelt.

Det er således tydeligt, at Jens Andersen gennem sit godt og vel halvandet år lange arbejde med bogen har formået at få skabt en tryg relation, hvor kronprinsens friere og livligere end tidligere lukker op for posen til sig ekstraordinære liv. Et liv som tydeligvis er blevet bedre og bedre for den kommende regent.

Størst af alt er kærligheden som bekendt, og det er også i den, at bogen lever. Selvfølgelig den eventyrlige kærlighedshistorie om mødet med australske Mary Donaldson, som skulle vise sig at efterkomme både kronprinsens egne drømme om en ægtefælle og samtidig de udtalte ønsker (ordrer?) fra inderkredsen om, at Danmarks kommende dronning altså ikke skulle rekrutteres fra hjemlige himmelstrøg med risiko for, at en eller anden onkel i Herning fortæller hemmeligheder fra familien, som det siges.

Men kærligheden til særlige dele af livet er også drivende i bogen. Til naturen, (rock)musikken, sporten, kroppen - det indre liv. Det er i de indre kampe med sig selv, at kronprins Frederik kan kæmpe og tale frit. I vandet som frømand, på isen som del af Sirius-patruljen i år 2000 og i det maraton-løb i København i sommeren i maj 1992, hvor han fik vist et ny side af sig selv, og også ifølge bogen fandt en ny side af sig selv.

Det var i de vilde år. Ungdommens år, hvor en skæbnesvanger 18 meter lang køretur en nytårsnat fik folkedybet til at tale om, hvorvidt Frederik nu også var værdig til sin skæbne. Så kom maratonløbet, og gennem det fik han svaret, at han skam nok kunne noget selv. Det var et svar efter en hård tid, og måske, sådan fremstår det i hvert fald i bogen, lige præcis der, hvor Frederik blev voksen.

Der var ellers rig lejlighed til at opføre sig voksent allerede i børneårene, hvor opvæksten var styret og kontrolleret. Med en mor - dronningen - der nok læste højt for sine sønner, men ellers regerede sit rige og så en far, der tro mod sin egen opvækst pressede mest mulig styret - klassisk - dannelse ind i sine sønner. Sprog, ridning, lektier - og ikke alverden af spas. Sådan var det, og kronprinsen fortæller om det, ikke bittert eller fortrydeligt, det var sådan det var. Forældre så man til frokoster, resten af tiden gik med barnepige og en pseudotvilling af en god ven og lillebror.

Som otte-årig kom erkendelsen. Lillebror fik at vide, at han skulle overtage slottet Schackenborg, foræret til ham af det barnløse grevepar Karen og Hans Schack.

"Så reagerede jeg vistnok ved at sige: 'Hvad skal jeg så have?' Dengang syntes jeg jo, det var uretfærdigt, ikke? Og så måtte min mor trække mig til side og sige: 'Du skal jo arve Danmark,' eller noget i den retning. Det syntes jeg, lød mærkeligt."

Det lød mærkeligt, unaturligt og ikke ligefrem noget, som den unge kronprins så frem til med glæde. Men tiden løb hans vej, og maratonløbet, kandidatgraden i statskundskab - "På den måde er det fedt at vide, at man er den første kommende regent, som er akademisk uddannet, hele vejen igennem. Det kan Prins Charles ikke bryste sig af!" - frømandsuddannelsen og alt det andet har gjort drengen til en mand, der efterhånden har accepteret sin skæbne. Og måske mere til.

Der er tydeligvis tale om en jagt på mening. Mening med skæbnen og med livet som sådan, det liv som kronprinsen ærligt fortæller, først kom til ham sent:

"Mit liv startede, da jeg blev 18. Sådan har jeg altid følt det."

Meningen fandt han også i at opsøge andet end det oplagte. Når han gik i byen var det kun sjældent de oplagte steder. Hellere end at blive feteret og spillet op til, søgte han som voksen de mennesker, han i hvert fald følte var ligeglade med, hvem han var.

"Det var den type mennesker, som altid vil være de sidste til at komme hen til dig. Dem blev jeg draget af, dem kunne jeg hurtigt mærke, jeg skulle hen til og have i tale. Det var de mennesker, jeg langt hen ad vejen fik mest ud af, til min egen dannelse og viden om, hvor jeg stod i mit solsystem. Det handlede i vid udstrækning om at få bekræftet, at man ikke bare var en vildfaren satellit, der ikke anede, hvilken planet man skulle finde kredsløb omkring. Derfor søgte jeg lidt rundt og nærmede mig nogle af disse planeter og sole. Og det var som regel dem, der var længst væk fra mig, jeg endte hos."

En vildfaren satellit. Måske, men så kom genfødslen som frømand - eller som kronprinsen fortæller, at en spirituel kvinde har sagt til ham, så skulle han som kejsersnitforløst barn finde et andet sted at kæmpe for at komme ud i verden. Det blev i det mørke vand ved Kongsøre. Og i den grønlandske natur. Naturen lærte Frederik at glide med, som tidligere hofchef Per Thornit fortæller:

"Hvis der er én ting, Frederik har lært mig, så er det, at man ikke skal kæmpe mod naturen, men glide med. Det har jeg tit tænkt på, når han igen var ude på de dér mærkelige ting. Jeg vidste, at han nok skulle klare den, netop fordi han ikke kæmper mod naturen, men glider med. Vi kan ikke vinde over den alligevel, siger han, vi er alt for små. Altså, når han var ude med det dér frømandskorps eller på hundeslæde i Nordgrønland, så gik han jo aldrig i panik over noget, men fortsatte bare med krum hals. Kæmpede ikke imod, men gled med."

Er det en kritisk bog? Næh, og det behøves heller ikke. Vi har alle en holdning til vores kommende konge. Vi kender også hans svagheder - ikke mindst det med talerne i store forsamlinger, hvor han også klart erkender at have det svært. Vi hører, at han ofte, meget ofte faktisk, har fundet 'samarbejdet' med offentligheden både besværligt og hårdt. At han var under hårdt psykisk pres, da kritikken af hans IOC-medlemskab var på sit højeste.

Desværre for ham er en stor del af skæbnen også det ceremonielle, talerne, opgaverne, samarbejdet med offentligheden og ikke mindst det, der for os andre næppe kan forstås, nemlig at man aldrig kan svare igen eller have en holdning til samfundet som sådan. Men af bogen fremgår det tydeligt, at den mand, der næste år fylder 50 år og som på et tidspunkt skal regere over vores kongerige, har både en dybde og en bredde i sig, som måske ikke tidligere trådt så tydeligt frem.

Begavet med privilegier, som han er, men også begrænset af selvsamme. Et ganske særligt menneske med en ganske særlig evne til at finde sin plads i en besynderlig skæbne, som han har jagtet meningen i og forsøgt at forstå.

Det virker som om, han gennem livets prøvelser - de tilfældige, de uafvendelige og ikke mindst de selvpålagte - har fundet nogle svar. Lidt ligesom i det symbolske sidste skridt, man skal nå for at blive udlært i frømandskorpset, hvor man efter de mange måneders prøvelser til allersidst skal grave sig selv ud og under den 300-400 kilo tunge bjælke, som man sammen bar rundt på først i optagelsesprocessen. Så er man frømand, når man er kommet under bjælken. Deraf bogens titel. Kronprins Frederik har helt selv gravet sig under bjælken. Som frømand, som menneske og som kommende konge.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med børnene prins Christian og prinsesse Isabella og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent. Foto: Franne Voigt
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med børnene prins Christian og prinsesse Isabella og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent. Foto: Franne Voigt
Foto: Franne Voigt.
Foto: Franne Voigt.

"Du skal jo arve Danmark"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce