Åbent brev til regionsrådet i Region Midtjylland


Åbent brev til regionsrådet i Region Midtjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

2017 var "trivsels-år" på Regionshospitalet i Randers. På de medicinske afdelinger var virkeligheden en ganske anden. Vi oplevede et massivt arbejdspres på grund af lange perioder med massiv overbelægning, uden der fulgte personale med til plejen af de mange, ofte meget syge, patienter. Det hedder sig, vi bare kan bestille vikarer, når vi skal gå op i antal patienter. Godt nok, men hvad hvis der ikke er vikarer at bestille? Den situation har vi stået i mange gange, patienterne kommer alligevel.

I de 46 år jeg har arbejdet i sygehusvæsenet har jeg aldrig oplevet noget lignende. I dag må jeg advare de unge mennesker, der tænker på at tage uddannelse i sundhedssektoren. Tænk jer rigtig godt om. Hvis I ønsker et arbejde, der er meget varierende og spændende, er det OK. Der skal bare tages højde for den lave løn, de skiftende arbejdstider, at fridage ikke altid er fridage, at mere end 2 ugers samlet ferie i skolernes sommerferie ikke er muligt. De skal være klar til at modtage mange af de klager der egentlig skulle adresseres til politikerne.

Personalet halser afsted uden tid til mad og drikke til sig selv. Vi har ikke betalt frokostpause, sådan som mange går og tror. Vi har fra 0 til 29 minutter, hvis arbejdet og tiden tillader det. Kommer vi ned at sidde, er det ofte med mange afbrydelser, når patienterne kalder, eller telefonen ringer med forespørgsler fra

pårørende eller andre samarbejdsparter.

Risikoen for at ikke alle patienter får mad til alle måltider er stor, fordi der ikke er hænder til at hjælpe dem med at indtage det. Det er dybt frustrerende altid at være bagud. Vi står nærmest på hovedet for at planlægge os ud af så mange problemer som overhovedet muligt. Det er mennesker, vi har med at gøre, og ikke alt går altid efter planen. Der kommer ofte uforudsete problematikker, som vi så skal navigere efter.

At skabe ro om konfuse og/eller delirøse patienter er næsten umuligt i et overbelagt afsnit med undertalligt personale. Vi forsøger at alliere os med pårørende, men det er ikke altid muligt for de pårørende at være i situationen.

Igen kommer vi ofte i klemme, fordi der ikke er hjælp at hente noget sted. Der er stor risiko for, at sådanne patienter kommer til skade. De generer andre patienter, som nogen gange er bange for dem, fordi de i deres konfusion bliver aggressive, når vi vil korrigere dem og gerne vil have dem tilbage til deres egen stue. Det er især i aften- og nattevagterne, det kniber. Der er 4 personaler i aftenvagten og 2 til nattevagten til 26 patienter. Ved overbelægning op til 30 øges aftenvagten til 5, sommetider 6 personaler afhængig af plejetyngden, nattevagten til 3. Dette når det er muligt at skaffe vikarer.

Patienter, der er konfuse/delirøse og har dårlig støttefunktion, får en klokkesnor i skjorten, når der ikke kan skaffes personale til at skærme vedkommende. Det får de, for at vi kan opdage, hvis de er på vej ud af sengen. Vi må så afbryde det, vi er i gang med ved en anden patient, f.eks. bleskift eller hjælp til toiletbesøg, for at ile til den konfuse patient. Jeg har oplevet at patienten var nærværende nok til at tage snoren af skjorten og stige ud på gulvet for så at falde. Patienten sad i egne efterladenskaber på gulvet, til vi var 2, der kunne hjælpes ad med at få vedkommende i seng. Det er desværre ikke et enestående eksempel.

Frustrerende er det, at der ikke er tid til at lave alle de UTH (utilsigtede hændelser) rapporter, som burde være lavet ved sådanne hændelser. Det er ikke muligt at finde tiden til det. At udfylde en UTH tager tid, tid vi ikke har.

Vi må ikke have overarbejde, uden det er aftalt nærmere med ledelsen. Ledelsen viser sin mistillid til sit personale, så det næsten er til at føle på.

I plejen er overarbejde ikke noget der planlægges, det opstår når der er for mange opgaver til for få. Vi er mange der møder på arbejde vel vidende, at vi er bagud længe før, vi når ind ad døren.

Det helt urimelige pres har medført sygemeldinger på grund af stress. Nogle bryder sammen og græder, fordi de ikke kan opfylde alle de opgaver, der vælter ned over dem. Den pleje og service, der kan ydes patienterne, er langt fra den kvalitet vi ved, vi kan levere, når mængden af personale svarer til mængden af plejeopgaver.

Når det er sagt, får vi ofte at vide, der skal spares. Vi skal selv dække ind ved sygdom, ensbetydende med at der ringes rundt til kolleger, der står til fridag, og bede dem træde til. Vi er fredløst vildt i sygehusvæsenet. Husker for år tilbage en noget lignende situation. Dengang var det mest almindeligt, at folk havde fastnet telefon. Rigtig mange anskaffede sig en telefonsvarer for at undgå at blive pålagt at møde på arbejde.

Forskellen fra dengang og til nu er bare, at dengang havde vi en synlig afdelingsledelse, der gav os opbakning. Den nuværende afdelingsledelse hører vi mest fra, når der er nye regelsæt for overarbejde og brug af afløsere. Der skal spares. I ny og næ sendes en tør sandkage til afsnittene for at vise ledelsens påskønnelse af vores indsats.

Jeg havde for nylig en samtale med oversygeplejersken for medicinsk afdeling. Her fik jeg det indtryk fra hende, at det primært er fra mit afsnit, de får beklagelser. Hun fortalte at man på de andre afsnit havde planlagt med en anden plejeform og ikke rundepleje, som vi var faldet tilbage til på grund af personalemangel.

Efterfølgende erfarer jeg, at hun har udvist en noget lemfældig omgang med sandheden. Det fremgår tydeligt af et brev, som sygeplejerskernes tillidsmand har sendt til afsnittene. Der er klager over det meget belastende arbejdsmiljø fra samtlige afsnit. Hun har konfronteret afdelingsledelsen flere gang og bedt dem bringe det videre til sygehusledelsen. Afdelingsledelsen siger, det er givet videre op i systemet. Kan man nu stole på det???

Hvordan får vi genopbygget tilliden til hinanden?. Sygehusledelse og afdelingsledelse må holde op med kun at agere som stråmænd for politikerne. De må udvise tillid til personalet, at de problemer vi kommer med er virkelige. Støtte os, når sygehuset bliver presset til at tage mod langt flere patienter, end vi rent faktisk har kapacitet til. Vi kan ikke forsvare bare at lukke ind uden skelen til, om der er personale til opgaven. Det er groft uansvarligt.

Nu må Regionsrådet se virkeligheden i øjnene. Vi føler os kørt over på grund af de helt urimelige arbejdsvilkår vi bliver budt.

Venlig hilsen

Dorthe V. Hougaard

sygeplejerske i Medicinsk afdeling

Regionshospitalet i Randers

Åbent brev til regionsrådet i Region Midtjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce