Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ungdommen skal uddannes som jægersoldater


Ungdommen skal uddannes som jægersoldater

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Danske voksne er curling-forældre, og de gør deres børn en bjørnetjeneste ved at lade dem blive hjemme, hvis de ikke har det godt med at skulle fremlægge i skolen. Det er det senmoderne samfunds slaphed, hvor vi i misforstået godhed nu står med historiens mest skrøbelige unge mennesker i hænderne. Sådan har mange udlagt den seneste sag om ungdommen, der har det vanskeligt med at fremlægge for sin egen klasse i skolen anno 2018.

Som relativ velbevandret i menneskets mentale beskaffenhed, herunder ungdomssindet, i mit arbejde som mentor og underviser vil jeg i denne sag gerne trække nogle centrale pointer frem. For det første mener jeg, at det er en forældet tankegang, at den enkelte elev altid skal udsættes for at fremlægge foran en hel klasse. Man har igennem hele skolens historie mast unge igennem fremlæggelseshakkeren foran resten af klassekammeraterne. Mit spørgsmål er: Har det affødt, at de som voksne er blevet mere rolige ved at holde eksempelvis tale til familiefesten. Det er ikke mit indtryk, når jeg kommer rundt. Snarere tværtimod er mange blevet mere nervøse som voksne for at skulle rejse sig i en forsamling. Kan man i grunden hævde, at for nogle har skoletidens mange og ligegyldige fremlæggelser ved tavlen gjort mere skade end gavn? Har man her begået en bjørnetjeneste ved at tro, at desto flere fremlæggelser desto mere mod og i sidste ende den gyldne dannelse hos eleven? Nu har nogle kloge folk på skoleområdet som sagt travlt med at betjene sig af ordet bjørnetjeneste om forældrenes opdragelse af deres børn. Kan man ikke påstå, at vi undervisere i mange år selv har begået den bjørnetjeneste?

Jeg betjener mig stort set aldrig selv af den enkelte elevs fremlæggelser foran resten af klassen ved tavlen. På mit gymnasium har vi heldigvis den store fordel med forskellige fællesrum, hvor jeg kan tilrettelægge andre former for fremlæggelser. I disse andre læringsrum overhører jeg den enkelte elev eller grupperne individuelt - ja, overhører er et fantastisk ord, ikke(!). Jeg oplever, at for langt de fleste elever er det langt mere trygt. Jamen er afkastet så det samme, vil mange så spørge? Jeg konstaterer simpelthen, at læringen øges, ligesom de med denne individuelle coaching rustes bedre til eksamenen. Jeg undgår samtidig en masse spildtid for de elever, der hurtigt keder sig ved at høre de andre, så kan de derimod arbejde, mens andre fremlægger for mig. Jeg er naturligvis bevidst om, at elever lærer ved at høre deres klassekammeraters oplæg, men det kan tilrettelægges på så mange andre mere givtige måder.

Når elever skal lære af hinanden, foretrækker jeg, at det skal foregå i dialogen på klassen. Man behøver ikke trække en elev op til tavlen. Det hører ligedan med til billedet, at de unge lever i en anden kultur, end vi gjorde. Når så kloge voksne udtaler sig om gymnasiet (for de har jo selv gået der), taler de om gymnasiet som et sted at skulle lære. Faktum er, at det i lige så høj grad er et sted at være. Man spejler sig i hinanden og prøver at blive accepteret. Derfor når jeg observerer en gymnasieklasse, der skal overvære en klassekammerat eller gruppe ved tavlen, skal man som underviser være mere eller mindre blind, hvis man ikke kan se, at det ofte kommer til at være en coolness øvelse. Mange unge er mentalt bygget til denne opgave, men der bliver simpelthen flere og flere, for hvem denne tavlefremlæggelse river sindet fra hinanden. Hvorfor dog gøre det, når der er så mange andre og bedre muligheder.

Man må desuden holde sig for øje, at til selve eksamenen skal de altså ikke fremlægge for en hel klasse, men indgå i en dialog på tomandshånd med censor og jeg. Det er simpelthen en helt anden situation. Mit råd er således, at vi som undervisere ikke hovedløst kaster den enkelte elev ud i fremlæggelser ved tavlen, men nøje overvejer den elevgruppe, vi har, og i forlængelse heraf tilrettelægger, hvordan man bedst robustgør den enkelte elev op frem for at rage ned ved første tavlefremlæggelse.