Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

"Vælg med omhu - det gælder byens fremtid"


"Vælg med omhu - det gælder byens fremtid"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Med byen til vandet står Randers over for en stor beslutning, der rækker meget langt ind i fremtiden. En beslutning, der kan have store positive som negative konsekvenser for vores by og natur. Byrådet skal snart tage stilling til, hvilken model man vil arbejde videre med, og som det ser ud nu,er der tre muligheder. To af mulighederne har en "engbro" med i planerne, ligesom to af planerne har en "klimabro". Desværre er det kun den ene af broerne, der har en positiv konsekvens for både by og natur.

Randers by har en helt unik beliggenhed ved udmundingen af Gudenåen. Her møder det ferske vand det salte vand fra fjorden. Det betyder, at man ved Vorup Enge har en helt unik natur, der ikke findes andre steder i Danmark. Havde man ladet motorvejen gå nogle hundrede meter mere mod vest, havde man haft endnu mere unik natur. Naturen blev i stedet skåret midtover. Med en engbro over Vorup Enge, helt inde ved byen, vil man skære den sidste del af vores unikke natur over med ét. Vælger man fra politisk side denne løsning, der i øvrigt er en af de dyreste, så har man altså ikke lært af fortidens fejl. Det vil kort fortalt være en katastrofe for naturen, Randers og Danmark.

På den anden side kan man bibeholde trafikken over Randersbro som en fast del af den trafikale løsning mange år endnu. Denne løsning er sammen med en ny klimabro ved pierens østlige spids klart at foretrække. Ikke blot undgår man at ødelægge naturen ved Vorup Enge, man løser også et trafikalt problem, der kræver handling. Med en klimasikring indbygget i broen bliver det muligt at lave en attraktiv trafikal løsning, samtidig med at man klimasikrer byen. Af flere årsager kan Liberal Alliance bakke op om netop denne model.  Først og fremmest fordi man skåner naturen ved Vorup Enge, men primært fordi man får en løsning på de trafikale udfordringer, Randers står overfor.

Men med projekt "Byen til vandet" er det vigtigt, at vi trækker en streg i sandet. Meget kan man lære af at kaste et blik på historien. Hvis man fra politisk side har en stålfast drøm om at fjerne erhvervslivet og fylde havnen med boliger, kan man med fordel kigge på en lang række danske havnebyer. I en række byer har man sat boliger over det eksisterende, med klager til følge. For det er nu engang industrien og erhvervslivet, der fylder mest på de danske havne. I flere byer har man med udbygningen af boliger på eksisterende havnearealer fået klager fra de nye beboere, fordi erhvervslivet larmer. Det har katalyseret udryddelsen af den sidste rest af erhvervsliv på havneområderne. Et andet eksempel kan findes i Randers by. Østervold var et af Michael Aastrups "fyrtårnsprojekter". En hed politisk drøm, der efter studieture til Sydeuropa i sin tid blev søsat som den nye store frelse, der kunne binde Randers sammen i et attraktivt byrum. Men selvom de politiske ambitioner var tårnhøje, så var udførelsen det bestemt ikke. Østervold står i dag som et monument over dårlig udførelse, dårligt byrum og som eksempel på, hvordan man bestemt ikke skal gøre.

Det er afgørende, at vi finder trafikale løsninger for Randers, derfor er de trafikale løsninger i "Byen til vandet" fornuftige. Men selve ideen om, at man over en årrække kan smide industrien ud og bygge nyt, skal opgives. Ikke fordi ideen ikke er god, men fordi udviklingen ikke skal være et "fyrtårnsprojekt", men i stedet ske i etaper over flere år. Kigger man igen på historien, kan man med fordel kigge på den nye bydel Aarhus Ø, der blev besluttet tilbage i nullerne, inden krisen ramte. Med en ny bydel ved vandet ville man skabe et helt nyt byrum i Aarhus, ingen havde set før. De politiske ambitioner om et blandet byrum med ungdomsboliger, almen boligbebyggelse og ejerlejligheder var måske gode, men manglede realitetssans. For da krisen ramte, var det kun de færreste, der turde kaste sig ud i byggeprojekter som dem, der skulle etableres i Aarhus Ø. Årsagen var blandt andet, at de vanvittige boligpriser, man dengang kunne sælge til, viste sig ikke at holde stik, da krisen rullede. Efter knap 10 år er bydelen ved at være med igen. Det sker, fordi lokale bygherrer igen ser en investeringsmulighed, og fordi de almene boligselskaber endelig har kastet sig ind i projektet.  

Århus må stå som et godt eksempel for, hvad Randers ikke skal blive.

Vi skal have en sund byudvikling, hvor vi udnytter vores unikke placering ved vandet. Men det er urealistisk, at vi over de næste 30 år vil gå fri af økonomiske kriser. Det er urealistisk at tro, man kan smide industrien væk fra havnen. Det er urealistisk at tro, man kan planlægge og bygge sig til succes. Til gengæld er det realistisk at lave de infrastrukturelle forudsætning for, at vores by og kommune kan blomstre. Det er realistisk at tage byudviklingen bid for bid med økonomisk ansvarlighed og plads til økonomiske kriser. For vandet er et fantastisk element at arbejde med, også i byplanlægning. Men selvom vand kommer ned fra himlen og op af jorden, så gør pengene det ikke. Byen til vandet må ikke ende som et "fyrtårnsprojekt", men det skal være et vigtigt element i den randrusianske byplanlægning. 

Nye tal: Så meget sparer Aarhus-studerende ved at bo i Randers