Annonce
Danmark

Åbenmundet politimand om Scandinavian Star: Disse mistanker knytter sig til færgebranden

Mindegudstjeneste i Frederikshavn efter branden på Scandinavian Star, der kostede 159 mennesker livet. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Thomas Vesth har i over 30 år været ansat i dansk politi, en del af tiden som efterforsker med økonomisk kriminalitet som speciale.

Med sin ballast som efterforsker har han som privatmand interesseret sig for branden på Scandinavian Star, der brød ud 7. april 1990 og tog 159 menneskeliv. Som sådan har han meldt sig ind i støtteforeningen for ofre og pårørende til ofre for branden.

I den forbindelse har avisen Danmark bedt ham ud fra sin faglige ekspertise om at vurdere de oplysninger, avisen er i besiddelse af og samtidig vurdere den efterforskning, der i sin tid foregik - eller ikke foregik.

Det har udløst kritik fra hans nuværende arbejdsgiver, Midt- og Vestsjællands Politi, som også har advaret avisen Danmark mod at samarbejde for meget med ham.

Justitsministeren har skriftligt tilkendegivet, at Thomas Vesth ikke har gjort noget forkert. Den Uafhængige Politiklagemyndighed og Anklagemyndigheden har givet udtryk for det modsatte. Nu har Thomas Vesth bedt om en vurdering fra Folketingets ombudsmand.

Avisen Danmarks spørgsmål til ham har primært knyttet sig til det mistankegrundlag, der peger på, at Scandinavian Star kan være sat i brand for uretmæssig at få udbetalt forsikringspenge.

Det drejer sig især om disse forhold, som efter Thomas Vesths vurdering, ikke er efterforsket ordenligt:

Annonce

1. Skattegevinst

Henrik Johansen scorede en kæmpe skattegevinst ved i søforhøret i 1990 at påtage sig ejerskabet af Scandinavian Star. I virkeligheden var skibet på amerikanske hænder. Arkivfoto: Leif K. Rasmussen/Ritzau Scanpix

Boligmatador Henrik Johansen påtog sig i søforhøret efter branden ejerskabet til skibet. Dermed sikrede han sig en skattegevinst for sit 250 millioner krones salg forinden af Vognmandsruten, der besejlede Storebælt. Senere viste det amerikanske selskab Sea Escape Cruises Ltd. sig imidlertid at være den retmæssige ejer.

Det blev hævdet, at Sea Escape havde solgt skibet til det danske selskab. Prisen var 21,7 millioner dollar, og kaskoforsikringen var på 24 millioner dollar. Få timer forinden havde Sea Escape købt skibet af Stena Line for 10 millioner dollar med tilsvarende lavere forsikringssum.

2. Ombyttede papirer

I søforhøret I Sø- og Handelsretten efter branden blev indleverede dokumenter erstattet af nogle andre med nye underskrifter og nye oplysninger.

Det betød senere, at personskadeforsikringer blev opgjort ud fra et dansk ejerskab og dermed efter danske forsikringssumsstandarder, væsentligt under de amerikanske.

I kaskoforsikringen derimod stod det amerikanske selskab imidlertid som ejer - og fik forsikringspengene udbetalt.

3. Midlertidig forsikring

Skibet sejlede kun med en midlertidig godkendelse af kaskoforsikringen, hvis retsgyldighed gjaldt til og med 7. april 1990, datoen for branden.

4. Forsikret trods advarsel

Forsikringsselskabet Skulds havarichef, Erik J. Stein, havde før sejladsen advaret mod at tegne passageransvarsforsikring. Skibet var usødygtigt, lød hans vurdering.

Det mente også de amerikanske søfartsmyndigheder få uger forinden. Alligevel blev det forsikret. Lloyds internationale skibscertifering havde godkendt skibet. Medarbejderen, Christopher Adams, der stod for denne certificering, blev efterfølgende direktør for det selskab, som overtog det brandhærgede skib.

Han solgte det hurtigt videre til St. Thomas Cruises. I spidsen for St. Thomas Cruises stod danskeren Niels-Erik Tamdrup Lund, som han også gjorde i Sea Escape - der ejede Scandinavian Star, da det brændte.

5. Sabotage og nej til slukningshjælp

Af en svensk politirapport fremgår det, at Scandinavian Star afslog slukningshjælp fra et nærliggende skib under branden.

Efter branden rapporterede svenske brandfolk om, at ledende besætningsmedlemmer lagde hindringer i vejen for slukningsarbejdet. De berettede også om branddøre og luftsystemer, der var indstillet, så ilden fik mistænkeligt hurtigt fat og med stor spredning.

Ligeledes er det påvist, at et oliehydraulikrør var bristet, hvilket har forværret og spredt branden. Fagfolk har beskrevet, at det kun kunne ske med værktøj og med fuldt overlæg.

6. Nye brande efter evakuering

I flere år var der rettet mistanke mod en dansk chaufførmedhjælper for at have påsat branden. Men dels døde han, har undersøgelser vist, i forbindelse med den anden brand. Dels blev de resterende fire brande påsat efter evakueringen af overlevende passagerer. Det vil sige, da der kun var døde brandofre, brandfolk og ni besætningsmedlemmer, heraf tre ledere fra ejerselskabet Sea Escape, om bord.

Den ene af disse tre blev kort efter medejer af Sea Escape, der fik forsikringspengene udbetalt.

7. Flygtende filipinske søfølk

I lydfiler optaget i 2018 leverede en tidligere medarbejder hos den forsikringsmægler, der stod for tegning af kaskoforsikringen, belastende udsagn om mægleren. Her fremgår det, at forsikringsmægleren over for hende har tilkendegivet, at filippinske sømænd var hyret til branden.

Da skibet var bugseret til Lysekil i Sverige, blev tre filippinsk udseende mænd set flygte gennem en sideluge på skibet. De er ikke set eller identificeret siden.

Den pågældende forsikringsmægler er ifølge egne oplysninger til avisen Danmark aldrig blevet kontaktet af politiet eller andre danske myndigheder om sin rolle og viden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce