Annonce
Udland

Året der gik: Det var størst i udlandet i 2017

2017 har budt på en lang række af store nyheder og begivenheder fra udlandet. Avisen Danmark bringer her nogle af de største begivenheder fra året, der gik.

1

Et blandet år. Det er den rette betegnelse for Donald Trumps første år i præsidentembedet i USA. Foto: Chip Somodevilla/Getty Images/AFP

Donald J. Trump. Fra sin indsættelse 20. januar har Trump haft et lidt blandet første år, hvor brudte valgløfter, som en tilbagerulning af Obamas sundhedsreform, en mur ved grænsen til Mexico og et indrejsestop for folk fra Mellemøsten, har været en større del af overskrifterne end politiske sejre i form af indsættelsen af en højsteretsdommer og den netop gennemførte skattereform. En af de største historier om Trump har været beskyldningerne om russisk indblanding i valget, som tiltog, efter at Trump fyrede FBI's direktør James Comey på et noget tvivlsomt grundlag. Den derefter nedsatte undersøgelse styres af den tidligere FBI-direktør Robert Mueller og har indtil videre ledt til tiltale af fire af Trumps kampagnemedarbejdere.

2

Nordkoreas leder Kim Jong-Un under en konference i hjemlandet 24. december. Missilaffyringer og efterfølgende verbal torden har gjort den verdenspolitiske situation anspændt i 2017. Foto: KCNA via KNS/AFP

Nordkorea. En af Trumps og resten af Verdens helt store hovedpiner har været den kommunistiske diktaturstat, som i 2017 fortsatte atomoprustningen. Efter at det i noget tid har været velkendt, at Nordkorea har prøvesprængt atombomber, viste landet i 2017, at det har udviklet langtrækkende missiler og sprænghoveder, der er små nok til at blive påsat og nå hele det amerikanske fastland. Selvom der dog endnu ikke er lagt op til atomkrig, er risikoen større, end den har været, siden den kolde krig var på sit højeste - og med Trump som præsident i USA er tonen skærpet yderligere.

3

#MeToo-bevægelsen har med rekordfart bredt sig til hele verden. Den er faktisk ikke ældre end oktober. (Foto: Lucy Nicholsen/Scanpix)

Starten på #MeToo-bevægelsen. Bevægelsen indledtes med et tweet fra skuespillerinden Alyssa Milano, der opfordrede til, at man skrev #MeToo, hvis man havde været udsat for seksuelle krænkelser - for på den måde at vise hvor stort problemet faktisk er. Man skal ikke længere tilbage end til starten af oktober 2017 for at finde de beskyldninger mod filmproducenten Harvey Weinstein, der satte gang i det hele, da New York Times udkom med udsagn fra en række skuespillerinder, der berettede om seksuelle krænkelser med efterfølgende trusler, hævnakter eller udbetalinger for at få dem til at tie stille. Senere fulgte endnu flere beskyldninger, og snart efter var en af de mest magtfulde mænd i Hollywood fyret af sit eget selskab. Herefter er utallige sager af samme art fulgt efter, først i filmindustrien og senere i politik, journalistik, business osv. Bevægelsen er i dag udbredt til hele verden.

4

Emmanuel Macron fik et stort 2017, hvor han både vandt præsidentposten og flertal i parlamentet i Frankrig. Angela Merkel går derimod svækket ud af 2017 efter et blandet valgresultat. Arkivfoto: Scanpix

Den politiske udvikling i Europa var en blandet landhandel. Efter det noget overraskende ja til brexit og valget af Donald Trump i USA så man med spænding frem til en lang række af europæiske præsident- og parlamentsvalg, hvor man så en mulighed for en tilsvarende højredrejning og en efterfølgende storkrise for EU. Kigger man tilbage på disse valghandlinger nu, tegner der sig et blandet billede, hvor især en storsejr til EU-tilhængeren Emmanuel Macron i Frankrig var et tilbageslag for den yderste højrefløj. På den anden side har valg i Østrig resulteret i en regering med det EU-kritiske Frihedspartiet, og i Tyskland har en svækket Merkel på kanslerposten endnu ikke formået at danne regering. Samtidig har lande som Polen og Ungarn over en periode udviklet sig i EU-kritisk og mediekritisk retning.

5

Over 500.000 rohingyaer vurderes at være flygtet fra krisen i Myanmar. Arkivfoto: Scanpix

Den etniske udrensning af rohingya-folket i Myanmar. De muslimske rohingyaer opfattes i det hovedsageligt buddhistiske Myanmar som indvandrere fra nabolandet Bangladesh, og det har flere gange tidligere ført til sammenstød med buddhistiske grupperinger. I 2017 igangsatte et angreb begået af militante rohingyer en modreaktion fra Myanmars militær, der officielt havde militante som mål, men beviser som nedbrændte rohingya-landsbyer og målrettet drab af etniske rohingyaer tegner et billede af, hvad FN har kaldt "etnisk udrensning". De facto-leder i Myanmar, Aung San Suu Kyi, har holdt militæret fri af kritik og afvist, at der er tale om etnisk udrensning, men at der i stedet er tale om et fokuseret modangreb på militante oprørere, hvilket har ført til stor skuffelse i den vestlige verden, der ellers havde store forhåbninger til nobelprismodtageren.

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Randers FC For abonnenter

5 ting vi lærte: Randers FC kan vinde grimt, men skal stadig hæve niveauet

Annonce