Annonce
Danmark

Økonomien kan blive en gordisk knude for Mette Frederiksen

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Regeringsforhandlingerne er dybt komplekse, og frontlinjerne går på kryds og tværs. Udlændingeområdet har fået mest opmærksomhed, men uenighederne er langt større, når det kommer til den økonomiske politik. Det trækker op til stillingskrig.

”Vi gjorde det!”. Sådan startede Helle Thorning-Schmidt sin valgtale, da rød blok i 2011 havde vundet valget. Tre små ord, der kom til at martre Socialdemokratiet i resten af valgperioden.

Det gamle arbejderparti havde nemlig ikke gjort det. I hvert fald ikke alene. Socialdemokratiet havde isoleret set fået et ringe valg, og støttepartierne et tilsvarende godt. Særligt Radikale Venstre stod stærkt i forhandlingerne.

Derfor endte Thorning også med et regeringsgrundlag, hvor hun på flere områder havde solgt ud af arvesølvet. Især på det økonomiske område havde Socialdemokratiet slået knuder på sig selv og accepteret Radikale Venstres krav om, at den nye regering skulle basere sig på den tidligere regerings politik. Socialdemokratiet fik statsministeriet, men begik – vil mange mene – løftebrud.

Belært af erfaring begik Mette Frederiksen ikke sin forgængers fejl, da hun onsdag nat gik på scenen til Socialdemokratiets valgfest. Hun holdt en afdæmpet tale, hvor hun understregede, at nu handlede det om samarbejde. Baglandet og vælgerne blev forberedt: Der skal indgås kompromisser.

I Socialdemokratiet vil man egentlig helst tage forhandlingerne hen ad vejen, men det blokerer manglende tillid for. Radikale Venstre stoler ikke på Socialdemokratiet og Morten Østergaard har derfor også på forhånd krævet en form for skriftlig aftale. Han giver ikke Mette Frederiksen nøglerne til statsministeriet uden præcis at vide, hvad han får igen.

Morten Østergaard har i den sammenhæng også et behov for at vise sine vælgere – ikke mindst de nye – hvad han har fået ud af de radikale mandater. Det er ikke kun Mette Frederiksen, der er presset af at skulle levere resultater.

På indholdssiden er der to områder, hvor Socialdemokratiet får meget svært ved at give sig, hvis de ikke skal ende som Thorning. Den stramme udlændingepolitik skal bestå, og der skal indføres differentieret pensionsalder.

Det betyder ikke, at det er udelukket, at Socialdemokratiet kan give sig på udlændingeområdet, men det bliver i småtingsafdelingen, hvis ikke partiet skal smadre sin egen troværdighed. Og det samme gælder på pensionsalder. Lars Løkke Rasmussen kaldte udspillet for det største politiske bluffnummer i en generation, og får han ret, vil Mette Frederiksen få et kæmpe forklaringsproblem, der vil klæbe til hendes person, som fluer på fluepapir.

Men ingenting er gratis. Radikale Venstre er blevet fordoblet ved valget og forventer retteligt indflydelse. Hvis de skal tage sig til takke med brødkrummer på udlændingeområdet og acceptere, at pensionsalderen bliver differentieret, så må Socialdemokratiet betale dobbelt på andre områder. Det er evig gyldig forhandlingslogik.

Og heri består problemet for Socialdemokratiet. De håber, gangbar valuta bliver indrømmelser på klimaområdet, men det er tvivlsomt, at det er nok. Klimaet er vigtigt for Radikale Venstre, men det er ikke hele verden. Uddannelse, velfærd, børnefattigdom – de har mange ønsker. Og fælles for dem alle er, at de koster penge. Det bliver derfor svært at komme udenom den økonomiske politik.

Uenighederne på udlændingeområdet har fyldt meget i valgkampen, men de er i virkeligheden langt større, når det kommer til økonomien

Mette Frederiksen skal bygge bro mellem to ydrepoler. På den ene side har hun den yderste venstrefløj i form af Enhedslisten og på den anden Radikale Venstre, der på den økonomiske politik har langt mere til fælles med Lars Løkke Rasmussen end Pernille Skipper.

Målet er man for så vidt enige om. Der skal skaffes flere penge. Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet vil langt hen ad vejen gøre det ved at sætte skatter op, Radikale Venstre vil øge arbejdsudbuddet. Det for eksempel ved at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget udlændinge skal tjene, for at de kan få en arbejdstilladelse i Danmark. Noget de røde partier har afvist kategorisk.

Det ligner derfor lidt en gordisk knude. Mette Frederiksen er i et krydspres og kan ikke give indrømmelser til Radikale Venstre, uden at Enhedslisten og SF går balalajka.

Spændende bliver det, og danskerne skal væbne sig med tålmodighed, for forhandlingerne kommer til at trække ud. Selv hvis parterne mod forventning hurtigt skulle blive enige, har alle en interesse i, at der går godt med tid.

Alle er pressede for at levere resultater, og derfor må det ikke virke for nemt. Ellers vil det se ud som om, at den ene part har givet sig for nemt. Det er langt fra sikkert, at landet har fået en ny regering, når folk går på sommerferie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Coronakrisen skal ikke gøre os naive

Vi kender melodien: Når det går godt ender pengene i lommerne på private, når det går skidt ender regningen hos samfundet. Smart, og måske netop lidt for smart, for der er stor forskel på brancher og virksomheder. Mens vi bekymrer os om sårbare virksomheder og risikoen for mistede arbejdspladser, vil Danske Bank sende 7,3 milliarder kroner ned i baglommen på aktionærerne. Nu har de vist lagt en smartere spinstrategi. Beslutningen er udskudt, men vi er hverken idioter eller naive. De mange penge i Danske Bank, Nordea og andre virksomheder med tårnhøje profitter finder snildt vej til aktionærerne på et andet tidspunkt. Hvad med lidt ægte samfundssind, hvor erhvervslivet i stedet hjælper hinanden? Sæt aktieudbytter, gyldne håndtryk og monsterlønninger til direktionsgangen på coronapause. Hvad med de 342,5 milliarder, efter skat, som danske virksomheder havde i overskud, alene i 2017. Fra 2014 til 2018 steg virksomhedernes egenkapital med 38 procent, fra 2.100 milliarder til 2.900 milliarder. Vis samfundssind, og opret en fond, som skal hjælpe virksomheder i nød. Hvis det er for svært, så giv pengene til staten. Dansk Industri, Dansk Erhverv og de borgerlige med Venstre-liberalisterne i spidsen ønsker nu et stærkt engagement fra samfundet i virksomhederne. Milliarder af skattekroner spændes ud som sikkerhedsnet for virksomheder i alle størrelser. Det er godt og helt nødvendigt. Hvis mennesker er ved at drukne, skal man kaste redningskranse ud og ikke stå handlingslammet tilbage med tanker om prisen på redningsaktionen. Men på et tidspunkt skal regningen betales. Vi er i samme båd, bliver der sagt, men de stærkeste økonomiske overarme, skal ro mest. Arbejdsgiverne og de borgerlige plejer at råbe op om, at det ”dyre” velfærdssamfund er et blybælte om livet på virksomhederne. Coronakrisen afslører at, de nu samstemmende forlanger flere og flere korkbælter udleveret for at holde sig flydende. Vi skal betale vores skat med glæde, og virksomhederne skal begejstret bidrage med selskabsskat. Aftale?

Danmark

Liveblog: 161 er nu døde med coronavirus i Danmark

Randers

Mand i Kristrup fundet med alvorlige skader: Politiet kan endnu ikke afgøre, om det skyldes uheld eller overfald

Annonce