Annonce
Danmark

Økonomien kan blive en gordisk knude for Mette Frederiksen

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Regeringsforhandlingerne er dybt komplekse, og frontlinjerne går på kryds og tværs. Udlændingeområdet har fået mest opmærksomhed, men uenighederne er langt større, når det kommer til den økonomiske politik. Det trækker op til stillingskrig.

”Vi gjorde det!”. Sådan startede Helle Thorning-Schmidt sin valgtale, da rød blok i 2011 havde vundet valget. Tre små ord, der kom til at martre Socialdemokratiet i resten af valgperioden.

Det gamle arbejderparti havde nemlig ikke gjort det. I hvert fald ikke alene. Socialdemokratiet havde isoleret set fået et ringe valg, og støttepartierne et tilsvarende godt. Særligt Radikale Venstre stod stærkt i forhandlingerne.

Derfor endte Thorning også med et regeringsgrundlag, hvor hun på flere områder havde solgt ud af arvesølvet. Især på det økonomiske område havde Socialdemokratiet slået knuder på sig selv og accepteret Radikale Venstres krav om, at den nye regering skulle basere sig på den tidligere regerings politik. Socialdemokratiet fik statsministeriet, men begik – vil mange mene – løftebrud.

Belært af erfaring begik Mette Frederiksen ikke sin forgængers fejl, da hun onsdag nat gik på scenen til Socialdemokratiets valgfest. Hun holdt en afdæmpet tale, hvor hun understregede, at nu handlede det om samarbejde. Baglandet og vælgerne blev forberedt: Der skal indgås kompromisser.

I Socialdemokratiet vil man egentlig helst tage forhandlingerne hen ad vejen, men det blokerer manglende tillid for. Radikale Venstre stoler ikke på Socialdemokratiet og Morten Østergaard har derfor også på forhånd krævet en form for skriftlig aftale. Han giver ikke Mette Frederiksen nøglerne til statsministeriet uden præcis at vide, hvad han får igen.

Morten Østergaard har i den sammenhæng også et behov for at vise sine vælgere – ikke mindst de nye – hvad han har fået ud af de radikale mandater. Det er ikke kun Mette Frederiksen, der er presset af at skulle levere resultater.

På indholdssiden er der to områder, hvor Socialdemokratiet får meget svært ved at give sig, hvis de ikke skal ende som Thorning. Den stramme udlændingepolitik skal bestå, og der skal indføres differentieret pensionsalder.

Det betyder ikke, at det er udelukket, at Socialdemokratiet kan give sig på udlændingeområdet, men det bliver i småtingsafdelingen, hvis ikke partiet skal smadre sin egen troværdighed. Og det samme gælder på pensionsalder. Lars Løkke Rasmussen kaldte udspillet for det største politiske bluffnummer i en generation, og får han ret, vil Mette Frederiksen få et kæmpe forklaringsproblem, der vil klæbe til hendes person, som fluer på fluepapir.

Men ingenting er gratis. Radikale Venstre er blevet fordoblet ved valget og forventer retteligt indflydelse. Hvis de skal tage sig til takke med brødkrummer på udlændingeområdet og acceptere, at pensionsalderen bliver differentieret, så må Socialdemokratiet betale dobbelt på andre områder. Det er evig gyldig forhandlingslogik.

Og heri består problemet for Socialdemokratiet. De håber, gangbar valuta bliver indrømmelser på klimaområdet, men det er tvivlsomt, at det er nok. Klimaet er vigtigt for Radikale Venstre, men det er ikke hele verden. Uddannelse, velfærd, børnefattigdom – de har mange ønsker. Og fælles for dem alle er, at de koster penge. Det bliver derfor svært at komme udenom den økonomiske politik.

Uenighederne på udlændingeområdet har fyldt meget i valgkampen, men de er i virkeligheden langt større, når det kommer til økonomien

Mette Frederiksen skal bygge bro mellem to ydrepoler. På den ene side har hun den yderste venstrefløj i form af Enhedslisten og på den anden Radikale Venstre, der på den økonomiske politik har langt mere til fælles med Lars Løkke Rasmussen end Pernille Skipper.

Målet er man for så vidt enige om. Der skal skaffes flere penge. Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet vil langt hen ad vejen gøre det ved at sætte skatter op, Radikale Venstre vil øge arbejdsudbuddet. Det for eksempel ved at sænke beløbsgrænsen for, hvor meget udlændinge skal tjene, for at de kan få en arbejdstilladelse i Danmark. Noget de røde partier har afvist kategorisk.

Det ligner derfor lidt en gordisk knude. Mette Frederiksen er i et krydspres og kan ikke give indrømmelser til Radikale Venstre, uden at Enhedslisten og SF går balalajka.

Spændende bliver det, og danskerne skal væbne sig med tålmodighed, for forhandlingerne kommer til at trække ud. Selv hvis parterne mod forventning hurtigt skulle blive enige, har alle en interesse i, at der går godt med tid.

Alle er pressede for at levere resultater, og derfor må det ikke virke for nemt. Ellers vil det se ud som om, at den ene part har givet sig for nemt. Det er langt fra sikkert, at landet har fået en ny regering, når folk går på sommerferie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce