Annonce
Kultur

Ønsket om at omskabe sig selv

Anders Rønnow Klarlund, Jacob Weinreich og Thomas Rydahl. Foto: Mikkel Østergaard/Politikens Forlag
Boganmeldelse: Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”.

Det er et råt København anno 1834, der folder sig ud for læseren af “Mordet på en havfrue”. I centrum for begivenhederne står - ja, hold fast - ingen mindre end H.C. Andersen. Han er på én gang anklaget og den, der - efter drabelige besværligheder - er med til at opklare, hvem der står bag de groteske uhyrligheder, vi er vidne til.

H.C. Andersen har opsøgt den barmfagre prostituerede Anna for at fastholde hendes former i et silhuetklip. En næsten alt for demonstrativ understregning af, at der bag Andersens kunstneriske aktivitet lå en seksuel kompensationsmekanisme. Men sådan tager det sig ud set gennem forfatternes psykologiske briller. Kort efter findes Anna myrdet, og som hendes tilsyneladende sidste kunde falder mistanken på Andersen, han arresteres, og det er kun takket være den indflydelsesrige Collin-familie, at han får tre dage på fri fod til at finde ud af, hvem morderen er.

Med Annas søster Molly bevæger Andersen sig nu ind i et byrum, hvor stanken fra allehånde organiske stoffer oser fælt, ja, i passager er det lige før, jeg som læser føler kvalmen. Godt gjort af forfattertrioen A.J. Kazinski (hvor bagmændene er Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich) og Thomas Rydahl. Men ikke kun det fysiske miljø er klamt, også det, der driver morderen, er oprivende.

Ud fra en opfattelse af, at det er overtro, medlidenhed og medfølelse, der forhindrer menneskelige fremskridt, vil morderen søge at realisere sine drømme. H.C. Andersen får hurtigt færten af, at han står over for en person, der som han selv er drevet af en længsel. Men hvor Andersen i sit kunstneriske virke bruger legitime midler for at omskabe sig fra den fattige dreng til den feterede forfatter, kaster morderen sig ud i det ekstreme.

De tre forfattere befinder sig godt i Andersens selskab, rundhåndet drysser de henvisninger til hans forskellige eventyr ud over siderne, ja, de mener ligefrem, at de begivenheder, han udsættes for, rummer kimen til eventyret om den lille havfrue. Sjovt nok, men for mig er det deres eminente evne til at få datidens København med store sociale skel, et dekadent kongehus og en videnskab, hvor man står på tærsklen mellem overtro og det erfaringsbaserede, der gør “Mordet på en havfrue” spændende og interessant. - Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”. 416 sider. 300 kroner. (Politikens Forlag) Udkom 6. september 5 af 6 stjerner

Rydahl & Kazinski: ”Mordet på en havfrue”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce