Annonce
Indland

Øresundsbroen bliver malet - arbejdet er færdigt i 2032

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Et omfattende maleprojekt på Øresundsbroen startede fredag og vil vare 13 år. Bilisterne bliver ikke påvirket.

Det første pennestrøg er fredag sat på Øresundsbroen, hvor der er taget hul på et omfattende malerprojekt, der vil vare helt ind i 2030'erne.

Foran ligger 13 års arbejde med at male en overflade på knap 300.000 kvadratmeter. Det svarer omtrent til 45 fodboldbaner.

Det er hele stålkonstruktionen på broen, der skal males, så broen er sikret mod vind og vejr i fremtiden.

Broen vil blive malet i forskellige etaper. I første omgang er det den sydlige side, dernæst den nordlige side og til sidst undersiden. Det sidste strøg ventes at blive taget i 2032.

Broen blev senest malet i forbindelse med byggeriet af broen, hvilket skete inde på land og inden for, og der blev malet med epoxymaling.

Denne gang er der valgt en vandbaseret maling, der er mere miljøvenlig.

- Vi har tillid til, at vi vælger en maling, der holder godt og længe, og som tager større hensyn til miljøet og det naturbeskyttede område, som vi maler i nærheden af, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør for Øresundsbroen, i en pressemeddelelse.

Det er virksomheden Muehlhan, der skal stå for malearbejdet, som vil ske fra specialbyggede platforme.

Platformen bliver flytbar, 30 meter bred og 14 meter høj. Den består af ti moduler, hvorfra malerne kan male cirka 20 meter af broen af gangen.

Virksomheden arbejder til dagligt med at vedligeholde blandt andet boreplatforme og vindmøller på havet og har dermed prøvet lignende opgaver før.

- Det er ikke så anderledes fra de projekter, vi har til dagligt, men det adskiller sig væsentligt fra almindeligt malerarbejde på land, siger administrerende direktør Jens Mørk.

- Vi hænger 20-30 meter oppe over havet, og ved siden af buldrer togene forbi med 180 kilometer i timen, og der er højspændingsleder klods op ad os. Det stiller en del krav til sikkerhed, siger han.

Fredagens første pennestrøg på broen er en tyvstart på malerarbejdet, der først går i gang i slutningen af marts eller starten af april, når vejret er varmere. Derefter vil der blive malet frem til september eller oktober.

Projektet vil ifølge Øresundsbroen ikke give gener for hverken bilister eller togrejsende.

Der kører omkring 7,5 millioner biler, busser, last- og varebiler og motorcykler over Øresundsbroen om året. Det svarer til mere end 20.000 køretøjer om dagen.

Øresundsbroen blev indviet i år 2000. Hele forbindelsen over sundet er 19 kilometer lang, mens selve broen er knap otte kilometer.

/ritzau/

Annonce
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Randers For abonnenter

Ekspert: Det vil tage flere byrådsperioder at få bugt med konfliktkultur

Annonce