Fodbolden kommer ikke hjem, men selv om drømmen døde, lever håbet

Gareth Southgate viste sig også i nederlagets stund som en mand med klasse. Han havde håbe overskud til lykønske kroaterne og trøste sine egne spillere. Foto: Kirill Kudryavtsev/Scanpix

Fodbolden kommer ikke hjem, men selv om drømmen døde, lever håbet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

England var så tæt på den første finale i 52 år, men erfaringen manglede, da det hele skulle afgøres. Centrale spillere svigtede, da det gjaldt, men tilhængerne, pressen og landstræneren er enige om, at slutrunden har været fantastisk, og at fremtiden tegner lys.

Ret tidligt i VM-turneringen sendte jeg en sms til en god, engelsk ven:

- Jeg tror på England.

Kort efter kom svaret:

- Jeg tror på julemanden.

Klog af skade var han mildt sagt skeptisk.

Efter første halvleg af semifinalen mod Kroatien, skrev han så:

- Er det virkelig juleaften den 15. juli i år?

Stemningen var vendt.

Selv han var begyndt at tro på det.

Selv han var begyndt at drømme.

Og fik som så mange gange før drømmen knust.

Nej, det blev heller ikke denne gang for England.

Selv om det var så forbandet tæt på.

Kroaterne var mere snu

For det lå til englænderne den onsdag aften i Moskva.

En tidlig føring på et frispark af Kieran Trippier - Englands niende mål af 12 på dødbolde i denne turnering - gav den taktiske basis, der syntes perfekt til det engelske spil. Lynhurtige Raheem Sterling lå og ventede på den kontrachance, kroaterne måtte give i bestræbelserne på at udligne.

Den kom. Flere gange. Men det var, som om englænderne ikke jagtede det måske afgørende andet mål ivrigt nok. De sjuskede, de var ikke ærgerrige nok og udnyttede ikke den plads, et tilsyneladende energiforladt kroatisk hold gav væk i den første times tid.

Og så skete det, der måtte ske - på kroaternes første egentlige chance reagerede Kyle Walker for langsomt, og Ivan Perisic kunne stange bolden ind med et halvhøjt ben.

Mål ændrer fodboldkampe, siger man - det passede i allerhøjeste grad i denne kamp. Kroaterne fik den energi, ingen havde tiltroet dem efter to gange forlænget spilletid i de to foregående kampe og var bedst fra da.

Også i den forlængede spilletid, selv om John Stones havde et fint hovedstødsforsøg, der blev reddet på mållinjen.

Det afgjorde ingen ting - det gjorde det til gengæld, da Stones efter 109 minutter simpelt hen faldt i søvn i et kort øjeblik. Et kroatisk indlæg var tilsyneladende blevet clearet, men Ivan Perisic vandt den efterfølgende hovedstødsduel, og inden Stones nåede at reagere, havde rutinerede Mario Mandzukic sneget sig bagom englænderen og scorede fra tæt hold.

Det ligger lige for at give erfaringen æren for den kroatiske sejr, og selv om det er måske lige let nok købt, er det i hvert fald et faktum, at Mandzukic i den afgørende sekvens simpelt hen var mere snu og årvågen end sin noget yngre modstander.

En semifinaleplads er flot

Og derfor endte det, som det altid har gjort for England i de seneste 52 år.

I skuffelse. Og tårer.

De engelske spillere brød hulkende sammen på plænen i Moskva, velvidende at dette måske var chancen for at spille sig i en VM-finale.

Lodtrækningen har været nådig ved England i denne slutrunde, ikke mindst efter nederlaget til Belgien i den sidste gruppekamp, der sendte englænderne ned i den halvdel af turneringen, hvor Tyskland og Spanien skulle have været de hårdeste modstandere.

Det blev de ikke. England skulle "bare" forbi Colombia og Sverige, og fra mange sider blev der efter nederlaget til Kroatien peget på, at da England endelig mødte et klassehold, gik det galt.

Det er der nogen sandhed i, men man skal i den sammenhæng også huske på, at det i den nære fortid ikke har krævet et klassehold at sende England ud af en stor turnering. Ved VM i 2014 tabte englænderne til Costa Rica og endte sidst i sin indledende gruppe med blot ét point, og for to år siden var Island endestationen ved EM.

Og man kan jo også vende det sådan, at England rent faktisk slog Sverige, der vandt sin gruppe foran Tyskland og havde slået Mexico 3-0, der igen havde slået tyskerne. Og englænderne slog også Colombia, der havde ydmyget Polen med 3-0...

En semifinaleplads vil altid være en stor præstation ved en stor slutrunde, og lodtrækningsheld er en del af det store spil. Tænk på Tyskland, der ved VM i 2002 spillede sig i finalen ved at slå Paraguay, USA og Sydkorea 1-0 og efter 0-2 mod Brasilien i finalen blev hyldet i hjemlandet som "Meister der Herzen" - hjerternes mestre.

Klassen var der ikke

Sådan ser englænderne også på det.

For uanset modstandernes styrke, uanset udfaldet af bronzekampen mod Belgien på lørdag og uanset den kolossale skuffelse onsdag aften i Moskva, har det engelske landshold revet nationen med sig.

De engelske fans blev på stadion og sang Oasis-sangen "Don't look back in anger" til de knækkede helte og signalerede dermed, at taknemligheden langt overskyggede skuffelsen.

Der var ikke grund til at fortryde noget som helst.

Ingen havde forventet noget af dette engelske hold, der i den afgørende stund også viste sig at have de mangler, man kunne frygte. Forsvars-fejlene er nævnt, midt på havde Jordan Henderson ikke klassen til at styre sit hold til sejr, og helt fremme manglede der bare kvalitet. Dele Alli, Jesse Lingard og Raheem Sterling mangler lige 100 gram for at være gode nok til den allerstørste scene, og det samme må man lidt overraskende sige om Harry Kane.

Den engelske anførers seks mål fortæller ikke historien om hans præstationer. Tre er scoret på straffe, et er scoret heldigt med hælen - kun to ud af åbent spil, og Kane faldt som trussel helt ud af de afgørende kampe. Han var usynlig mod Sverige, og trods en kolossal arbejdsindsats og et utal af vundne dueller, gjorde han heller ingen afgørende forskel mod Kroatien.

juleaften i december

Men Harry Kane er kun 24 år, spillerne omkring ham er til dels endnu yngre, langt hovedparten er først lige begyndt deres karriere på landsholdet, og landstræner Gareth Southgate, der ifølge engelske medier forbliver på posten frem til næste slutrunde, hvis han kvalificerer holdet til EM 2020, ser slutrunden i Rusland som starten på noget nyt og godt.

- Vi har opnået langt mere, end nogen havde kunnet forvente, og når du ser tilhængernes reaktion efter kampen, ved du, at du har udrettet noget stort. Lige nu er det uhyggelig hårdt, vi er alle meget skuffede, men vi bliver stærkere af disse oplevelser. Vi har sat en ny standard for, hvad man kan forvente af et engelsk landshold, sagde Gareth Southgate, der fortjent blev hyldet for sit format i nederlagets stund af en samlet engelsk presse, der også som helhed fokuserede langt mere på hyldesten af en stor slutrunde frem for skuffelsen denne aften.

Følelsen i England er, at der er noget stort på vej fra et hold, der ifølge al sund logik først burde toppe om fire år i Qatar. I øvrigt med finale 18. december.

Det dufter også lidt mere af juleaften end 15. juli.

Fodbolden kommer ikke hjem, men selv om drømmen døde, lever håbet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce