Annonce
Bøger

Anmeldelse: En krimi med flere vådeskud

Katrine Engberg. Foto: Les Kaner/People'sPress
Boganmeldelse: Katrine Engberg: ”Vådeskud”.

En teenagedreng forsvinder fra sine forældre, der ejer et svindelmistænkt auktionshus, på forbrændingsanstalten finder man liget af en yngre mand, en kvinde skubbes ud foran et tog. Der er masser af drama i fjerde bind af serien om opdagerparret Jeppe Kørner og Anette Werner.

Hos de efterladte forældre finder man et brev med citat fra ”Dorian Greys billede” af Oscar Wilde: ”Som den havde dræbt maleren, skulle den også dræbe hans værk og alt, hvad det stod for. Den ville dræbe fortiden, og når den var slået ihjel, så ville han være fri”. En ledetråd? I så fald afledes man via krimiens mange faktuelle indslag og sidemotiver, som blandt andet fører os ind i Thorvaldsens liv, en forbrændingsanstalts daglige gøremål, retsmedicin samt finesser ved udstopning af dyr og fugle. Disse vidensladede afsnit er en af romanens styrker, og det forekommer modigt at benytte fagtermer som germofobi og taksidermi - men også kvalitativt befordrende - i en genre med et meget bredt publikum. Men så er der et paradoks.

Forfatterens lyst til at researche for at give sine bøger videnskulør - tydeligt også i hendes forrige roman ”Glasvinge” - står i overraskende kontrast til forlagets forhåndsomtale, der føler sig kaldet til forklare begrebet ”vådeskud”, hvilket vel næsten er en hån mod alle, som har klaret de første par trin af pogeskolen. Forhåbentlig er det også forlagets forslag, at selve krimien skal følges op af et sæt pædagogiske spørgsmål, eksempelvis: ”Hvordan ser fremtiden ud for Jeppe og Sara, og hvad kunne du tænke dig, skulle ske med dem? Er kærlighed stærkere end alt andet, også omstændighederne?”

Så, ja altså, hvis jeg må række hånden op, vil jeg sige, at man skulle stikke de der kæresteproblemer skråt op, for krimien her klarer sig flot uden alt fyldstoffet. Og de der spørgsmål, som næsten kunne kaldes vådeskud, altså, forfatteren har jo humoristisk sans, det ved jeg, for jeg er vendelbo, og hør lige her: ””Sminke?!” Hun rystede på hovedet. ”Det kunne han simpelthen aldrig finde på. Han er jo fra Hjørring””.

ealist er hun også, når hun skriver: ”Døden var kun fascinerende, når den ramte langt væk, ikke når den rykkede indenfor hoveddøren”. Og vi er mange her i klassen, der har mistet en, vi holder af. Ja, vi er mange, som synes, at Katrine Engberg har skrevet en rigtig spændende krimi med en masse gode scener fra vores København, og jeg vil tro, at en eller anden anmelder er enig med mig. - Katrine Engberg: ”Vådeskud”. 339 sider. 299,95 kroner. (People’sPress) Udkommer 6. september 4 af 6 stjerner

Katrine Engberg: ”Vådeskud”. Foto: People'sPress
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce