Annoncørbetalt indhold

Bedemænd går i pænt tøj og kører i store biler

58-årige Per Wraa blev selvstændig bedemand som 30-årig. I dag har han tre andre bedemænd ansat i hans forretninger. Foto: Søren Svenstrup

Som 30-årig skiftede Per Wraa sin postjakke ud med et mørkt jakkesæt og slips. Han gik fra at være pakmester hos postvæsnet til at blive bedemand. Et skifte han ikke har fortrudt. Ønsket om at hjælpe mennesker i en svær tid er det hele værd.

58-årige Per Wraa er bedemand og indehaver af begravelsesforretningen Per Wraa i Randers. Her er de fire fastansatte bedemænd samt en håndfuld deltidsansatte medarbejdere. Oprindeligt var han ansat i postvæsnet som kontorpakmester, men han havde over længere tid gået med overvejelsen om at blive bedemand. Som 30-årig blev han sat over for et valg, fortæller han.

- Min kone sagde til mig, at enten måtte jeg holde op med at snakke om at blive bedemand, ellers måtte jeg gøre noget ved det, og det gjorde jeg så, siger Per Wraa.

Der er umiddelbart langt fra postvæsnet til bedemandsfaget. Men for Per Wraa var det et skifte, der faldt naturligt. Faktisk gik han længe og pjattede med venner og familie om, at det var bedemand, han skulle være. Det var det, som især konen fik nok af at høre på til sidst, lyder det fra Per Wraa med et glimt i øjet.

- Jeg kom til et punkt, at hvis jeg skulle prøve noget andet, så skulle det være nu. Tanken om at blive bedemand havde jeg haft i et stykke tid. Og når jeg skulle være morsom sagde jeg, at man burde være bedemand, for de går i pænt tøj og kører i store biler, siger Per Wraa og griner.

En bedemand som Per Wraa har nemlig altid jakke, slips og pæne bukser på, og de typiske køretøjer kan være bilmærker som Mercedes og svenske Volvo, som er det bilmærke, Per Wraa altid har købt rustvogne i.

Denne kolde formiddag i februar skal Per Wraa ud at køre. På vej til garagen tænder han en cigaret. Dagen tager for alvor sin begyndelse. Den første arbejdstid er gået på kontoret for at få overblik over dagens opgaver og koordinering af, hvem af Per Wraas to ansatte bedemænd, som denne dag, tager hvilke opgaver. Per Wraa trækker med stor kraft døren op og længere inde i garageanlægget åbner en port, og under den titter en mørk Volvo frem. Rustvognen er firmaets ældste. Bag bilen er der en stribe hvide kister, som netop er kommet hjem fra leverandøren. Per Wraa sætter sig ind i Volvoen, starter bilen og kører. Første stop er sygehuskapellet i Randers.

- En rustvogn løber let op i en million kroner afhængig af ønsker til interiør og egenskaber, tilføjer han, mens turen går gennem Randers midtby.

På kapellet skal der hentes en kiste med en 74-årig afdød mand. Per Wraa trykker på ringeklokken, og efter et minuts tid bliver døren åbnet og kapellets personale tager imod. Tonen er rar og venlig. De kender hinanden godt, og personalet spørger til Per Wraa og forretningen. Kisten står lige ved indgangen og skubbes ud mod Volvoen på en vogn, hvorefter ansatte i kapellet hjælper Per Wraa med at få kisten ind i bilen. Inden da har bedemanden sikret sig, at personnummeret stemmer overens, så han ved, at det er den rigtige afdøde, han skal af sted med. Parterne skilles og siger pænt farvel. Ind i bilen og videre mod Søften Kirke.

Kontakt med mennesker

Han startede i faget som 30-årig. På det tidspunkt skulle man i en form for praktik eller sidemandsoplæring som bedemand, ligesom der var undervisning i det lovmæssige. Det tog en del opringninger, før Per Wraa fandt en bedemand, som ville tage ham i praktik, men i praktik kom han, og efter et par år følte han sig klar til at starte for sig selv.

Og pludseligt var lokalerne der til, at Per Wraa kunne starte for sig selv efter at have taget uddannelsen som bedemand.

I dag kan han se, at det var godt, at han havde lavet noget andet, før han blev bedemand, for den erfaring er kommet ham til gode i de mange situationer, hvor han skal hjælpe familier i sorg.

- Det er ikke lønnen, som gør arbejdet interessent, men det er det at have kontakt med mange mennesker i en svær situation og hjælpe dem der. Når man får et skulderklap fra familierne så ranker man ryggen og føler en vis stolthed. Vores vigtigste læresætning er fra Søren Kierkegaard, som sagde, at for at hjælpe en mand, skal du møde ham, hvor han er. Det betyder, at man skal kunne snakke med folk, og ellers kan du ikke bruges som bedemand, siger Per Wraa, mens vi kører på landevejen mellem Hinnerup og Søften.

Der på landevejen er der tid til at tale om, hvad jobbet indebærer, og hvilke egenskaber det kræver for at være en bedemand.

- Man skal kunne være der 110 procent for familien og lægge alt andet til side, ellers hjælper du dem ikke godt nok. Man skal læse folk og høre, hvad de siger og mener. Det er familiens ønske, vi skal have fat i. Derfor ser vi ikke mange bedemænd på 20 år. Der skal livserfaring til. Jeg var 30 år dengang, men det var sådan, at når jeg kom ud til en familie, og der stod en ældre dame, så blev jeg målt op og ned. Dengang var man vant til, at en bedemand var i 60'erme. Derfor forsøger vi også at skabe en glidende udskiftning, så når en bedemand stopper, så vil vi gerne have én yngre ind. Der skal jo gerne være nogen til at fortsætte, når vi holder, siger Per Wraa, inden bilen i Søften drejer af mod den rødlige kirke.

Ikke to ens dage

Volvoen triller stille forbi kirkegårdslågen ved Søften Kirke. Per Wraa er nu kommet frem til kirken, hvor den 74-årige skal bisættes fra. Kisten skal skubbes ind i kapellet, hvor den står indtil næste dags højtidelighed. Det fredfyldte kapel i røde mursten er helt tomt. Kun på væggen hænger der to lamper og et kors i metal. Kirkens personale kommer ud og hilser på, mens Per Wraa skubber kisten på plads, så den står helt lige ud for korset på væggen. Han lukker de to døre - alt er klart til morgendagens bisættelse.

Per Wraa fremhæver de mange forskellige opgaver, som en af de helt store styrker ved jobbet. En almindelig dag kan rumme alt fra højtideligheder over samtaler med familier til kørsler som på denne dag. Når man har et job som bedemand, så ved man ikke, hvad dagen bringer. For Per Wraa er dagens opgaver kørsler, mens kollegerne har samtaler med familie, ligesom en speciallavet egetræskiste skal hentes ved fabrikken.

- Opgaverne skifter hele tiden. Vi ved, hvornår vi møder, men vi ved ikke, hvornår vi går hjem, siger Per Wraa, inden telefonen ringer i bilen på vej videre på dagens opgaver. I en klar og rar tone besvarer han opkaldet. Denne gang er det en af familierne, som han er i gang med at hjælpe, som vil høre til den videre proces i forhold til deres afdøde. Per Wraa sætter dem ind i tingene, og familien fik svar på deres spørgsmål omkring den forestående begravelse.

Og sådan kan kontakten med kunderne være forskellig, lyder det fra Per Wraa. Nogle familier har bare brug for en eller to samtaler, mens andre har flere uafklarede ting, og kontakter bedemanden mange gange. Det er en del af jobbet.

Man skal sørge for at leve sit liv

Turen går videre til Vestre Kirkegaard ind gennem Aarhus. Ved kirkegården kører Per Wraa direkte mod kapellet. Bilen stopper foran indgangen. Han bipper sig ind ad den store metaldør. Kort efter kommer en kvinde fra kapellet.

- Du skal huske at scanne, inden vi opdaterer systemet, siger hun.

Per Wraa kommer i tanke om det og skynder sig i gang. I Aarhus er der indført et system, hvor man skal registre, hver gang kisten flyttes og af hvem, så man ved, hvor kisten er. Det foregår via en stregkode på kisten. Det nummer taster Per Wraa ind på computerskærmen i kølerummet. Men denne dag skal systemet opdateres, hvorfor bedemanden akkurat når det, inden opdateringen sættes i gang. Han går herefter hen og tager en af kapellets vogne. Her er det en mekanisk model, som Per Wraa kan styre med hænderne som en slags joystick. Han bevæger sig på vognen hen imod plads 13, hvor den kiste, han skal hente, står på køl. Kisterne står i to rækker i højden, og derfor skal der bruges en vogn, som elektrisk kan hejses op til den øverste række. Det er en af de teknologiske udviklinger, der gør arbejdet lidt mindre fysisk hårdt for bedemænd og andet personale. Kisten, med en 83-årig kvinde i, kan Per Wraa så selv trække ud, da der på vognen er ruller, som kisten kan glide på. Kisten låses fast og hejses ned mod jorden. Nærmest susende hen over gulvet kører han og kisten ud mod bilen. Bagagerummet åbnes, og kisten kan let styres fra vognen til Volvoen. Per Wraa hilser på en af bedemandskollegerne fra et andet firma, som drøner forbi på vej ind for at hente en anden kiste.

Bedemænd må siges at have døden inde på livet hver dag i modsætning til de fleste andre faggrupper. Og det kan da også sætte tankerne i gang om ens eget liv, forklarer Per Wraa, mens han holder en kort pause.

- Jeg har da gjort mig mine tanker om, hvordan og hvorledes fordi vi ser forskellige afskygninger af, hvordan folk dør. Jeg kan sige, at når jeg kommer dertil, så håber jeg, at jeg har fået oplevet en masse og ikke har noget til gode. Jeg håber, at jeg får lov at leve så længe, at mine forældre ikke skal opleve, at jeg er gået bort, det værste er at begrave sine børn. Den sorg håber jeg ikke, at mine forældre skal opleve, siger Per Wraa, der dog ikke synes, at hans holdning til døden er ændret igennem årene som bedemand.

- Som yngre tænker de fleste nok, at man dør, når man bliver gammel. Desværre går det ikke altid i den rigtige rækkefølge. I det lys finder man jo ud af, at man ikke er udødelig. Det ved jeg, og derfor skal man sørge for at leve sit liv og gøre det, man har lyst til, siger Per Wraa.

Er der så noget, som du selv har gjort, fordi du ville nå det?

- Der var en bil, jeg gerne ville have. På et tidspunkt købte jeg den, fordi nu havde jeg sparet sammen til den. Det er Citröen Mehari - en gammel bil fra 60'erne. Den er ikke noget særligt, men den er noget specielt, og det er altid en, jeg godt har kunnet tænke mig, siger Per Wraa og smiler.

Prisen er et tabu

Nu skal kisten ud på den sidste køretur, inden den når kapellet ved Brabrand Kirke. Her er det ikke så teknologisk, så Per Wraa må gøre brug af en gammeldags vogn, som han må skubbe rundt. Det kræver sin mand at skubbe rundt på vognen, hvor hjulene sætter sig fast mellem fliserne. Men det er Per Wraa vant til. Han får kisten frem til kølerummet. Temperaturen viser to grader. Det er bidende koldt derinde. I forvejen står der en kiste klar til begravelse senere på dagen, og Per Wraa placerer kisterne ved siden af hinanden. Døren lukkes og han sætter sig tilbage i bilen. Dagens sidste opgave er på Skejby Sygehus, hvor han skal hente nogle begravelsesblomster, som hans kollega ikke havde plads til i bilen. Herefter skal han hjem til kontoret i Randers, hvor der måske er tikket nye opgaver ind.

Som bedemand føler Per Wraa ikke, at hans fag er et tabu, men der kan være nogle, som har det svært med, at det koster penge at begrave folk. Men for Per Wraa er det vigtigt at forklare, at det at være bedemand er et arbejde, der skal udføres, og det skal man have løn for ligesom alle andre, der udfører et arbejde. Nogle gange skal der kun en bedemand på arbejde, mens andre opgaver med at løfte og lægge den afdøde i kisten kræver to bedemænd, og derfor varierer prisen også.

- Det er tabuiseret, fordi nogle mener, at det koster for mange penge at blive begravet. Folk synes, at det er for dårligt, at der tjenes penge på, at andre er døde. Men vi laver et stykke arbejde. Vi gør det, som folk beder os om og aftaler, hvad det koster. Vi ved, at vi gør det ordentligt og kan stå inde for arbejdet og vores priser, siger Per Wraa og tilføjer.

- Vores fornemmeste opgave er finde folks ønsker og behov. Vi er ikke bedemænd for de døde, men for de levende. Det er deres behov, vi opfylder, siger Per Wraa, inden bilen sætter i gang mod Randers.

Denne artikel er sponsoreret af Begravelsesforretningen Per Wraa, der ønsker at sætte fokus på hverdagen som bedemand.

Annonce

FAKTA

Begravelsesforretningen Per Wraa har kontorer i Randers, Ebeltoft, Rosenholm, Risskov og Aarhus.På hjemmesiden kan man finde information om priser og links til nyttige sider om blandt andet "Min sidste vilje".

Hos Begravelsesforretningen Per Wraa sætter de en ære i at hjælpe med at skabe den plads og tid, der er behov for, ved at støtte med alle de praktiske ting i en periode, hvor tingene ser uoverskuelige og kaotiske ud.

På kapellerne i Region Midtjylland hjælper personalet bedemændene med kisterne. Foto: Søren Svenstrup
På nogle opgaver kører bedemændene enkeltvis. Andre gange er de to af sted. Foto: Søren Svenstrup
I Søften Kirke er det muligt for bedemændene at placere kisterne i kirkens kapel.
På Vestre Kirkegaard i Aarhus er vognene mekaniske. Det er en stor hjælp for bedemændene til at fragte kisterne. Foto: Søren Svenstrup

Om Annoncørbetalt indhold

Annoncørbetalt indhold er et annonceformat, der er blevet til i samarbejde mellem Jysk Fynske Mediers kommercielle afdelinger og en annoncør.

Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle medarbejdere er således ikke involveret i nogen faser af udviklingen af det betalte indhold. Lige som annoncørerne ikke har nogen indflydelse på det redaktionelle indhold på Jysk Fynske Mediers nyhedssites.

Når en artikel er markeret med ’annonce’ eller ‘annoncørbetalt indhold’, betyder det, at en annoncør har betalt for artiklen og har haft indflydelse på indholdet i den konkrete artikel.

Annoncørbetalt indhold skal leve op til Jysk Fynske Mediers nyhedssites øvrige stil, tone og den generelle kvalitet, som læserne normalt forventer sig at møde.

Annoncørbetalt indhold vil altid være tydeligt afmærket med ‘Annoncørbetalt indhold’ og annoncørens logo for at gøre det tydeligt for vores læsere, at artiklen er betalt. Desuden vil valg af skrifter, farver og design adskille sig fra Jysk Fynske Mediers uafhængige redaktionelle artikler for at undgå forveksling.