Annonce
Udland

Bliv klogere på Puigdemont og Cataloniens jagt på selvstyre

Carles Puigdemonts besøg i Danmark skaber i disse dage nye diskussioner om Cataloniens kamp for uafhængighed. Avisen Danmark sætter dig ind i sagen på fem minutter.

1

Carles Puigdemont på vej til en debat på Københavns Universitet mandag. Presseopbuddet helt fra ankomsten i Københavns Lufthavn var kolossal. Foto: Tariq Mikkel Khan/Scanpix

Catalonien er en selvstændig region i Spanien med en lang historie med ønsker om uafhængighed. Catalonien har helt tilbage til middelalderen haft en form for autonomi og har udviklet sin egen kultur og sit eget sprog. Perioden under diktatoren Francisco Franco står som en særlig hård periode i catalansk historie, da de bliver frataget al autonomi, og sproget catalansk forbydes. Efter Francos død i 1975 og den efterfølgende demokratisering af Spanien fik Catalonien igen status af autonom region og har i forskellig grad haft det siden. I 2010 blev selvstyre-statuetten beskåret af den spanske forfatningsdomstol, hvilket gav Catalonien en ringere grad af selvstyre og var med til at starte den nylige separatistbevægelse.

2

Især siden valget i 2010 har Cataloniens separatistbevægelse haft stor indflydelse i det catalanske parlament. Den 9. november 2014 afholdes en uafhængighedsafstemning, som dog kun er symbolsk, og det er derfor kun 37 pct. af befolkningen, der stemmer. Da resultatet ender med 80 pct. for Cataloniens afhængighed, bliver afstemningen dog set som set som en sejr af separatistbevægelsen, og ved det efterfølgende catalanske parlamentsvalg lover den nyvalgte præsident for Catalonien, Carles Puigdemont, at der vil blive afholdt en officiel afstemning om uafhængighed. Valgdatoen fastsættes til den 1. oktober, og den spanske regering erklærer straks, at afstemningen vil blive blokeret.

3

Protesterne fra den spanske regering betyder i september 2017, at højesteret erklærer afstemningen forfatningstridig og ulovlig. Derefter beslaglægges forskelligt valgmateriale, såsom stemmesedler, stemmebokse og valgplakater, og der anholdes samtidig embedsmænd, som mistænkes for at organisere afstemningen. Stemmesteder lukkes. Afstemningen gennemføres alligevel 1. oktober med store sammenstød mellem spansk politi og de stemmende til følge og over 800 kvæstede. Resultatet af afstemningen bliver 90 pct. for løsrivelse fra Spanien, men valgdeltagelsen ender på kun 40 pct.

4

Carles Puigdemont lover efter afstemningen at udråbe Catalonien som selvstændig stat, men det sker først efter, at den catalanske parlament stemmer for at erklære uafhængighed 27. oktober. Straks herefter opløser den spanske regering det catalanske parlament og udskriver et nyt parlamentsvalg. Herefter bliver der udstedt arrestordrer på ledende medlemmer af den catalanske regering, herunder Puigdemont, der flygter til Belgien i et forsøg på at undgå arrestationen. Spanien forsøger først at få ham udleveret af Belgien, men har indtil videre måtte opgive.

5

21. december 2017 afholdes et nyt regionsvalg til det catalanske parlament, og Puigdemont og de andre tidligere regeringsmedlemmer genopstiller til valget, der ender med, at separatistpartierne beholder deres flertal - trods en lille tilbagegang. Forhandlingerne om dannelsen af en ny catalansk regering besværliggøres dog af, at en stor del af separatistpartiernes ledelse enten er fængslet eller i eksil i udlandet. Selv om Puigdemont har erklæret, at han vil være præsident fra Bruxelles, er det lige nu ret sikkert, at den spanske regering ikke vil lade det ske.

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Randers FC For abonnenter

Offensivspiller har kun fået 15 superligaminutter: Jeg skal nok få mine chancer

Annonce