Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Det politiske liv under pres

Niels Krause-Kjær. Foto: Thomas A/Lindhardt og Ringhof

Bøger: Der er valgkamp i Danmark. De liberale kæmper mod Arbejderpartiet om statsministerposten, mens De nyradikale og De nationale som partipolitiske opkomlinge forsøger at lægge de gamle partier i benlås ved at kræve en EU-afstemning.

Hermed er scenen sat for Niels Krause-Kjærs “Mørkeland”, en spændingsroman, der stiller skarpt på, hvordan det politiske liv udfolder sig i disse år. Samtidigt med, at der er skred i det partipolitiske, arbejder skjulte kræfter for, at Danmark ikke ender som et politisk “gakkelak-land”, hvor den politiske stabilitet og forudsigelighed helt er forduftet.

Det er sådanne lyssky kræfter, journalist Ulrik Torp, Krause-Kjærs alter ego, pludseligt er kommet på sporet af. Efter fem års arbejdsløshed er han i anledning af valget kortvarigt tilbage på sin gamle avis Dagbladet. Kort efter valget begås et uforklarligt mord på en ung fuldmægtig ansat i Indenrigsministeriet. Men Torp finder med et par hjælpere ud af, at mordet har forbindelse med et tilsvarende begået tilbage i 1973. Hans journalistiske instinkt vækkes, og for læseren bliver hans kortlægning af, hvad der ligger bag drabet, en konfrontation med en uhyggelig virkelighed.

Skal man tro romanens statsminister, er politik et stykke forfinet ingeniørkunst. Man hvad nu hvis indflydelsesrige grupperinger i samfundet mister troen på, at politikernes evner rækker? Hvad nu hvis det, der kaldes “den dybe stat”, rører på sig? Det kan så godt være, at deres manipulationer sikrer, vi ikke ender som et “gakkelak-land”, men hvad med demokratiet? Her vil den sidste fernis være endegyldigt slidt af, og det er romanens mareridtsscenarie, at det er tæt på at blive virkelighed.

Det er tydeligt, Niels Krause-Kjær befinder sig mere end godt i det politiske univers, han har sat sig for at udforske. Hans drivkraft er en velbegrundet bekymring for, hvad det er, der sker, når ikke blot gammeldags trusler er på spil, men nye udstyret med smarte algoritmer er på banen.

En genkendelig og bekymrende udvikling, og i stedet for at skrive atter en kronik om disse demokratiske udfordringer har Krause-Kjær formået at iklæde sin advarsel romanens kød og blod, fint bygget omkring sin noget ramponerede “helt”, Ulrik Torp. Om der er tale om en spændingsroman i traditionel forstand kan diskuteres, men romanen er under alle omstændigheder påtrængende vigtig læsning og en god opfølgning på forgængeren “Kongekabale”. Niels Krause-Kjær: ”Mørkeland” 299 sider, Lindhardt og Ringhof, er udkommet

Niels Krause-Kjær: ”Mørkeland”. Foto: Lindhardt og Ringhof
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce