Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Lone Theils: ”Savnet. Hjemvendt 1”

Lone Theils. Foto: Hazel Thompson

Bøger: Efter en lidt faldende formkurve er tidligere journalist, men nu forfatter på fuld tid Lone Theils med “Savnet” tilbage i bedste krimi-storform. Allerede inden bogen havner i boghandlen, har den haft imponerende 13.000 lyttere eller e-bogslæsere. Det er sket i samarbejde med onlinetjenesten Mofibo, og den måde at lancere bøger på har fremtiden for sig.

Geografisk befinder vi os i Nordvestjylland, og serietitlen “Hjemvendt 1” angiver ikke kun, der er mere i vente fra den del af landet, vi befinder os også et sted, Lone Theils har et særligt forhold til. Det er med til, at handlingen, der udfolder sig i omegnen af Holstebro, har sin autentisk lokalkolorit.

Begivenhedsforløbet er startet 10 år før romanens nutidsplan. Under en tur til Hjerl Hede forsvandt en families ældste datter, Mille, sporløst. Det var politiassistent Signe Brasks første sag, og lige siden har den hjemsøgt hende. I årene efter har hun på årsdagen for den traumatiske begivenhed besøgt den lille familie for at bedyre, at sagen ikke er lagt på hylden.

Til Signes store overraskelse dukker Mille nu som 20-årig pludseligt op, og hun genforenes med familien. En lykkelig afslutning på en sag, der har plaget Signe og familien, eller er den nu så oplagt og lykkelig endda?

Der er hurtigt små tegn på, at tingene er mere komplicerede og gruopvækkende end først antaget. Hvordan det nærmere hænger sammen skal naturligvis ikke røbes, kun så meget, at Lone Theils yderst raffineret udfolder en barsk og kvalmende historie. Med Signe Brask ved roret har hun også fat i en hovedperson, man glæder sig til at få uddybet i kommende bind. Lone Theils: ”Savnet. Hjemvendt 1”. 320 sider. People’s Press, er udkommet 5 af 6 stjerner

Lone Theils: ”Savnet. Hjemvendt 1”. Foto: People’sPress
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce