Annonce
Danmark

Boganmeldelse: Sofie Jama: "Et andet menneske, et andet liv"

Sofie Jama. Foto: Seth Nicolas/Politikens Forlag

Bøger: Det starter så godt i Sofie Jamas debutroman "Et andet menneske, et andet liv". Hovedpersonen Baraka, der også kalder sig Maria, fortæller indlevende om at være barn på flugt fra krigen i Somalia og komme til Danmark og - dybt traumatiseret - forsøge at finde sin egen identitet.

Der er smukke beskrivelser fra den afrikanske savanne og af et stolt folk med en religion (islam) fuld af håb og barmhjertighed, og der er tankevækkende beretninger om et land og en kultur arret af kolonialisme og borgerkrig. Samtidig leverer Jama til at begynde med en dejlig ublufærdig beskrivelse af Baraka, hvis omskæring kun delvist er lykkedes, så hun i stedet for at være berøvet lyst konstant bliver ophidset og tilfredsstiller sig selv mange gange om dagen.

Der er to andre vigtige personer med i romanen, nemlig den 90-årige hovedrige jødiske kvinde, Esther, der bliver Barakas protegé og selv en gang med nød og næppe er undsluppet koncentrationslejren, og drengen Umar, der kommer til Danmark som uledsaget syrisk flygtning, og i løbet af romanen flettes de tre skæbner sammen.

Problemet er, at hovedpersonen bliver mere og mere usympatisk og skingert okkult og historien mere og mere utroværdig for til sidst at kamme helt over i en blanding af klichéer, softporno, skæbneroman og en slutning, hvor det står mejslet i sten, at vi kan forvente en fortsættelse.

Forfatteren lader på nogle af de sidste sider sin fortæller udgyde følgende svada i uddrag: "Når jeg nu sidder her med min caffe latte og skriver dette, kære læser, falder det mig ind, at du måske slet ikke kan sætte dig ind i min livsverden. Tilgiv mig, at jeg ikke har været mere pædagogisk, mere metaintroducerende. Jeg vil vække din empati og din fascination, din forargelse, måske endda din længsel efter selv at være noget andet. Noget mere farverigt og ægte, noget mere levende og traditionelt."

Well, der findes et godt gammelt råd til alle, der gerne vil fortælle historier, nemlig "Don't tell it, show it!". Det er superærgerligt, at noget, der begynder så fint, får lov at stivne så meget, for Sofie Jama har bestemt talent. Det håber jeg, man kommer til at se mere af i toeren.

Sofie Jama

"Et andet menneske, et andet liv"

320 sider, Politikens Forlag

Annonce
Sofie Jama: ?Et andet menneske, et andet liv?. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Randers For abonnenter

Confac vil have sunde medarbejdere: Slut med kage og brun sovs - salat og motion på menuen

Randers FC

Sportsdirektør er træt af udsat lokalbrag: - Mest realistisk, at vi finder en dato i marts

Annonce