Annonce
Livsstil

Boligreportage: Papirklipkunstner fandt sine rødder på Langeland

Det var lidt af et tilfælde, at Sonia Brandes for lidt mere end et år siden endte på det nordligste Langeland. Men stedet "kaldte" på hende. Foto: Katrine Becher Damkjær
For godt et år siden flyttede den 72-årige papirklipkunstner Sonia Brandes ind i en smukt restaureret gård nord for Lohals. Det var aldrig meningen, hun skulle bo på Langeland, og da slet ikke i så stort et hus, men hun kunne mærke, at huset havde ventet på hende.

Rundtomkring i husets mange stuer står keramikskåle med alle de små, fine operationssakse, papirklipkunstneren Sonia Brandes har slidt op.

- Jeg synes, det er sjovt at have dem, så jeg har forskellige steder i huset, hvor der er en saks. Papir er hårdt for en saks, så efter et par store klip begynder den at blive sløv, forklarer 72-årige Sonia Brandes.

I dag er hendes fingre plaget af gigt efter snart en menneskealder med saksen i hånden, og derfor er hun nødt til at bruge sakse med større huller. De er samtidig langt dyrere. En saks koster små 3000 kroner, mens de små operationssakse, der er lavet i Østen, kan købes for 60 kroner stykket.

Sonia Brandes har siden marts sidste år boet på en stor, smukt restaureret gård i det nordligste Langeland med sine tre italienske trøffelhunde, Ella, Lotta og Kokos. En brun, en grå og en hvid.

Huset er en tidligere avlsgård, der hører til herregården Charlottenlund i nærheden. Huset var fuldt istandsat, men havde stået tomt nogle år, da Sonia Brandes flyttede ind.

- Det havde ventet på den rette. Og det var så mig. Jeg har hele tiden - i den grad - følt mig taget om. Det her var et sted, jeg måtte være. Mine ting er sjældent kommet til sin ret som her, fortæller Sonia Brandes, der aldrig havde troet, at hun skulle bo alene i så stort et hus. Og da slet ikke på Langeland, for det var slet ikke meningen, det var der, hun skulle være. Hun ventede på at flytte ind i et hus i Diernæs ved Faaborg, der var ved at blive sat i stand, men ved en lang række tilfældigheder endte hun nord for Lohals.

- Jeg er glad for at bo på Langeland. Jeg synes, der er meget fint, kønt og alfeagtigt. Jeg synes, det er ligesom et fe-rige. Der er en fe-stemning over Langeland. Måske er det, fordi der er så meget efeu, og det gør det hele så blødt. Der er ikke mange steder, der er så meget efeu som her, fortæller Sonia Brandes.

Huset ligger uforstyrret med udsigt til havet og Langelands frodige landskaber med sprøde, nyudsprungede bøgetræer og vild natur. Sonia Brandes holder af at følge naturens gang, når hun går morgen- og eftermiddagsture med de tre hunde.

- Der er er altid noget, der blomstrer. Der er slåen, mange vilde kirsebær, kæmpe popler med efeu og mange vilde roser. Det er en fornøjelse at kigge på.

- Jeg kan slet ikke undvære at være et sted som her. Jeg ved ikke, om det kommer an på, hvor man er født, og at det er, fordi jeg er født på Ærø. Jeg boede mange år i Paris som ung, og jeg er ikke noget storbymenneske. Jeg kan godt lide at være i en storby, men jeg vil gerne væk fra den igen. Jeg trives bedst et sted som her, fortæller hun.

Dyrelivet, blomsterne og naturen som helhed går ofte igen i Sonia Brandes' værker.

Annonce

Blå bog

Sonia Brandes blev født på Ærø i 1946.

I dag bor hun nord for Lohals på Nordlangeland med sine tre italienske trøffelhunde, Ella, Lotta og Kokos.

Hun er uddannet folkeskolelærer, men har levet af sin kunst siden 1971.

Papirklippene er hendes primære kunstform, og hun har blandt meget andet lavet altertavle til Sdr. Broby Kirke, udsmykket dæksler i Odense Kommune, lavet et 24 meter langt klip til et hospice i Esbjerg og udsmykket Landet Forsamlingshus på Tåsinge.

Derudover har hun illustreret en lang række bøger og undervist i papirklip.

Hun har en datter og tre børnebørn.

De fattiges kunst

I Frankrig blev papirklip før i tiden kaldt l’art des pauvres - de fattiges kunst - for kunstformen kræver ikke andet end et stykke papir og en saks. Men ser man på Sonia Brandes' værker, er de alt andet end fattige. De meterhøje papirgobeliner indeholder myriader af motiver og små historier og giver følelsen af, at man aldrig får set dem til ende.

I et antikt vitrineskab er udstillet bittesmå klip, og på væggene i avlsgårdens mange rum hænger vidnesbyrd om Sonia Brandes' livslange virke som papirklipkunstner. Hun har lavet klip til alt fra Det Gamle Testamente til folkeviser, Karen Blixen- og H.C. Andersen-eventyr.

Det er sjældent, Sonia Brandes klipper abstrakte motiver. De florlette klip fortæller som regel en historie eller illustrerer dyr eller ting, hun møder i sin hverdag. Til en udstilling på Tønder Museum lod hun sig inspirere af den sønderjyske kniplingetradition. Og til en udstilling over den svenske forfatter Selma Lagerlöf, inddrog hun de karakteristiske kurbitsmønstre, mange måske kender fra den svenskrøde Dalarhest.

En genre har dog en særlig plads hos Sonia Brandes.

- Jeg holder meget af folkeviser. Jeg kan i det hele taget godt lide middelalderen. Der er saft og kraft i den, for ting begynder på ny der. Og så kan jeg godt lide tankegangen om forvandlingen, der ofte er i folkeeventyrene, forklarer hun.

Papirklippene er udsprunget af folkekunsten, og det er måske derfor, de går så godt i spænd med folkeviser og -eventyr.

Det var under barndommen på Ærø, Sonia Brandes fik øjnene op for papirklip.

- Jeg er født i 1946, og der havde man ikke fjernsyn. Årstidsfester betød rigtig meget, for der havde man lejlighed til at gøre noget. Vi løb hellig trekonger, der var ringridning, for alt foregik med heste, da jeg var barn, så de store arbejdsheste blev pyntet. Jeg er meget glad for, at jeg faktisk har oplevet noget folkekunst, der levede. Efter ringridning kom påske, hvor vi klippede gækkebreve. Det kunne jeg godt lide, og når der var noget, vi syntes om, gav vi den hele armen, for vi havde kun den sjov, vi selv lavede, fortæller Sonia Brandes.

Fascineret af mønstrene

Som ung uddannede hun sig til skolelærer, men underviste kun et enkelt år, inden hun helligede sig kunsten. Hun er ikke kunstuddannet, for der er ingen steder, man kan uddanne sig i at klippe papirklip.

- Hvis jeg havde gået på kunstakademiet, kunne det godt være, jeg var kommet væk fra at lave papirklip. Når noget er folkekunst, er det almenhedens udtryk og derfor ikke så fint. Det synes jeg ikke er rigtigt, men jeg holder meget af folkekunst, så for mig passer det godt, at den er sprunget ud af det, siger Sonia Brandes.

Det er især papirklippenes mønstre, der fascinerer hende.

- Der er jo det ved et mønster, at du kan ind i det, hvor du vil og ud af det, hvor du vil. Du kan gå rundt i en evighed. Og det virker befordrende for den, der kiggers egen fantasi, forklarer Sonia Brandes.

Løfter man et klip op fra bordet og holder det i hvert hjørne, hænger det sammen. Sonia Brandes er derfor nødt til at lave nogle punkter, strenge og broer, der får alle elementer til at hænge sammen.

- Jeg er afhængig af påhæftningerne. De bliver overdimensionerende, og derfor får de en betydning i billedet, siger hun.

Sonia Brandes bor med sine tre italienske trøffelhunde Ella, Lotta og Kokos. Foto: Katrine Becher Damkjær

Tre år i Sverige

Før Sonia Brandes flyttede til Langeland, boede hun tre et halvt år i Dalarna i Midtsverige. Her er vintrene lange, barske og fulde af sne, og foråret kommer som en eksplosion i maj, hvor alt springer ud på samme tid. Der er bjørne, jærve og ulve og røde træhuse med hvidmalede vinduer.

Hun boede i Bingsjö og bidrog til byens fællesskaber ved at lære beboerne at klippe. Blandt andet ved områdets store årlige folkemusikfestival, hvor hun igen i år er inviteret op for at holde klippeworkshop. Sonia Brandes har dog takket nej, da hun i år skal være en del af Rosenfestivalen i Bogense.

Sonia Brandes holdt meget af Bingsjö, men lægger ikke skjul på, at det var en stor omvæltning at flytte til et helt nyt land med en anden mentalitet, andre skikke og et nyt sprog. Selvom Sverige og Danmark på mange måder minder om hinanden, er de to lande også meget forskellige. Hun følte, at hun skulle lægge alt det, hun kendte, til side. Hele sin kulturelle baggrund. Alt skulle tillæres på ny.

- Når man når op i min alder, har man et andet syn på, hvad man foretager sig. Derfor var det en stor beslutning at flytte. Da jeg var ung og havde nogle år i Paris, tænkte jeg ikke over det, jeg gjorde det bare, fortæller Sonia Brandes.

På Langeland har hun fundet tilbage til sine rødder, og det giver ro og tryghed.

- Her er hele kulturarven, man kender og bevæger sig rundt i. Det er der noget dejligt i, siger hun.

Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce