Annonce
Danmark

Borgmestre ser skattestigninger efter udligningsudspil

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ifølge Jyllands-Posten forventer en række borgmestre at hæve skatten, hvis udspil bliver til konkret reform.

En række borgmestre, hvis kommuner står til at miste tilskud eller skulle betale mere i regeringens udspil til en udligningsreform, siger til Jyllands-Posten, at de forventer at måtte hæve skatten.

Annonce

Der er blandt andet tale om kommunerne Rudersdal, Solrød, Lejre, Lemvig og Favrskov, hvor borgmestrene ikke vil afvise skattestigninger, når kommunen skal sende mere til andre kommuner.

- Vi har ikke diskuteret det i byrådet endnu, men jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at det her kommer til at ende med en skattestigning. Vel at mærke hvis det nuværende forslag fra regeringen bliver en realitet, siger Venstreborgmesteren i Solrød, Niels Hörup, til avisen.

Udligningssystemet omfordeler penge fra velhavende kommuner til mindre velhavende kommuner. Det sker via en kompliceret nøgle, og systemet har i årevis fået kritik for at være uigennemsigtigt.

Den socialdemokratiske regering kom i slutningen af januar med sit udspil til en reform af systemet. Som del af reformen vil regeringen give kommuner lov til at hæve skatten.

Det vil så blive modsvaret af en sænkelse af bundskatten i hele landet. Dermed vil det samlede skattetryk for alle danskere ikke stige, men kan dog stige for borgerne i de kommuner, der hæver skatten.

Jyllands-Posten refererer til udregninger fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

Ifølge tænketanken kan skatten stige med omkring 1200-1300 kroner årligt for en almindelig familie i kommuner som Lemvig og Lejre. Og betydeligt mere i de velhavende kommuner nord for København.

Sænkelsen af bundskatten vil modsat - ifølge beregningerne - give en almindelig familie et plus på 900 kroner.

- Vi vil have flere penge ind i systemet, så vi kan afbøde konsekvenserne for den enkelte familie og kommune, der står til et stort skattesmæk med regeringens udspil, siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, til Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at det selvfølgeligt vil koste nogen noget, når man laver udligning.

- For det er klart, at når man vil bruge flere penge på kommuner, der har det svært, skal de penge komme et sted fra, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Effekt af udligning
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce