Annonce
Danmark

Brexit en gave til Sinn Fein

Tilhængerne af irsk genforening og af partiet Sinn Fein har vind i sejl og bannere efter valget i Irland. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Sinn Fein, der ønsker irsk genforening, triumferede ved Irlands parlamentsvalg. Brexiterne Nigel Farage og Boris Johnson har aktier i genopblusset ønske om et samlet Irland, mener irlandsekspert Michael Böss.

Irland: Mens danskerne lige nu fejrer 100-året for genforeningen med Sønderjylland, er pulsen vokset i ønsket om en samling af republikken Irland og den britiske provins Nordirland.

Det skete i første omgang med brexit, der skabte uro om den åbne grænse på den irske ø, og det skete i anden omgang i lørdags, da det irske parlamentsvalg blev ét stort triumftog for det venstreorienterede parti Sinn Fein.

Selv om valget handlede om alt muligt andet, fik genforeningstilhængerne for alvor vind i sejlene:

- Hele brexit-bevægelsen har været med til at fremme spørgsmålet om irsk genforening. Fra Nigel Farage til Boris Johnsonn har man leveret en gave til Sinn Fein, siger Michael Böss, irlandsekspert, dr. phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.

Sinn Fein er i sin tid skabt som den politiske overbygning på den Irske Republikanske Armé, IRA, som var en stærk militant stemme i det genforeningsspørgsmål, der fra 1968 til 1998 resulterede i en regulær borgerkrig i Nordirland med 3500 dræbte.

I den sydlige del af øen, i Irland, blev Sinn Fein i lørdags vælgernes største parti med 24,5 procent af stemmerne, men kun det næststørste i parlamentet, fordi det ikke opstiller i alle valgkredse, og derfor kun fik 37 af parlamentets 160 pladser.

Annonce
Hele brexit-bevæglesen har været med til at fremme spørgsmålet om irsk genforening. Fra Nigel Farage til Boris Johnsonn har man leveret en gave til Sinn Fein.

Michael Böss, dr. phil.

Hjerteblod og fortid

På grund af den fortid, Sinn Fein er skabt af, er genforeningen af de to irske lande hjerteblod for partiet. Partiets leder Mary Lou McDonald har midt i valgjubelen lovet, at det spørgsmål skal sendes til folkeafstemning inden for fem år.

Det kan hun bare ikke uden videre gå ud fra vil ske, vurderer Michael Böss.

- Det kræver, at Sinn Fein kommer i regering, og meldingerne fra de andre partier tyder ikke på, at det er muligt, siger han.

Michael Martin er leder af Fianna Fáils, der er et af de de to store politiske midterpartier, der i årevis har domineret parlamentet og sprunget buk om regeringsmagten; det andet er Fine Gael. Da valgresultatet blev kendt, åbnede han en dør på klem for et regeringssamarbejde med Sinn Fein. Men han blev hurtigt kaldt til orden af mange andre ledende skikkelser i Fianna Fáils.

Det er irernes nære og blodige fortid, der ifølge Michael Böss her spiller ind med en hånd fyldt med moralske kort.

- Fianne Fáils er resultatet af en splittelse af Sinn Fein. Det skete, da nogle syntes, at partiet var for voldeligt indstillet og lænede sig for meget op ad IRA. Med den forhistorie vil tanken om regeringssamarbejde med hovedkonkurrenten, være udelukket for mange, siger Michael Böss.

Et samarbejde med det andet store parti, det borgerlige Fine Gael, anses som udelukket af politiske grunde.

Utilfredshed med de gamle partier

På den ene side var genforeningen slet ikke et tema i valgkampen, på den anden side har ønsket om folkeafstemning fået stor opbakning efter valget.

- Valget handlede om, at befolkningen er utilfreds med de gamle partier og ønsker reformer i bolig- sundheds- og socialpolitikken. Det gælder især dem mellem 18 og 34 år, og det var dét, Sinn Fein målrettede valgkampen efter - og vandt med især de unges stemmer, siger Michael Böss.

Exitpolls efter valget har så samtidig vist, at 75 procent af disse unge vælgere også støtter Sinn Feins ønsker om genforening og krav om folkeafstemning. Tallet er 60 procent hos gruppen mellem 25 og 34 år og svagt faldende, jo ældre befolkningsgrupperne er.

Selv om disse tal kan lyde markante, understreger Michael Böss, at det er tal, der kun vedrører den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sinn Fein. I de store politiske partier vil der være modstand mod en folkeafstemning. Og det skal man så forstå på den rigtige måde ud fra historien, understreger han:

- Som irsk politiker kan man ikke sige, man ikke ønsker genforening, men man ønsker det ikke på kort sigt. Sandsynligheden for voldelig modstand i Nordirland er for stor til, at man tør vove det. Man er egentlig meget godt tilfreds efter fredsaftalen i 1998, hvor man fik den åbne grænse, den fri bevægelighed af mennesker og varer, og hvor borgerne kan vælge mellem irsk og britisk statsborgerskab, siger Michael Böss.

Det delte Irland

En historisk modsætning mellem katolikker og protestanter førte i 1968 krav fra katolsk side om, at Nordirland blev løsrevet fra Storbritannien og i stedet blev en del af republikken Irland.

Urolighederne fik året efter Storbritannien til at sætte militæret ind i Nordirland.

Det udløste regulær borgerkrig mellem en række paramilitære grupper. Irish Republican Army, IRA, på katolsk side og Ulster Defence Association, UDA, på protestantisk side var de toneangivende grupper.

3500 mennesker døde som direkte følge af konflikten. Den stod påfrem til 10. april, langfredag, 1998, da der blev indgået en fredsaftale mellem parterne.

Aftalen var betinget af en total afvæbning af begge parter. Den var gennemført i oktober 2005, da IRA destruerede de sidste våben.

Et væsentligt punkt i aftalen var, at grænsen mellem Irland og Nordirland skulle være åben, kontrolfri og ubevogtet. Samtidig skulle befolkningerne på begge sider af den usynlige grænse frit kunne vælge mellem irsk og britisk statsborgerskab.

Brexit

Det er den ro og balance, der er kommet i svingninger, dels ved resultatet af det aktuelle parlamentsvalg i Irland, dels ved de følgevirkninger, brexit har fået.

I hele brexit-spørgsmålet har grænsen mellem Nordirland og Irland, og dermed grænsen mellem Storbritannien og EU, været den store anstødssten. Grænsespørgsmålet har skabt politisk ballade og vækket slumrende militante IRA-tilknyttede grupper og foranlediget demonstrationer og voldelige sammenstød, også med sprængstoffer involveret.

Ud over usikkerheden om den kommende grænse var der også den omstændighed, at et nordirsk flertal ønskede at blive i EU, altså var imod det vælgerflertal, der kom til at gælde for hele Storbritannien.

- Det har skabt megen debat og uro. Selv blandt klassiske unionister (tilhængere af det nationale fællesskab med Storbritannien, red.) har der været røster om, at det kunne være en fordel at forene Irland på en eller anden måde. Der er ingen tvivl om, at brexit har givet argumenter for en irsk genforening, siger Michael Böss.

Lederen af Sinn Fein i Irland, Mary Lou McDonald er omsværmet af både vælgere pg pressefolk for tiden. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Der er ingen tvivl om, at brexit har givet argumenter for en irsk genforening, siger Michael Böss. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce