Annonce
Debat

Cykelsti og Væth-broen i Langå

Læserbrev: Langå Miljøgruppe er blevet orienteret om, at Banedanmark for nylig i forbindelse med præsentation af en ny Væth-bro over jernbanen i Langå viste en løsning, hvor man har udeladt den planlagte underføring af cykelsti 29, der forbinder Randers - Langå - Silkeborg. (Hvis nogen skulle have glemt det, er stien en del af Randers Cykelby, som kommunen har fået præmie for)

Denne underføring har i årevis indgået i Randers Kommunes stiplan, blandt andet efter forslag fra både borgere i Skovlyst og Langå Miljøgruppe.

Kommunen har for nylig købt arealet mellem Skovlystvej og baneterrænet og anlagt en ny cykelsti som forberedelse til underføring under Væth-broen.

Underføringen har to formål:

Først og fremmest at skabe sikker passage af Væthvej for børn til og fra Skovlyst-området, hvor blandt andet fodboldklubben ligger. Skovlystvej møder Væthvej, hvor denne svinger 90 grader til den ene side, og broen spærrer for udsyn til den anden, og bilernes hastighed er sjældent tilpasset forholdene på trods af bump.

Dernæst at skabe en logisk underføring for de efterhånden mange turcyklister på cykelsti 29, som ikke er stedkendte og derfor både skal lede efter cykelstiens fortsættelse og passere en trafikeret vej med elendigt udsyn.

I Langå Miljøgruppe har vi svært ved at forstå, at to offentlige organisationer ikke vælger at samarbejde, men at den ene i bogstaveligste forstand ser ud til at forsøge at køre den anden over?

Der har allerede været rigeligt med blæst om Væth-broen og spørgsmålet om lukkeperiode versus nedsænkning af skinnerne - kan det virkelig passe, at man nu ender med en løsning, som permanent tvinger de svageste og mest CO2-neutrale trafikanter til at ligge under for de stærkeste og mest CO2-udledende?

Vi vil meget stærkt opfordre vores lokale politikere til at komme på banen og medvirke til, at der findes en løsning, som tilgodeser de svage trafikanters behov for sikkerhed og overskuelighed i trafikken. En sådan løsning vil fortsat bestå i en underføring under broen/langs med banelegemet.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik For abonnenter

Kronikken: Lad os give dem friheden tilbage

Små skolebørn i 50’erne startede ofte timen med at synge ”frihed er det bedste guld”. Sådan begyndte også min skoledag dengang, og vi sad pænt og stille, og med klare øjne sang vi om ”det guld, der stråler over muld”. Vi jublede tonerne ud, og vi vidste godt, hvad det var for en frihed, vi sang om. Det var den ”borgermur, hvor modet støder højt i lur” Vi var jo lige trådt ud af 2. Verdenskrig, og friheden var et nationalt klenodie, der skulle værnes om. Et årti senere, da drengenes stemmer gik i overgang, var vi mere forvirrede og usikre, og vi sang helt andre sange. Nu handlede det om os selv og vores egen verden. Og vi begyndte at sætte spørgsmålstegn ved ordet ”frihed.” Var det overhovedet vores frihed? Vores tidlige ungdom faldt i sluthalvtresserne, en tid, hvor der var knaphed på alting, og en ny, kold krig lå og lurede på os, og danskerne fandt tryghed i det kendte og forskansede sig i gamle vaner og traditioner. Vi unge skulle være lydige og lære og høre efter og tilpasse os de gamles værdier, så ville vi bedre kunne modstå verdens ondskab. Tænkte forældrene. Vi blev en strid og besværlig ungdom for vore forældre, som stadig ikke var i tvivl om, hvad ”frihed” var. Og det var i al fald ikke noget, man skulle overlade til de unge. Og skoler og læreanstalter holdt med dem. Med frihed fulgte et kæmpe ansvar, og det var for tungt at bære på så unge skuldre som vore. Men så kom Panduros ”Rend mig i Traditionerne” og Rifbjergs ”Den kroniske Uskyld” i hælene på hinanden, og de var med til at vælte forestillingerne om et trygt liv i faste rammer, og for os unge var det som et friskt pust. Nu skulle vi have frihed. Vores egen frihed. Og revolutionsromantikken blomstrede lige så livligt som tidligere nationalromantikken havde gjort det. Op gennem 60’erne fortsatte bølgen af oprørsk ungdomslitteratur og film og teater (Osbornes ”Ung Vrede” – Kjærulff- Schmidts ”Weekend” – ”Ung Leg” med Githa Nørby o.m.a.), og det alt sammen kulminerede vel i Ungdomsoprøret i 1968. Efter den tid var verden blevet en anden. Nogle mente, at den var gået rent af lave - andre, at den var blevet et bedre sted at være menneske og navnlig ung i. For vi fik jo frihed. Det traditionsbundne gods blev kastet overbord, og nu var det os selv, der skulle sætte kursen. Men hvor skulle vi egentlig hen? Det var der stor uenighed om, og der var ingen autoriteter, vi kunne lytte til og lære af, ingen retningslinjer, vi kunne følge. Nu var der frihed på alle fronter: fri sex, frie kønsroller, fri børneopdragelse, frit valg på alle hylder. Pyha! En del unge tabte virkelig også tråden til virkeligheden og gled væk i en usund eufori - og andre blev benhårde marxister. Atter andre lærte at tænke og handle selvstændigt. Nu er jeg gammel (dog endnu ikke grå), og jeg ser undersøgende på de unge i dag. Jeg ser tredje generation vokse op og forsøger at tage bestik af deres ”frihed”. Hvori består den? Jeg ved, hvad de unge er blevet frie for, men ikke helt, hvad de er blevet frie til. Umiddelbart ser jeg en ungdom, som på én gang er mere forvirret og usikker end vi nogensinde var, og som hver for sig arbejder på at blive bedre end alle de andre, endda også bedre end sig selv: man skal være den bedste udgave af sig selv. Du milde himmel, tænker jeg, findes vi nu i flere udgaver? Uha! Deres forældre havde ”fjumreår”, for det, syntes vi, var ok, og vi lod dem drive rundt, og de drev den måske af ind i mellem, men jeg tror, det var sundt for dem. Senere fik de gode uddannelser alligevel. Langt de fleste i al fald. Men den næste ungegeneration synes smerteligt optaget af at leve op til deres egne, måske alt for store ambitioner, eller til fars og mors måske alt for store forventninger. Og til konkurrencesamfundets krav om at yde det yderste hele tiden og uden pauser. Frihed findes måske slet ikke i deres ordforråd? Lidt selvmodsigende sagt, er det som om ungdommen på én gang strækker sig i det uendelige – man skal være ung hele livet - og samtidig, er der mange børn og unge, der slet ikke tåler det medfølgende pres og de krav, de stiller til sig selv og som stilles af forældre og stat i forening. Barnetid og ungdomstid burde være en tid med leg og fantasi og med lykkeligt driveri. Og for en del unge lykkes det at leve delvist op til kravene, de kan jo dog ikke alle få førstepladsen, men for alt for mange unge, lykkes det slet ikke. De går helt i stykker, skærer i sig selv, sulter sig selv, tager stoffer og havner som tabere i det sociale system. Og havner de først i behandlersystemet, så er det for alvor slut med friheden. Jeg vil slutte af med et citat fra Amtsavisen fra 9. september. Her skriver Maria Frellesen Pedersen: ”Vi har haft fokus på børn som små soldater af konkurencestaten, der skal hurtigt igennem uddannelsessystemet, så de kan vækste for samfundet. Men vi bliver nødt til at skabe en kultur, hvor det er okay at fejle, eksperimentere og være kreativ.” Ja. Lad os give dem friheden tilbage.

Randers FC For abonnenter

Offensivspiller har kun fået 15 superligaminutter: Jeg skal nok få mine chancer

Annonce