Annonce
forside

DAG 3: En vidneløs forbrydelse er blevet en retssag fyldt med vidner

Foto: Michael Nørgaard

Tredje dag i sagen om drabet på Kim Wall blev første dag uden et ord fra Peter Madsen. Det gav plads til kolde kendsgerninger. Det var ikke til Peter Madsens fordel.

DAG 3

22. marts 2017

Peter Madsen har begået en forbrydelse. En vidneløs forbrydelse. Det eneste levende menneske, som så, hørte, følte, hvad der præcist skete i ubåden, er Peter Madsen.

Alligevel skal der føres 37 vidner i sagen. Nogle kan sige noget om Peter Madsen før forbrydelsen. Nogle kan sige noget om Peter Madsen efter forbrydelsen. Ingen kan sige noget om Peter Madsen under forbrydelsen.

På en tredjedag, hvor de eneste ord fra Peter Madsen var sporadisk hvisken til forsvareren, blev seks af vidnerne afhørt. Der er 31 igen.

Annonce

To af de seks vidner på dag tre er vigtige. Af hver sin årsag.

Retsmedicineren er vigtig for bevisførelsen. Vel den vigtigste af alle i forhold retssagens konkrete formål: At nå frem til en dom og en straf - om et menneske skal tilbringe resten eller blot en del af livet i fangenskab.

Kæresten, Kim Walls, er vigtig for os alle. For historien. For at der vil være andet end aske og en forbryder, vi aldrig glemmer navnet på, når sagen er forbi. For den kollektive erindring. For at vi vil huske det tragiske tab af et ungt, ambitiøst menneske.

Alle kan besøge hjemmesiden rememberingkimwall.com og se mindehøjtideligheden. Og videoen, hvor den unge journalist er ved at sejle fra koraløen Enewetak i Stillehavet, hvor hun har lavet en reportage om klimaforandringer og atomaffald. Hun taler til kameraet, og dette er det sidste, hun siger:

"Det er lige sådanne historier, jeg gerne vil lave, historier hvor jeg kan lave reportager set gennem en udenrigspolitisk linse. Forhåbentlig kan jeg skabe mig en plads den mandligt dominerende udenrigsjournalistik. Tak."

Kim Wall havde en dansk kæreste. De nåede at være sammen i 11 måneder og boede på Refshaleøen i København. Ugen efter Kim Walls død skulle de have fløjet til Beijing i Kina og flyttet ind i en bolig, de havde fremlejet for et år.

Den første nat uden Kim Wall - mens kæresten stadig var i uvished - tilbragte han i desperation. Han vidste, noget var galt, fordi hun ikke var kommet tilbage som planlagt. Han ringede til Søværnet, hæren, politiet. Alt hvad han kunne komme i tanke om. Han cyklede rundt på Refshaleøen. Han ringede til Kim Walls forældre i Sverige. Han opsøgte Peter Madsens hangar, hvor han mødte Peter Madsen kone. Hun virkede fjendtlig, afvisende.

Han insisterede på, at hun skulle fortælle ham noget. Hvad som helst. Hun bad ham bare stoppe med at stille spørgsmål.

Torsdag sad han i retten og fortalte om Kim Wall. Og om sit tab.

- Alle mine fremtidsplaner var lagt sammen med Kim. Nu ved jeg ikke længere, hvorfor jeg overhovedet tager en uddannelse ... det har påvirket alt.

- Hun var en utroligt ambitiøs journalist. Fantastisk nysgerrig. Hun fandt skønhed alle mulige steder og kunne ikke holde sig fra at rejse rundt og opleve, opdage og beskrive.

Den 11. august, da Peter Madsen smed en parteret Kim Wall i Køge Bugt, skulle de have været til bryllup i Kolding.

Retsmedicineren i vidneskranken kender ikke Peter Madsen. Hun kendte ikke Kim Wall. Til gengæld findes der ingen, som kan fortælle mere om, hvad der skete om bord på ubåden. Ingen andre end Peter Madsen i hvert fald.

Hun har hestehale og fornuftige sorte støvler. Hun udviser ingen sans for drama. Man kan dårligt forestille sig en hårdere kontrast til anklagerens selvsikre arrogance, forsvarerens skærebrændende aggressivitet og Peter Madsens selvforelskethed. Hun ville ikke stikke ud, hvis hun stod bag skranken på et kommunebibliotek.

Men hun har noget at sige, som er væsentligt.

At flere af de grumme, dybe stik i Kim Walls nedre regioner var blevet påført enten kort inden eller kort efter dødens indtræden. Mens der stadig var blodcirkulation.

Peter Madsen har sagt, at han først stak i Kim Wall i forbindelse med parteringen, og at han gjorde det for at lave huller, hvor liggasserne kunne komme ud, så Kim Wall ville forblive på havbunden og ikke stige op til overfladen.

Han har også sagt, at hun døde kort før midnat, og at han parterede hende cirka syv timer efter. Den forklaring styrtede i grus, da retsmedicineren lagde fakta på bordet. Det er udelukket, at der stadig ville være cirkulation i blodet syv timer efter. Havde det været en time efter, ville det også have været udelukket.

Og hvis Kim Wall døde, som Peter Madsen påstår, hun døde - fordi han ved et uheld var skyld i, at hun fik CO2-forgiftning i en ubåd med undertryk - ville temperaturen i ubåden i løbet af ganske kort tid være steget til langt over 100 grader. Det ville have givet anden- og tredjegradsforbrændinger, men det var der ikke spor af, konstaterede retsmedicineren.

Og lungerne viste ingen tegn på forgiftning - de viste derimod tegn på kvælning.

Anklagerens påstand er, at dødsårsagen er kvælning eller halsoverskæring. To sandsynlige dødsårsager konstaterede retsmedicineren.

Peter Madsen har næppe haft mange gode dage siden den sommerdag i 2017.

Denne torsdag var helt sikkert ikke en af dem.

I morgen er det Kim Walls fødselsdag. Hun ville være blevet 31 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Brand i etageejendom i Grenaa

Kronik For abonnenter

Kronikken: Randers byråd og det ideologiske efterslæb

I de mere end 20 år, jeg har arbejdet og boet i Randers, har der været en fortsat række af balladesager i byråd og kommune. Nepotisme, pamperi, nær-ulovlige byrådsbeslutninger, forvaltningsutilstrækkeligheder hvis ikke -ulovligheder, personalesager, afskedigelsessager og til hadefuldhed grænsende personlige og politiske modsætningsforhold har holdt i kø på byrådets tunge vej siden midten af 1990'erne. I lige så lang tid er der igen og igen af lokale iagttagere og såkaldte eksperter udtrykt bekymring for, hvor meget skade Randers' image tager af disse sager. Den ene velmenende, undertiden rablende og i al fald altid rasende dyre reklamekampagne efter den anden er iværksat for at rette op på ry og rygte, uden at nogen rigtigt kan se en virkning heraf. Senest hører vi nu om et nyt initiativ udgået fra borgmesterkontoret. I konsekvens af den i 2019 usikre kommunale håndtering af den såkaldte Stjernehussag (forflyttelsen af en medarbejder ved en børneinstitution, mod hvem en mistanke om overgreb på et barn viste sig at være ubegrundet) og de efterfølgende hårde personligt-politiske angreb i byrådet, hyres der i 2020 en konsulent, der skal hjælpe de enkelte byrådsmedlemmer og byrådet som gruppe til at arbejde bedre sammen og tale pænere til hinanden. Det kan da være et prisværdigt projekt. Der skal dog nu nok mere end reklameslogans og samtaleterapi til for alvor at flytte Randers Byråd og kommune ind i det 21. århundrede. Det bliver mit postulat, at roden til ondet skal findes i et ideologisk efterslæb, som det er nødvendigt at gøre op med. Men det er vigtigt at være realistisk. Der er fire grundliggende forhold, man er nødt til at besinde sig på for at kunne se tingene i et nøgternt perspektiv. For det første kommer vi ikke udenom, at byrådspolitikere rekrutteres blandt mennesker, der gerne vil have magt og har et betydeligt behov for anseelse. Vi er nødt til at acceptere, at behovet for magt og anseelse kan give forskellige udtryk, i handlinger og i ord. For det andet er politik et område, hvor meninger brydes, og man kan sige, at der nødvendigvis altid vil være er vist konfliktniveau i et byråd. Konflikt og modsætningsfyldte interesser er uomgængelige aspekter af politik. Det skal politikerne selv og vi som vælgere have kompetencer til at kunne tackle. De politikere vi har, har vi jo selv valgt. For det tredje er den talentmasse, hvorfra der rekrutteres til kommunalpolitik i al fald antalsmæssigt mere begrænset end den, der rekrutteres fra til landspolitik. Det kan betyde – men det behøver ikke at være sådan - at det så at sige kan tage længere tid at råbe sidste plads i byrådssalen op end det nødvendigvis gør i et Folketing. For det fjerde – og det er også vigtigt: Det er ikke sådan, at det kun er i Randers Byråd og kommune, at der er udygtigt håndterede sager og beslutninger af den ene eller anden slags. Det forekommer i andre kommuner. Men desværre dyrker vi i Randers jo selv - mere end nogen anden i landet - fortællingen om, hvor ringe et image, sagerne giver os. Man kan spørge sig selv, om hvad grunden er til, at vi selv mere end andre italesætter det ringe samarbejdsklima i byrådet og de mange belastende sager? Det skyldes, at der i selve italesættelsen ligger en iboende svær politisk konfrontation, som vi er vænnet til at tænke, tale og handle i. Man kan så spørge, hvad den kommer af? Her er det nødvendigt at besinde sig på en historisk sammenhæng, der går mere end 100 år tilbage. Udviklingen af Socialdemokratiet siden slutningen af 1800-tallet og op til afslutningen af Den Kolde Krig i 1991 skete i en hård og ubarmhjertig konfrontation med borgerlige partier og Danmarks Kommunistiske Parti og senere aflægninger heraf. Det var en igennem årtier stærkt konfrontatorisk og ofte hadefuld kamp på to fronter. Et definerende eksempel herpå er storkonflikten i 1922 mellem arbejdere og arbejdsgivere. Ingen steder i landet var konflikten så hård som i Randers. Der blev sat politi og militær ind mod strejkende og til beskyttelse af strejkebrydere. Nogle har ligefrem betegnet konflikten som Revolutionen i Randers. Den endte med et forlig, der sænkede arbejdslønnen med ikke mindre end 15 procent. Konflikten og forliget trak et spor af lokalpolitisk uforsonlighed igennem det meste af 1900-tallet. Som en spejling af datidens kamp på liv og død mellem de store ideologier (kommunisme, fascisme, nazisme, socialdemokratisme) ude i verden fødtes en lokalpolitisk stemning af "du-er-enten-med-os-eller-imod-os", som viser sit ansigt den dag i dag. Det er en grundholdning til det politiske arbejde, som i høj grad blev vedligeholdt af det forhold, at Randers siden den første socialdemokratiske borgmester i 1919 har haft borgmesterposten det meste af tiden frem til nu, kun afbrudt i 1950-54, 2002-05 og 2014-17. Den socialdemokratiske dominans har været massiv i byråd, kommune, fagforening, boligforeningsbestyrelser med mere. Det er baggrunden for den socialdemokratiske nepotisme i slutningen af 1990'erne og for det pamperi, der engang var i byråd, forvaltning og institutioner. Det er også en baggrund, der rummer en bevidsthed om angiveri som en del af kampen for at opnå personlige og politiske mål. Og det er den baggrund, der den dag i dag eskalerer politiske konflikter og forvaltningsmæssige sager, beslutningsmæssigt og verbalt som, når en politiker taler om stikkeri i relation til den aktuelle Stjernehussag. Den måde vi håndterer lokalpolitiske og forvaltningsmæssige skandalesager på, og vores konstante fokus på vores negative image - som jeg selv i mit job blandt patienter og kolleger i øvrigt aldrig møder indenbys, udenbys eller udenlands - afslører, at vi i vores tankegang og beslutningsprocesser stadig i et vist omfang styres af 1900-tallets ideologiske kampe. Vi ser lokalpolitik i et "du-er-enten-med-os-eller-imod-os" perspektiv, som ikke er produktiv i forhold til det samfund, vi har i dag. Vi er ikke længere modstandere på liv eller død; tværtimod, vi har ganske vist interesseforskelle, men i dag skal vi samarbejde og løse problemer sammen. Vi skal ikke dyrke et ideologisk efterslæb. Det skal vi holde op med. Vi er nødt til at holde op med det i politik, i forvaltningen og i vores institutioner. I det 21. århundrede lever og arbejder vi sammen på trods af modsætninger - i politik og udenfor politik - i respekt for hinanden, og vi taler hensynsfuldt til og om hinanden. Vi skal gøre op med vores lokalpolitiske historie, men forstå, at det er den, der nogle gange får os til at tænke, tale og handle per automatik, som vi gjorde i en anden tid, og vi skal tage ved lære af historien. Og så bliver det nok også vigtigt for os, at vi næste gang, vi skal til kommunevalg, vælger nogle politikere, der har både hjerte og hoved i det 21. århundrede. Man kan godt sige, at vi kunne have brug for et mentalt politisk systemskifte i Randers.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];