Annonce
forside

DAG 5: Hvad har kærlighed til katte med en mordsag at gøre?

Foto: Michael Nørgaard

På dag fem kom det igen til at handle om Peter Madsens ømme forhold til sine katte. Og at han var i en helt særligt indadvendt og reflekterende sindsstemning umiddelbart inden, det hele blevet meget skæbnesvangert for Kim Wall.

DAG 5

26. marts 2017

Kan en mand, der får tårer i øjnene, når en kat er syg, begå en bestialsk seksualforbrydelse? Slå ofret ihjel og bagefter partere liget? En mand med kone og tre katte som et far-mor-og-børn-liv.

En mand, der i en umulig og skæbnesvanger situation først og fremmest tænker på at få virkeligheden til at forsvinde, så han kan komme hjem til konen og kattene. En mand, som i det hele taget er så gennemsyret af omsorg for enhver form for dyreliv, at han gør alverdens krumspring for at redde en reje i knibe, som et af vidnerne fortalte på dag fem i retssagen om drabet på Kim Wall.

Det spørgsmål er en del af Peter Madsens forsvar. Ligesom det er en del af anklagerens fremstilling af sagen, at Peter Madsen, inden Kim Walls død, udlevede en seksualitet, som anklageren i sin ansigtsmimik og kropssprog ikke lægger skjul på, at han finder højst aparte.

Annonce

OVERBLIK

Da den svenske journalist Kim Wall sejlede ud i en ubåd i Øresund, var det kun kaptajnen, Peter Madsen, der kom levende hjem.Inden havde han skilt hendes hoved og lemmer fra kroppen og dumpet delene i Køge Bugt.

Avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist har fulgt sagen mod Peter Madsen fra en plads i retssal 60 i Københavns Byret.

DAG 1: - Jeg har gjort mig skyldig i en alvorlig forbrydelse mellem Kim og jeg

DAG 2: Peter Madsen er en voksen mand med et spædbarns seksualitet

DAG 3: En vidneløs forbrydelse er blevet en retssag fyldt med vidner

DAG 4: Det er Kim Walls fødselsdag - Peter Madsen har taget fint tøj på

DAG 5: Hvad har kærlighed til katte med en mordsag at gøre?

DAG 6: Selv Peter Madsens egne vidner underminerer hans sag

DAG 7: Den dag Peter Madsen satte et halvt minut af til at græde

DAG 8: Peter Madsen vandt en lille kamp og tabte den store

DAG 9: Beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading ...

DAG 10: Peter Madsen smiler stort og føler sig stolt af sit liv

DAG 11: Sidste dag før dommen

DAG 12: Peter Madsen er en utroværdig morder

På dag fem i Københavns Byret blev tre kvinder afhørt - blandt andet med det formål at få frem i retten, at Peter Madsens seksualitet ikke er som hos folk flest.

Den første var temmelig utilpas ved situationen. Den næste kom ind med sort hætte over hovedet, som hun først tog ned, da hun sad i skranken med ryggen til pressen.

Men i sædet var elskerinden med hætten ublufærdig med et selvsikkert forhold til at skulle fortælle om sin egen eksperimenterende seksualitet for at give retten endnu et indtryk af Peter Madsens seksualitet.

Hun havde fået en sms, hvor Peter Madsen skrev: "Jeg er både yin og yang, bange og modig, ekstatisk og depressiv, rig og fattig, men hellere ride på havets bølger og surfe på livets op- og nedture end at gå gennem livets grå tåger uden at kende forskel på ekstase og smerte og opleve dem og leve."

- Han gik efter ekstremerne, sagde hun, uden at det stod helt klart hvordan, for samtidig beskrev hun Peter Madsen som nærmest gennemsnitlig på sexfronten.

Han tog hende med på sexklubber, men det var hende, der slog sig mest løs. Hun ville have det vildere. Den sex, de havde sammen, beskrev hun som vanilje-sex - helt almindelig sød og blid sex. Hun ville have ham til at tage fat om halsen på hende, men det faldt ham ikke naturligt. Hun ville slås på, men han var utilpas ved at klaske hende bagi, fordi hun blev rød.

Hendes indtryk var, at Peter Madsens interesser gik i andre retninger - som f.eks. at have sex med mænd. Og prøve sig selv af i pornofilm - det havde han gjort to gange, sagde hun.

De talte osse om døden. Det virkede ikke som noget særligt - bare som noget man gør.

Han sendte en anden sms til elskerinden:

"Jeg er bare en pervers poly med en drøm om et tabufrit sted, hvor alle voksne ved deres fulde fem må gøre ved hinanden, hvad de har lyst til. Sygt? Måske, men der er ingen kur."

Han havde også sendt et billede af en kvinde i håndjern.

En uge efter Kim Walls død, sendte elskerinden selv en sms til en veninde:

"Hvis de hører min og Peters fulde historie, bliver de mere overbevist om, at Peter er lunatic."

Med det mente hun, at de havde et atypisk forhold, forklarede hun til anklageren, der - som dagen gik - virkede mere og mere beklemt ved at udspørge fremmede kvinder om deres sexliv.

Undervejs havde Peter Madsen tilsyneladende fortalt sin forsvarer, at han havde sendt andre billeder end det af en kvinde i håndjern til elskerinden.

- Er det korrekt, at han også sendte billeder af kattene til dig, spurgte forsvareren.

- Kattene?

- Ja, missekattene?

- Ja, det kan han godt.

Der blev talt lidt videre om det, indtil elskerinden stopper op og spørger:

- Undskyld, men hvad har kattene med noget at gøre?!

- I snakkede om sex, og så er jeg interesseret i, om I talte om andre ting?

- Selvfølgelig talte vi osse om andre ting!

I dagens næstsidste afhøring blev der stille i salen. Det var under afhøringen af en australsk dokumentarfilminstruktør, der havde været i gang med en film om Peter Madsen, som nu er skrinlagt.

Hun blev berørt og grødet i stemmen, da hun fortalte om, hvad Peter Madsen havde sagt i et interview få timer inden, han sejlede ud med Kim Wall.

Han havde omtalt sig selv som psykopat. Han havde sagt, at han var for åbenmundet, og at han skulle lære at lægge bånd på sig selv. Han brugte den sammenligning, at hvis han var hovedmistænkt i en mordsag, ville han have ret til ikke at udtale sig og få at vide, at alt, hvad han sagde, ville kunne bruges imod ham i en retssag.

Han talte meget om at være alene. Virkede isoleret. Mens han pakkede en faldskærm sammen, sagde han:

"I livets mest vigtige øjeblikke er man alene. Man er alene, når man bliver født, og man er alene, når man dør."

Kim Wall var ikke alene, da hun døde. Hun var sammen med Peter Madsen på en ubåd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Brand i etageejendom i Grenaa

Kronik For abonnenter

Kronikken: Randers byråd og det ideologiske efterslæb

I de mere end 20 år, jeg har arbejdet og boet i Randers, har der været en fortsat række af balladesager i byråd og kommune. Nepotisme, pamperi, nær-ulovlige byrådsbeslutninger, forvaltningsutilstrækkeligheder hvis ikke -ulovligheder, personalesager, afskedigelsessager og til hadefuldhed grænsende personlige og politiske modsætningsforhold har holdt i kø på byrådets tunge vej siden midten af 1990'erne. I lige så lang tid er der igen og igen af lokale iagttagere og såkaldte eksperter udtrykt bekymring for, hvor meget skade Randers' image tager af disse sager. Den ene velmenende, undertiden rablende og i al fald altid rasende dyre reklamekampagne efter den anden er iværksat for at rette op på ry og rygte, uden at nogen rigtigt kan se en virkning heraf. Senest hører vi nu om et nyt initiativ udgået fra borgmesterkontoret. I konsekvens af den i 2019 usikre kommunale håndtering af den såkaldte Stjernehussag (forflyttelsen af en medarbejder ved en børneinstitution, mod hvem en mistanke om overgreb på et barn viste sig at være ubegrundet) og de efterfølgende hårde personligt-politiske angreb i byrådet, hyres der i 2020 en konsulent, der skal hjælpe de enkelte byrådsmedlemmer og byrådet som gruppe til at arbejde bedre sammen og tale pænere til hinanden. Det kan da være et prisværdigt projekt. Der skal dog nu nok mere end reklameslogans og samtaleterapi til for alvor at flytte Randers Byråd og kommune ind i det 21. århundrede. Det bliver mit postulat, at roden til ondet skal findes i et ideologisk efterslæb, som det er nødvendigt at gøre op med. Men det er vigtigt at være realistisk. Der er fire grundliggende forhold, man er nødt til at besinde sig på for at kunne se tingene i et nøgternt perspektiv. For det første kommer vi ikke udenom, at byrådspolitikere rekrutteres blandt mennesker, der gerne vil have magt og har et betydeligt behov for anseelse. Vi er nødt til at acceptere, at behovet for magt og anseelse kan give forskellige udtryk, i handlinger og i ord. For det andet er politik et område, hvor meninger brydes, og man kan sige, at der nødvendigvis altid vil være er vist konfliktniveau i et byråd. Konflikt og modsætningsfyldte interesser er uomgængelige aspekter af politik. Det skal politikerne selv og vi som vælgere have kompetencer til at kunne tackle. De politikere vi har, har vi jo selv valgt. For det tredje er den talentmasse, hvorfra der rekrutteres til kommunalpolitik i al fald antalsmæssigt mere begrænset end den, der rekrutteres fra til landspolitik. Det kan betyde – men det behøver ikke at være sådan - at det så at sige kan tage længere tid at råbe sidste plads i byrådssalen op end det nødvendigvis gør i et Folketing. For det fjerde – og det er også vigtigt: Det er ikke sådan, at det kun er i Randers Byråd og kommune, at der er udygtigt håndterede sager og beslutninger af den ene eller anden slags. Det forekommer i andre kommuner. Men desværre dyrker vi i Randers jo selv - mere end nogen anden i landet - fortællingen om, hvor ringe et image, sagerne giver os. Man kan spørge sig selv, om hvad grunden er til, at vi selv mere end andre italesætter det ringe samarbejdsklima i byrådet og de mange belastende sager? Det skyldes, at der i selve italesættelsen ligger en iboende svær politisk konfrontation, som vi er vænnet til at tænke, tale og handle i. Man kan så spørge, hvad den kommer af? Her er det nødvendigt at besinde sig på en historisk sammenhæng, der går mere end 100 år tilbage. Udviklingen af Socialdemokratiet siden slutningen af 1800-tallet og op til afslutningen af Den Kolde Krig i 1991 skete i en hård og ubarmhjertig konfrontation med borgerlige partier og Danmarks Kommunistiske Parti og senere aflægninger heraf. Det var en igennem årtier stærkt konfrontatorisk og ofte hadefuld kamp på to fronter. Et definerende eksempel herpå er storkonflikten i 1922 mellem arbejdere og arbejdsgivere. Ingen steder i landet var konflikten så hård som i Randers. Der blev sat politi og militær ind mod strejkende og til beskyttelse af strejkebrydere. Nogle har ligefrem betegnet konflikten som Revolutionen i Randers. Den endte med et forlig, der sænkede arbejdslønnen med ikke mindre end 15 procent. Konflikten og forliget trak et spor af lokalpolitisk uforsonlighed igennem det meste af 1900-tallet. Som en spejling af datidens kamp på liv og død mellem de store ideologier (kommunisme, fascisme, nazisme, socialdemokratisme) ude i verden fødtes en lokalpolitisk stemning af "du-er-enten-med-os-eller-imod-os", som viser sit ansigt den dag i dag. Det er en grundholdning til det politiske arbejde, som i høj grad blev vedligeholdt af det forhold, at Randers siden den første socialdemokratiske borgmester i 1919 har haft borgmesterposten det meste af tiden frem til nu, kun afbrudt i 1950-54, 2002-05 og 2014-17. Den socialdemokratiske dominans har været massiv i byråd, kommune, fagforening, boligforeningsbestyrelser med mere. Det er baggrunden for den socialdemokratiske nepotisme i slutningen af 1990'erne og for det pamperi, der engang var i byråd, forvaltning og institutioner. Det er også en baggrund, der rummer en bevidsthed om angiveri som en del af kampen for at opnå personlige og politiske mål. Og det er den baggrund, der den dag i dag eskalerer politiske konflikter og forvaltningsmæssige sager, beslutningsmæssigt og verbalt som, når en politiker taler om stikkeri i relation til den aktuelle Stjernehussag. Den måde vi håndterer lokalpolitiske og forvaltningsmæssige skandalesager på, og vores konstante fokus på vores negative image - som jeg selv i mit job blandt patienter og kolleger i øvrigt aldrig møder indenbys, udenbys eller udenlands - afslører, at vi i vores tankegang og beslutningsprocesser stadig i et vist omfang styres af 1900-tallets ideologiske kampe. Vi ser lokalpolitik i et "du-er-enten-med-os-eller-imod-os" perspektiv, som ikke er produktiv i forhold til det samfund, vi har i dag. Vi er ikke længere modstandere på liv eller død; tværtimod, vi har ganske vist interesseforskelle, men i dag skal vi samarbejde og løse problemer sammen. Vi skal ikke dyrke et ideologisk efterslæb. Det skal vi holde op med. Vi er nødt til at holde op med det i politik, i forvaltningen og i vores institutioner. I det 21. århundrede lever og arbejder vi sammen på trods af modsætninger - i politik og udenfor politik - i respekt for hinanden, og vi taler hensynsfuldt til og om hinanden. Vi skal gøre op med vores lokalpolitiske historie, men forstå, at det er den, der nogle gange får os til at tænke, tale og handle per automatik, som vi gjorde i en anden tid, og vi skal tage ved lære af historien. Og så bliver det nok også vigtigt for os, at vi næste gang, vi skal til kommunevalg, vælger nogle politikere, der har både hjerte og hoved i det 21. århundrede. Man kan godt sige, at vi kunne have brug for et mentalt politisk systemskifte i Randers.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];