Annonce
forside

DAG 9: Beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading ...

Foto: Michael Nørgaard

Dag ni i sagen om mordet på Kim Wall var en lang, monoton oplæsning af kendsgerninger. En opslidende indføring i en verden, hvor sex og død er to sider af samme sag.

DAG 9

4. april 2017

Hvis et ord kan bruges op, har det engelske udtryk for halshugning, "beheading", ikke langt igen.

På den niende dag i sagen om mordet på Kim Wall blev der blandt andet afhørt et kvindeligt vidne, der var blevet inviteret med ud at sejle i ubåden, men takkede nej.

Men ellers gik dagen stort set med, at anklageren læste op af bevismaterialet. Beskrivelser af konfiskerede computere og harddiske og deres indhold. Hvad Peter Madsen har søgt og klikket på i sin internetbrowser. Hvordan han havde systematiseret sine internetfund på sine computere. Skabt sindrige stisystemer og mappestrukturer, som blev navngivet stab, hanging, burn, torture, beheading osv. Og midt i det hele det rædselskammer dukkede der også ganske almindelige sexvideoer op.

Anklageren læste op og læste op og læste op og læste op. Filnavne, mappetitler, søgeord. Beheading, beheading, beheading. Igen og igen og igen. Beheading, beheading, beheading.

I modsætning til dag otte, hvor anklageren brugte en - set i bakspejlet - beskeden halv time på at læse Peter Madsens beregninger op, virkede Peter Madsen i dag helt uinteresseret. Han kiggede slet ikke op, men sad hele dagen og noterede, tegnede, slog streger eller lavede kruseduller på et stykke papir. Han virkede til at være i sin helt egen verden.

Kim Walls kusine var til gengæld i Peter Madsens verden. Hun har tidligere været til flere retsmøder og var i dag alene på pårørendepladserne.

Annonce

OVERBLIK

Da den svenske journalist Kim Wall sejlede ud i en ubåd i Øresund, var det kun kaptajnen, Peter Madsen, der kom levende hjem.Inden havde han skilt hendes hoved og lemmer fra kroppen og dumpet delene i Køge Bugt.

Avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist har fulgt sagen mod Peter Madsen fra en plads i retssal 60 i Københavns Byret.

DAG 1: - Jeg har gjort mig skyldig i en alvorlig forbrydelse mellem Kim og jeg

DAG 2: Peter Madsen er en voksen mand med et spædbarns seksualitet

DAG 3: En vidneløs forbrydelse er blevet en retssag fyldt med vidner

DAG 4: Det er Kim Walls fødselsdag - Peter Madsen har taget fint tøj på

DAG 5: Hvad har kærlighed til katte med en mordsag at gøre?

DAG 6: Selv Peter Madsens egne vidner underminerer hans sag

DAG 7: Den dag Peter Madsen satte et halvt minut af til at græde

DAG 8: Peter Madsen vandt en lille kamp og tabte den store

DAG 9: Beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading, beheading ...

DAG 10: Peter Madsen smiler stort og føler sig stolt af sit liv

DAG 11: Sidste dag før dommen

DAG 12: Peter Madsen er en utroværdig morder

Kusinen måtte opleve, at anklageren læste op fra syv tekster, som Peter Madsen havde liggende på sin computer.

Tekster, hvor kvinder og piger villigt lod sig spidde. Blandt andet. Tekster, der også havde både pædofil og incestuøs karakter.

De fik nogle af tilhørende til at sukke og stønne. Enkelte fik nok og gik i pausen. De var voldsomme.

Peter Madsen udtalte sig om teksterne allerede på dag to, hvor han understregede, at de beskrevne scenarier, der altid endte med døden for kvinderne og pigerne, var "konsensuelle" - altså med samtykke mellem gerningsmænd og ofre.

- Kender du til teksterne, spurgte anklageren den onsdag.

- Ja.

- Hvad er det for noget?

- Det er jo en konsensuel situation, der beskrives. Det er vanvittigt - som den film du erkender at have set, "Seven". Nogle vil have set filmen "Kill Bill" - der beskrives noget lignende. Det er fiktivt materiale. Det svarer til noget, du selv har set, sagde Peter Madsen, som tidligere havde fået anklageren til at sige, at han havde set netop filmen "Seven", hvor der optræder et afhugget kvindehoved.

- Er det noget, der interesserer dig, spurgte anklageren.

- Jeg interesserer mig for meget mærkeligt. Det aspekt, der interesserer mig, er det konsensuelle, at det var noget, der skete frivilligt. Jeg har kun læst dem igennem en enkelt gang, og jeg har identificeret mig med kvinden. Den svage part.

- Er du blevet tændt?

- Ikke mere end du bliver af "Seven".

Hvis Peter Madsen er syg, er anklageren det også, synes rationalet at være. Og alle andre der måtte have set den prisvindende Hollywood-thriller "Seven".

Dagens endeløse opremsninger af filnavne, mappenavne, internetsøgninger tegnede et klart billede.

Peter Madsen søgte på de samme ting igen og igen. Han har gjort det i årevis. Det tidligste eksempel, anklagemyndigheden dokumenterede, var fra 2010.

Der var perioder, hvor søgningerne blev intensiveret: Op til selve den skæbnesvangre dag i august 2017. Og i dagene omkring 26. juli 2017. Samme perioder, hvor Peter Madsen inviterede mindst fem andre kvinder på en sejltur, som de alle sammen opfattede på den måde, at det skulle være en sejltur med kun to mennesker om bord på ubåden.

Og de videoer og tekster, som Peter Madsen forlystede sig med, drejede sig om død, sex og ødelæggelse. Enkelte var med mandlige ofre, men langt, langt overvejende var temaet det samme:

Bestialitet rettet mod kvinder.

Flere gange brød forsvareren ind i anklagerens oplæsning. Oftest for at gøre retten opmærksom på, at anklagemyndigheden ikke kunne dokumentere, at de mange søgninger på grænseoverskridende ting resulterede i, at Peter Madsen rent faktisk så videoerne.

Anklageren erkendte, at han ikke kunne afvise, at Peter Madsen gik ud for at hente en kop kaffe, straks han havde klikket på videoerne.

Og da anklageren var i gang med en opremsning af henrettelsesvideoer fundet på Peter Madsens computer, gjorde forsvareren opmærksom på, at der også var pornovideoer.

Konsekvensen af det var, at det blev slået fast med syvtommersøm, at Peter Madsen blandede voldsomme og grænseoverskridende ting med almindelig porno, så det blev endnu vanskeligere ikke at konstatere en sammenhæng mellem sex og død i Peter Madsens verden.

Midt på dagen, hvor anklageren fortalte om Peter Madsens besøg på en hjemmeside med voldsporno, drab og mishandlinger, brød forsvareren igen ind med det formål at nuancere billedet en anelse.

Burde anklageren ikke gøre opmærksom på, at Peter Madsen umiddelbart efter voldspornoen og henrettelserne søgte på noget helt andet?

Skulle det ikke med, at han flere gange i træk havde søgt på katte?

Det kom det så.

Annonce
Forsiden netop nu
Kronik For abonnenter

Kronikken: Hvad hedder det på engelsk?

”Hvad hedder det på engelsk”, hviskede min storesøster i mørket, når vi ikke kunne falde i søvn om aftenen. Hun lå i den ene ende af køjesengens underkøje med min lillebror i den anden ende. Jeg lå i overkøjen med min storebror. Lillebror var nogle år yngre end os og trillede hurtigt sit hovede i søvn, og storebror kunne ikke høre meget i mørket, når han havde taget sine høreapparater af. ”Ole”, hviskede storesøster akkurat så højt - for der var kun en vrinklet dør fra værelset ind til mor og far i stuen - at jeg kunne høre det, ”skal vi lege lærer?”. Det var jeg altid vågen nok til, og så gik min søster i gang med at høre mig i gloser og bøjninger af ”to be”, svære bøjninger i nutid, førnutid, førdatid… Legen gik for min søster, tror jeg, mest ud på at demonstrere, hvor meget mere hun, der var flere år ældre end mig, allerede havde lært i skolen. For mig gik den ud på at lænse min kloge søster for lærdom. Dengang fik man først engelsk i skolen i 6. klasse, og længe inden jeg nåede op i 6., var min søster i mine ører flydende på engelsk. På den måde lærte jeg en del af min søster, som var en tålmodig men nogle aftener i mørket vist nok også noget ærgerlig lærer, fordi jeg havde lært lidt engelsk andre steder fra også. Nede ad vejen boede der en ung dreng med hår ned i øjnene, som var med i et såkaldt pigtrådsorkester, der spillede og sang popsange på engelsk. Mange af de sange, han øvede, hørte man ud ad hans vindue begynde med, at han råbte ”one-two-three-four” så det gjaldede over mark og enge. Jeg havde også lært det meste af to popsange i radioen udenad, ”I want to hold your hand” med The Beatles og ”Mrs. Brown you've got a lovely daughter” med Herman's Hermits. Det meste var ordlyde, jeg blot kunne gengive, men på en eller anden måde gav de en mulig mening, som jeg nogle aftener kunne forsøge mig med overfor min søster i mørket. Det var ikke sådan, at der som nu var en masse engelsk i hverdagen dengang, men mange af os, der tilhører generationerne, der er født mellem afslutningen af 2. verdenskrig i 1945 og afslutningen af den kolde krig i 1989, voksede op med en formelig fængslende fascination af amerikansk-britisk kultur, musik, litteratur og samfundsforhold. Det skete, at det danske militær gennemførte en øvelse med deltagelse af engelsk-amerikanske tropper, og de slog lejr på marken bag skolen. Vi stimlede sammen for at komme til at tale bare en lille smule engelsk med nogle, der virkeligt kunne sproget. Det skete, at førstelæreren på vores skole kom hjem fra en sommerferietur til USA og viste billeder og holdt foredrag vinteren igennem for fulde huse om alt det, han havde set over there. Og det skete, at vi fik en ny lærer i engelsk, der faktisk selv havde været i Swinging London, og kunne rapportere førstehånds indtryk fra Leicester Square og Carnaby Street. Hver gang - og det var få - at jeg igennem skolesystemet kunne vælge fag, valgte jeg den kombination, der gav flest engelsktimer. Da jeg kom på universitetet, var der ingen undervisning men efterhånden dog lærebøger på engelsk. Da jeg blev læge og begyndte at forske, kunne jeg kommunikere med andre forskere over hele verden; jeg kunne undervise og skrive på engelsk, og jeg kunne arbejde på sygehuse i engelsktalende lande og snakke med patienter på engelsk. Derfor er jeg sådan set med på det mantra, der fandt sin finale formulering i løbet af det første årti i dette årtusinde: ”Der er ingen tvivl: hvis du vil forstå verden, så bliv flydende på engelsk; hvis du vil frem i verden, så bliv flydende på engelsk; hvis Danmark skal bestå, så bliv flydende på engelsk”. Det betød, at der blev indført undervisning i folkeskolen i engelsk allerede fra 1. klasse; der blev oprettet internationale skoler, hvor danske børn undervises på engelsk i alle fag; på mange universiteter og i store virksomheder kommunikeres nu på engelsk; og mange institutioner, museer og skoler skifter navn til betegnelser, der er eller lyder som engelsk. Det engelske sprog er således gledet langt ind i vores hverdagsliv og hverdagssprog. Det er blevet vigtigt og smart og moderne at kunne sige noget på engelsk. Det lyder bedre. Det er mere interessant. Det er mere sexet. Ja, i nogle tilfælde muligvis, men ikke i alle. Engelske udtryk glider ind i det danske sprog kolporteret af rablende reklamefolk og andre mediemennesker, der ikke altid har nogen forståelse eller fornemmelse for deres oprindelige betydning. Tag et ord som fuck, som man hører alle vegne i Danmark nu, i daglig tale og i medierne. Det er et ord, som oprindeligt og brugt af englændere eller amerikanere betyder rend mig, skrid, knep, og som ingen englænder eller amerikaner ville drømme om at bruge i offentligheden, fordi det er et nedsættende og forstærkende fyndord, der udstiller brugerens sproglige uformåenhed og tab af selvkontrol. Eller tag en neologisme (et nysammensat ord) som Tradium, der er en betegnelse for Randers Tekniske Skole, Handelsskole og Handelsgymnasium konstrueret formentligt af en uvidende men resolut reklamemand, for at det skal lyde engelsk, uden at det jo er det. Det er tværtimod en sprogligt popularitetshigende pinagtighed og tilmed en tilsløring af, hvilken slags skole, det drejer sig om, og hvilke elever, det er, man ønsker at tiltrække. På nogle områder i vores samfund kan man derfor tale om, at forvansket, fejlplaceret og -formuleret engelsk allerede har udryddet dele af det danske sprog. Dertil kommer, at der i Danmark nu lever mere end en halv million mennesker, der ikke taler dansk, men mere eller mindre engelsk. De arbejder i uddannelses- og forskningsinstitutioner, i IT-virksomheder, i restaurant- og rengøringsbranchen og andre steder, hvor de ikke finder nogen motivation for at lære at tale dansk. Nogle har betegnet denne befolkningsgruppe som Den Engelske Ghetto i Danmark. I al fald kan man vel sige, at dens fremkomst formentligt forstærker forandringen af Danmark til et multinationalt samfund med flere sprog, kulturer og religioner. Fremskriver man denne udvikling med 100 år, så vil man måske kunne forvente, at når vi engang sagde ”Hvad hedder det på engelsk?”, da vil danskere til den tid sige ”Hvad hedder det på dansk?”.

Annonce